https://imgix.femina.dk/media/5781b7ccdc7b4c1daf6a226ca8abce06.jpg
Træning og kost

Nedsæt din risiko for kvindesygdomme

20. marts 2012
af Juliane Olsen, NewsDesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Undgå at komme til at lide af nogle af de største kvindesygdomme med enkle forholdsregler.

Som kvinde er du særlig disponibel overfor en række sygdomme, og det handler om at tage sig forholdsregler, så du ikke bliver en af dem, der bliver ramt af hjertesygdom eller brystkræft. Alive.dk har her listet fire meget almindelige kvindelidelser og hvordan du undgår dem.

Depression
Depression er en meget almindelig sygdom både for mænd og kvinder. Omkring 500.000 danskere bliver ramt af en svær depression i løbet af deres liv. Endnu flere oplever mildere former for depression. På en tilfældig dag vil mellem 100.000 og 200.000 danskere have en depression. Motion har en dokumenteret effekt mod lidelsen især blandt kvinder. Kvinder som enten er fysisk inaktive, eller som kun dyrker let motion, dvs. mindre end to timer om ugen, har 1,8 gange større risiko for senere at udvikle depression end kvinder, som dyrker meget motion, ifølge et studie fra Statens Institut for Folkesundhed.

Hjertesygdom
Hvert år dør 10.000 kvinder af en hjertekarsygdom. Du kan forebygge en hjertelidelse med motion, sund kost og ved at holde stress fra døren. Rygning og forhøjet blodtryk kan også være skyld i, at du får et hjertetilfælde, så drop smøgerne og hold øje med dit blodtryk. Desuden indvirker stresshormoner meget negativt på dit hjerte, så sørg også for at holde hverdagen fri fra stress og få tjekket dit blodtryk jævnligt, ifølge Hjerteforeningen.

Hudkræft
Især blandt unge kvinder er der en stigende tendens til at udvikle hudkræft, og det skyldes deres hyppige brug af solarium. Siden 2000 har der været flere kvinder end mænd, der udvikler hudkræft. Kræft i huden dækker over to typer kræft: Almindelig hudkræft og modermærkekræft. Det er heldigvis let at forebygge begge typer ved at opholde sig i solen på fornuftig vis. Så længe du undgår solskoldninger, så er du et langt skridt på vejen til at forebygge, at du udvikler denne kræftform, ifølge Kræftens Bekæmpelse.

Brystkræft
Næsten 4000 kvinder rammes årligt af brystkræft. For at undgå, at du bliver en af dem skal du styre udenom overvægt og hormonbehandlinger i forbindelse med overgangsalderen. Du skal desuden dyrke motion, undgå rygning og alkohol og spise sundt, ifølge anbefalinger fra Kræftens Bekæmpelse. Hold øje med eksem på brystvorterne, rynket hud, der minder om appelsinhud på brysterne eller knuder i armhulen og søg straks læge, hvis du finder disse symptomer.


Læs også hvordan du tackler depression på oestrogen.dk

Lene Hansson måtte tage alternative midler i brug for at helbrede sin kræftsygdom. Læs hvordan på oestrogen.dk

Læs også