https://imgix.femina.dk/media/3809ccdf0f784e0581c1f851165cf2b1.jpg
Træning og kost

Ro i kajak!

1. april 2011
af Karen Gahrn og Christina Ove
Foto: Kajakhotellet.dk
Med den flottest tænkelige beliggenhed lige ud til lagunen og kun et par hundrede meters padlen fra Øresund ligger Kajakhotellet. Det er i bogstaveligste forstand et hotel – til din kajak ...

Du kan få opbevaret din kajak, hvis du har en. Men her er også mange andre muligheder for at komme på vandet i en fart. Du kan leje en havkajak, købe en havkajak, eller du kan melde dig ind i klubben KajakPiloterne og låne kajakker, udstyr og deltage i kurser. Hver uge er der undervisning i kajak, fra de helt basale færdigheder til ja, en ægte grønlændervending. Og sommeren igennem kan man deltage i sejl-med-ture op og ned langs kysten. For 'drengerøvene' har Kajakhotellet også baner til kajakpolo, og der er træning flere gange i løbet af ugen.

Kajakhotellet startede i 2004 med en enkelt container til opbevaring. Siden er de øvrige aktiviteter kommet til som et alternativ til de 'gamle' klubber under Dansk Kano og Kajak Forbund, hvor der ofte er lange ventelister.

- Når man er rigtig glad for noget, vil man jo gerne dele det med andre. Hos os kan man komme hurtigt i gang, ligesom hvis man melder sig ind i et fitnesscenter, siger daglig leder Abelone Tholstrup Stein.

2006 rykkede hotellet til Havkajakvej i den nyanlagte Amager Strandpark og medarbejder nr. 47 er netop ansat. Kajakhotellet har også kurser i Tisvildeleje og i Odense.

Læs mere om, hvordan du kommer i gang og se priser Kajakhotellet.dk og Kajakpiloterne.dk

10 gode kajakråd - sådan kommer du i gang:

Valg af kajak afhænger af din krop, længden på benene, din balance, hvor du vil ro, om du skal have oppakning med dig osv. Du kan også starte med at leje udstyr og kajak.

  • Begynd med en kort tur på vandet et sted, hvor du føler dig sikker.
  • Vær sammen med andre mere erfarne roere.
  • Brug redningsvest. Det er vigtigt, at redningsvesten ikke er i vejen, når du ror, og at den sidder godt, hvis du skulle falde i vandet.
  • Sid med rank ryg, alternativt lidt fremadrettet. Det gør, at du får en bedre og dybere vejrtrækning, og at du sidder mere stabilt i kajakken.
  • Skyd åren lige så meget frem, som du trækker tilbage. Stabilisér kroppen ved at bruge ryg- og mavemusklerne, så kan du blive ved i længere tid.
  • Hold løst om skaftet for at skåne håndleddene.
  • Se lige frem; kroppen følger hovedet, og du ender der, hvor du kigger hen.
  • Husk på, at det kræver lidt tilvænning, inden man kan holde sig ordentligt tør, når man ror.
  • Bomuldstrøjer tørrer langsomt eller slet ikke, hvis der er fugt i luften. Brug uld eller fleece.
  • Brug din sunde fornuft og ha' det sjovt.

Links til andre forhandlere og klubber:

Dansk Kano og Kajak Forbund Kano-kajak.dk
Kano og Kajak Butikken, Skovshoved Kajak.dk
Struer Kajak, Struerkajak.com
Havkajak og Friluftsliv, Fredericia, Havkajakken.dk
Nicus Nature, Svendborg, Nicusnature.com
Outdoor Sports, Ishøj, Feddet, Mariager, Horsens og Haderslev Outdoor-sports.dk
Kajakbasen, Amager Strand Kajakbasen.dk
Kajakcentrum, Vejle Kajakcentrum.dk
Fritidsjoller, Albertslund, Odense, Horsens Fritidsjoller.dk/shop/kajakker

Det får du ud af kajakroning

  • Ved at ro kajak træner man store muskelgrupper som baller, mave, ryg og skuldre.
  • Desuden er det en skånsom træningsform. En almindelig misforståelse er, at man kun bruger armene, når man ror. I virkeligheden træner man hele kroppen, hvis man bruger den rigtige teknik.
  • Kilde: Tahe Marine

Læs også