https://imgix.femina.dk/media/fa3f7c98e5bc4125b17265ac0e4dadc2.jpg
Træning og kost

Hold igen med det røde kød

22. februar 2010
af Christina Ove Holm
Foto: iStockphoto
Danmark er det land i verden, hvor vi spiser mest kød. 148 kilo ko, gris, ged og lam om året smider vi hver især i mavesækken. Men hvordan påvirker det vores helbred?

Vores kærlighed til kød gør Danmark til verdens mest kødspisende nation. Men er det sundt, alt det kød? Det har FEMINA spurgt et par ernæringseksperter om.

Kød er sundt
- Ja, kød er sundt. Det indeholder store mængder protein, vigtige vitaminer, zink og jern, som især kvinder har brug for, pointerer Gitte Gross, der er bromatolog og centerleder på Videncenter for Fødevarer og Sundhed, Viffos. - Kød indeholder den type jern, der hedder hem-jern, som er let for kroppen at optage. I kornprodukter og grøntsager er der også jern, men det er det såkaldte non-hem-jern, som er sværere for kroppen at optage. Og eftersom kvinder, der har menstruation, har brug for jern, og at det ser ud, som om en del kvinder mangler jern, er det vigtigt at spise kød, siger Gitte Gross.

Alt med måde
Man skal nemlig ikke spise så meget af især det røde kød. Mange tror fejlagtigt, at rødt kød er kød, der ikke er ordentligt stegt. Det er det ikke, forklarer Gitte Gross. Rødt kød er derimod betegnelsen på kød, der kommer fra firbenede dyr. Det vil sige køer, svin, geder og lam. - Det røde kød kan være kræftfremkaldende i for store mængder. Så man skal sørge for, at man ikke spiser rødt kød syv dage om ugen, siger hun. Men der er ingen grund til helt at droppe det røde kød af den grund, mener Gitte Gross. - Nu skal man ikke blive kødforskrækket. Alt, hvad man spiser, kan være forbundet med negative ting, så man skal bare sørge for at spise med måde.

Så meget bør du maksimum spise
Ifølge WCRF, som er en international cancerorganisation, bør dit indtag af rødt kød være mindre end 500 gram pr. uge. Kostundersøgelser viser, at danskerne indtager 116 gram pr. dag = 812 gram om ugen. Det er 60 procent for meget i forhold til internationale anbefalinger.
Kilde: Kræftens Bekæmpelse

Læs også