https://imgix.femina.dk/media/3a899d0171664fdf850d643ac4329611.jpg
Træning og kost

Hurtige slankekure holder ikke

13. maj 2012
af Slankedoktor.dk
De hurtige slankekure er oftes skyld i yoyo vægt - læs her hvad det gør ved din krop og hvorfor de hurtige slankekure ikke er gode for dig i sidste ende.

Det kan synes svært at forstå, hvorfor en slankekur, der lover dig det vægttab du har gået og længtes efter, frarådes. Specielt når så slankekuren rent faktisk medfører et vægttab imens du er på slankekuren.
De fleste af sådanne slankekure kræver, at du har et meget lavt kalorieindtag og nogle gange helt udelader måltider, som så derfor naturligt nok vil give dig et vægttab i den anden ende. Ud fra et større og længerevarende perspektiv er dette kalorieindtag dog sat alt for lavt, og dermed ikke et realistisk bud på, hvad kroppen kan nøjes med, med mindre du er næsten helt inaktiv.
I mens du er på selve slankekuren vil du rigtignok opleve det lovede vægttab, men efter slankekurens afslutning er historien dog en helt anden.

De hurtige slankekure, de halve sandheder

Du kender det sikkert - du har måske tabt de ønskede kilo imens du var på slankekuren, med efter slankekurens afslutning erfarer du, at du faktisk tager det hele på igen - eller endda mere til. Dette skyldes, at det fedt, som bliver oplagret i kroppen bliver forøget for hver gang man tager vægten på igen. Ved et vægttab taber kroppen både fedt- og muskelceller. Når man så tager på igen, er der oftest en større andel fedtceller, hvilket betyder at man faktisk er 'federe' end før, idet nogle muskelceller er blevet erstattet med fedtceller. Herudover vil der dannes større og større fedtdepoter i maveregionen jo flere gange man tager det tabte fedt på igen. Dette kan i sig selv være farligt, idet dette fedt betegnes som det 'farlige fedt', da det kan nedsætte organernes funktion og medvirke til hjertekar sygdomme og diabetes. Disse 'hurtigvirkende' slankekure kan altså i sidste ende have den modsatte effekt.

Yoyo vægt - slankekure der aldrig ender

Ved slankekure som disse kan du derfor ofte opleve, at din vægt svinger - både op og ned. Denne form for vægttab og vægtforøgelse betegnes yoyovægt, og er altså karakteriseret ved hurtige vægttab og efterfølgende vægtforøgelse, igen og igen.
Overvægtige mennesker er paradoksalt nok ofte virkelig gode til at tabe sig. De taber sig typisk rigtig mange kilo, rigtig hurtigt og rigtig mange gange. Som et groft estimat siges det, at hver gang 100 mennesker taber sig i vægt, vil de 80 imidlertid tage de tabte kilo - eller flere - på igen i løbet af fem år. En sådan yoyo-vægt er formentlig ikke sund.

En række hormoner styrer vores appetit og energiforbrug. Bl.a. Leptin styrer mæthedsfornemmelsen. Hormonet leptin frigives af fedtvævet og påvirker mæthedscenteret i hjernen. Leptin er også involveret i fedtforbrændingen. I løbet af en vægttabsperiode sker der et fald i leptinniveauet med 65 procent for derefter at stige lidt igen.

Hvis man sammenligner personer, der taber sig på diæt alene, og personer, der taber sig på en kombination af diæt og motion, er der ikke den store forskel i vægttab, mens slankekuren står på. Men den gruppe, der også motionerer, tager klart mindre på i tiden efter slankekuren.

Yoyo vægts indvirkning på kroppen

Yoyo-vægt har også indvirkning på dit psykiske ve og vel. Jo flere gange man oplever et vægttab og et efterfølgende nederlag, fordi man tager det hele på igen, des mindre selvtillid vil man have. Dette vil i sidste ende føre til, at man mister troen på, at det kan lade sig gøre.

Dit immunforsvar vil blive svækket efterhånden som yoyo-effekten tager til i din vægt. Der er lavet forsøg, der har påvist at kvinder som har prøvet at tabe sig mere end fem gange, vil have omkring en tredjedel færre naturlige dræberceller i kroppen, som er nødvendige for, at dit immunforsvar kan fungere.

Så husk, hvis det lyder for godt til at være sandt, er det det nok også. De hurtige slankekure giver her-og-nu resultater - men på længere sigt ender du måske med at tage det hele, eller mere til, på igen. Det er derfor samspillet mellem kost og motion er så vigtig. En blanding af disse to giver altså ikke nødvendigvis et lige så hurtigt vægttab, men giver derimod et holdbart og varigt vægttab.

Læs også: Sådan bliver du slank til sommer

Læs også: Så meget skal du lave for at smide kalorierne

Læs også: Værd at vide om dit vægttabb og slankekur

Læs også