Håndlæsning: Hænder, der sladrer ...

Det ligner en helt almindelig københavnerlejlighed, når man står dér uden for Nørregade nr. 18. Men det er det ikke. I det øjeblik den, hvide dør lukker sig tungt i bag mig, er jeg klar over, at intet her er helt almindeligt eller på nogen måde overladt til tilfældighederne. Hensat til østen for solen bydes jeg indenfor til svag meditationsmusik og varme orange og lilla farver på alt fra silkepuder til vaser. Det eneste, der trækker en lille smule ned på det smukke førstehåndsindtryk, er de sutsko, der ville klæde de færreste, men som jeg ikke desto mindre bliver bedt om at smutte i med det samme. Mere praktiske end smukke - men ikke uden mening - i den gigantiske lejlighed, hvor gode energier, østens mystik - eller åbenlyshed? - gemmer sig. Her går man nemlig ikke i sko. Slet ikke de små af slagsen.

Hvad hænderne er fulde af …
Drevet af nysgerrighed og opgaven som journalist under cover sætter jeg mig i skrædderstilling på en perlebesat sofa, smider de grimme sutsko på gulvet og overlader trygt mine åbne hænder og ditto sind til pigen med det lidt underlige navn. Krumme, alias Kirstine, holder mig blidt i mine hænder og læser i dem. Om min fortid, min fremtid. Min tilstand eller stilstand. Mine muligheder. En slags alternativ tilstandsrapport. Og hun kommer godt - og friskt - fra start, selvom det faktisk er en lille smule grænseoverskridende, at en fremmed kvinde sidder meget tæt på mig og ser mig dybt i øjnene, mens hun holder mig i hænderne og udbryder et "det er godt nok nogle specielle hænder, du har." Nuvel og bevares. Og "tak", viser det sig senere.

Blind tegning, stort ego
At dømme efter dén blindtegning af min venstre hånd, jeg indledte mit besøg med, har hun nu fuldstændig ret. Det ligner et tre-årigt barns forsøg på at tegne et fantasidyr. Verdens mindste, skæveste og mest mangelfulde hånd med størrelsesforhold, der på ingen måde matcher virkeligheden.
"Det er et ordentlig ego, du har fået tegnet dér," fortsætter Krumme uden antydningen af anklage. Men alligevel. Man har da lyst til hurtigst muligt at få fortalt, hvor vidunderligt favnende, dybt reel og aldeles uselvisk man er, når det nu naturligvis er sådan, det i virkeligheden forholder sig. Egoist? Hmm. "Man" viser sig heldigvis også at være en hel masse andet.

Når en spade er en spade
Det er umuligt ikke at kigge på Krumme konstant. Ikke kun fordi hun er smuk, men fordi hendes øjne borer sig ind i én, og man føler sig en anelse afsløret, når hendes bløde stemme siger ting, man opfatter som sandheder. På samme tid utrolig hensynsfuld og alligevel meget klar i spyttet. Det er sandheden, som hun oplever og læser den - serveret på et fad. Eller i en hånd. Råt for usødet. Og sådan er jeg åbenbart også.
"Det er jo my way or the high way," siger hun. Om mig, altså. For det står i hånden.

Sandheden … på godt og ondt?
Ja, ja, det kunne da være meget værre, tager jeg mig selv i at tænke. Og det bliver det. Og også meget bedre. Hun rammer i hvert fald plet mange gange. Ikke kun får hun beskrevet mig på godt og ondt i så detaljerede beskrivelser, at hverken jeg eller folk, der kender mig, ville være det mindste i tvivl om, hvem vi taler om. Hun rammer også ned i konkrete familie- og karrieremæssige overvejelser, hun umuligt kunne have gættet sig til. Årstal og barndomserindringer. Personlige oplysninger. Og så beskriver hun mig på en måde så præcis, at jeg oplever den som en lille reminder om, hvem jeg egentlig er. Læst i streger, livs-, hjerte- og skæbnelinjer.

Hånden på hjertet
Langt inde i vores håndlæsningssession dukker der pludselig nye streger op.
"Det er så typisk for folk som dig, der liiige skal se folk an, før de åbner sig op," afslører Krumme og får mig, der ellers ser mig selv som en åben og let læsbar knaldroman, til at rynke lidt på næsen.
"Og du ved det jo godt," siger hun og holder mig fast i hænderne.
Ja, ja, Krumme. Jeg ved det. Jeg er faktisk overraskende enig i alt, hvad hun har fortalt mig i vores foreløbigt eneste time sammen. Og jeg er ellers både skeptisk og sort/hvid, og hvad ved jeg. Det står selv i mine hænder. Så kald det intuition, hokus pokus - eller kiromanti, men da sutskoene bliver sat på plads, og den hvide dør lukker sig tungt i bag mig, ved jeg godt, at der - måske - er mere mellem himmel jord. Der er i hvert mere mellem vinduerne i lejligheden i Nørregade nummer 18.

Du kan læse mere om Krumme her

"Kiromanti - Sandhed eller sniksnak?"

"Hvem var du i dit sidste liv"?

Kan man shoppe sig lykkelig? Prøv!

Nysgerrig? Læs dagens horoskop her!