Træning og kost
20. august 2011

Overblik på 5 minutter: Østens lægevisdom

I den gamle lægevisdom fra Østen findes flere metoder. Find ud af, hvad du kan bruge dem til.
Af: Juliane Olsen, Alive.dk
https://imgix.femina.dk/media/fef6167d49c8452f8a0bd2eea5c6ab62.jpg

Foto: All over Press

Akupunktur
Virker mod:
Migræne, spændinger, stress, tarm- og maveproblemer, smertetilstande som eksempelvis tennisalbue, lettere hedeture og søvnbesvær under overgangsalder. Resultater ved rygestop og kan styrke immunforsvaret ved patienter, som vil forebygge infektioner. Det kræver blot en diagnose fra din læge først.

Derfor skal du bruge akupunktur, ifølge læge Ole Dahl specialuddannet i akupunktur med flere studieophold i Østen
- Vi prioriterer forkert og søger generelt ikke en livsstil, som efter akupunkturteorien svarer til den optimale balance for kroppen, siger læge Ole Dahl, der er specialuddannet i akupunktur med flere studieophold i Østen.

Vil du vide mere om østens
visdom? Læs om
reikihealing - 149 kr.!

Det er svært at forklare rent videnskabeligt, hvordan akupunktur virker på kroppen, men behandlingen har en dokumenteret effekt mod kvalme i forbindelse med kemoterapi og har ifølge anden forskning også en smertestillende effekt. En nyere undersøgelse fra 2005 viser også, at behandling med akupunktur har en effekt på de områder i hjernen, der producerer hormon og smertelindring.

Vær obs på
Der er ingen retningslinjer i Danmark for, hvem der må udføre behandlingen, og det handler derfor om at se sig godt for inden man opsøger en behandler indenfor akupunktur.

Det siger videnskaben
Akupunktur er stadig en kontroversiel behandlingsform, hvor det kan være svært at skelne akupunktur-behandlingen fra en placebo-effekt, akupunktur virker dog på dyr. Flere studier konkluderer, at der skal yderligere forskning til før, der kan gives en endelig konklusion på om behandlingsmetoden giver nogen egentlig virkning eller ej ud fra en ren videnskabelig betragtning, men så længe akupunkturen er udført af en professionel, så er det ikke en behandlingsmetode, som du skal være nervøs for at kaste dig ud i.

Meditation
Virker mod:
Stress, indre uro, manglende koncentrationsevne og lavt selvværd. Samtidig fremmer meditation positive følelser, oplevelsen af lykke, nærvær og et sundt selvværd

Derfor skal du bruge meditation, ifølge Laila Torsheim, underviser i meditation hos Yogakompagniet:
-Meditation kan være en time-out hver dag, hvor du mærker dig selv, og hvor du efterfølgende bliver mere bevidst om, hvordan din mad smager, når du spiser den eller når du drikker din kaffe. Du vil opleve at føle dig rolig, glad og nærværende når du gør det regelmæssigt. Så gør det til en vane at gøre det hver dag ligesom du børster tænder. Bare 5-10 minutter dagligt gør en kæmpe forskel. Sid med en ret ryg, eller lig ned hvis du ikke kan det, og iagttag dine tanker og følelser. Lad alle tanker, følelser og indtryk fra kroppen fylde og iagttag dem i stedet for at gå ind i dem. Iagttag alt hvad der foregår indeni uden at vurdere det som godt eller skidt. Øv dig i at sætte dig ned og på den måde iagttage det, der er indeni dig. Rigtig mange har glæde af det og når vi på den måde lærer at rumme os selv bliver vi også mere empatiske i forhold til vores omgivelser. Vi er nemlig ikke vores tanker og følelser. Tanker og følelser kommer og går, for det er deres natur. Men bag de forskellige indtryk er der et sted hvor der altid er en fornemmelse af ro og stabilitet. Dét er en stor erkendelse for mange. Efterhånden som du træner med meditation behøver du ikke engang meditere et fredfyldt sted for at finde roen. Meditation giver også en fantastisk frihed. For pludselig stopper vi med at identificere os med forskellige følelser eller måske videreleve et mindset fra vores forældre. Det giver en enorm frihed at give slip på det, ikke at lade sig styre af det og selv at vælge, hvad man vil have i sit liv.

Det siger videnskaben:
Det har længe været kendt, at meditation og åndedrætsøvelser giver roligere hjerterytme og åndedræt, samt at det bevirker, at mængden af stresshormonet cortisol falder i kroppen. Dansk forskning hos forsøgspersoner, der mediterer dagligt viser, at de har en større tæthed af det såkaldte grå masse i hjernen, og det vurderer forskerne til, at meditation har gjort forbindelsen mellem nerveområderne mere tæt og komplekst. Under alle omstændigheder kan det aldrig være en skadelig ting at sætte sig ned, samle tankerne og holde fem minutters fri.

Hypnose, Virker mod: Simple fobiske tilstande som frygt for hunde eller fugle, højdeskræk eller flyskræk og tit blot ved en enkelt session. Det kan også hjælpe mod for højt blodtryk, depression, rygestop eller vægttab og hypnose kan også bruges hos gravide, der ønsker en lettere fødsel.

Derfor skal du bruge hypnose, ifølge Jeppe Schjøtz, hypnotisør med praksis i Aarhus og flere tv-optrædener:
- Der er både tale om en klassisk og moderne form for hypnose-terapi, hvor i den klassiske blive man lagt på en briks, lukker øjnene og bliver så kureret. Det gælder ikke den moderne udgave, hvor der tit er tale om regressions-terapi. Her arbejder man med det, der har skabt problemet: Er du eksempelvis faldet ned af stigen som barn og har det sat sig dybt i dig? Selv om man ikke kan huske oplevelsen, kan den hjælpes frem og derefter bearbejde oplevelsen. Hypnose sker ved hjælp af simple kommunikations-teknikker, som alle kan lære. Klienten er fuldt ud til stede og vil bagefter kunne huske alt og kommer tættere i kontakt med sine følelser, som jo ellers normalt hører til underbevidstheden. I større eller mindre grad kan alle hypnotiseres efter en længere forsamtale, hvor hypnotisøren forsøger at nå frem til, hvad der har udløst fobien og hvad der trigger det.

Det siger videnskaben:
Hypnose er i høj grad omgærdet af mystik, overtro og fordomme, fordi hypnose i mange år har været brugt under sceneshows og af tryllekunstnere. Selv om der helt sikkert forekommer fup, så er hypnose stadig et virkeligt fænomen. Der er dog ikke tale om, at hypnotisøren "overtager" den hypnotiseredes vilje, men mere om, at personen under hypnose kommer i en slags trancetilstand, hvor underbevidstheden er mere tilgængelig. Fødselshypnosen er måske den del af hypnosen, der er bedst dokumenteret. Ifølge internationale undersøgelser mindsker fødselshypnosen brugen af smertestillende midler med 50 procent og afkorter fødslens længde med en tredjedel.

Læs mere på femina.dk om akupunktur som slankekur

Læs mere på femina.dk om guiden til at meditere siddende derhjemme

Læs også