https://imgix.femina.dk/media/769f369654d14103bcb0278bcd5073be.jpg
Træning og kost

Så let bliver din fastfood sund

24. juni 2011
af Mia Qvist Scheelsbeck, Alive.dk
Foto: All Over Press
Med få ændringer kan burger, pizza og thaimad nærmest blive til et sundt måltid

Det er så let at bestille en pizza, når du ikke orker at lave mad, eller købe en hotdog, når du alligevel skal tanke bilen op. Men det er måltider, der sætter sig direkte på maven, lårene og hofterne.

Der skal dog ikke mange ændringer til, før fastfood kan blive til et markant sundere måltid. Du kan f.eks. tænke over menustørrelsen og drikke kildevand i stedet for sodavand.

Hjerteforeningen har udarbejdet en guide til, hvordan du bedst og sundest manøvrer dig igennem fastfoodjunglen.

Sandwich
En sandwich bliver hurtigt til en usund affære med hvidt brød, fede dressinger og pålæg, der er store kaloriebomber.

Drop derfor dressingen eller tag en fedtfattig en af slagsen, vælg mørkt brød, magert kød og undgå at spise kartoffeltilbehøret. Fyld også gerne din sandwich op med salat, tomat, agurk mv.

Gå uden om varianter med fede salater såsom reje- og hønsesalat og undgå også ost og bacon.

Sushi
Den japanske spise er ikke det værste, du kan få, og der er gode vitaminer som zink og selen i. Men det kan gøres sundere.

Du kan f.eks. spise mere af fisken og mindre af den hvide ris. Undgå de friturestegte produkter og brug ikke for meget soja, da det er meget saltholdigt. Du kan også spørge efter brune ris i stedet for de hvide.

Shawarma og kebab
Vælg magert kød og masser af salat samt fedtfattige dressinger. Og undgå den chiliolie, som mange ynder at smøre deres shawarmaindhold ind i.

Pizza
Der er rigtig mange kalorier i en pizza, der er fyldt med ost, skinke, peperoni og andre ting. Men du kan f.eks. vælge en fuldkornsbund, hvis pizzeriaet har det, og bede om at få mindre ost på.

Fravalg peperoni, pølse og bacon og vælg i stedet parmaskinke, kylling eller tun, hvor der er mindre fedt i.

Undgå deep pan-pizzaer og lad være med at hælde ekstra olier som f.eks. chiliolie på. Og vælg gerne pizzavarianter med grøntsager og salat på.

Burger
En burger behøver ikke at være en stor kaloriebombe. Du kan f.eks. vælge groft brød, undgå ost og bacon og spare på dressingen.

Får du pommes frittes til - så spørg i stedet efter ovnbagte kartofler, og sørg endelig for at have godt med salat, tomat, agurk og løg i.

Thaimad
Thaimad kan være ganske sundt, hvis man undgår de madvarer, der er friturestegte og nudelretter, der svømmer i fede olier.

Vælg derfor brune ris med magert kød, fisk og skaldyr og tag gerne en suppe som forret. Undgå stegte nudler og spørg efter fuldkornsnudler.

Tag de stærke retter, der sænker appetitten og sætter gang i forbrændingen, og sørg for at bede om ekstra grøntsager.

Undgå igen sojasauce, der er meget saltholdig.

Læs på Femina.dk om, hvorfor du gerne må snyde på slankekuren i ny og næ

Se på Elle.dk, hvad søvn gør for din sundhed

Læs også