https://imgix.femina.dk/media/f846de37342c42fc9830f86868e0386e.jpg
Træning og kost

Giver du også din frygt næring?

24. november 2011
af Gitte Sparsø, mitunivers.dk
Gitte Sparsø taler om at turde leve livet og udleve sine drømme. Tør du?

Jeg vil gerne fortælle en tankevækkende historie om en livsklog indianer, som fortæller sine børnebørn en historie om to ulve, der er oppe og slås på liv og død. Den ene hed Frygt og den anden Kærlighed.

Et af børnene spørger: "Bedstefar, hvilken ulv vinder?"

Den gamle indianer ser ham i øjnene og svarere: "Den, du fodrer mest".

Og det er en overvejelse, som vi ofte bør gøre i vores liv: "Hvad giver jeg næring og opmærksomhed til? Fodrer jeg "frygten" eller fodrer jeg "kærligheden"?

Vi kan pludseligt blive placeret i en uoverskuelig udfordring i vores tilværelse, som kræver stort overskud og mod af os, og frygten kan gribe fat i os. I de hårde situationer her i livet, når vi føler os udfordret, er det svært at forstå hvorfor vi er havnet i en svær situation og hvorfor vi skal udfordres i en sådan grad. Men hyppigt når vi ser os tilbage over skulderen, kan vi måske se, at vi udviklede os gennem udfordringerne, en udvikling, der bragte os videre i livet og vi ser nye veje og nye muligheder.

Læs også: Sådan får du mere livsglæde

For vi bliver alle placeret i opgaver og udfordringer i vores liv og det er op til os selv, om vi har det fornødne mod til selv at vælge, hvad vi giver næring; hæmmende frygt, som tapper dig for energi, eller boblende smittende livsglæde, som tilfører dig energi. Hvis du ser positivt på selv de sværreste situationer, vil den energi støtte dig igennem turbulensen, som en kær ven.

Lad være at stå i vejen for dig selv!
Kender du følelsen af, der er noget du så inderligt gerne vil, men din frygt holder dig tilbage, og du viger udenom, ene og alene fordi du er bange? Det vi kan være bange for, er ikke altid forståeligt eller forklarligt, og kan hæmme os i at sanse, leve og opleve muligheder i livet fuldt ud. Det, nogle kan være bange for, er andre ikke bange for, og omvendt.

Er du bange for edderkopper, tale i større forsamlinger, gå til eksamen, kører i elevator, højder, vand, sige "jeg elsker dig", bede om hjælp, for at lave fejl, sige "undskyld", bange for at træffe forkerte beslutninger, bange for at vælge, modet til at stå alene med en ide eller en mening, modet til at gå foran og bane vejen for andre, eller ikke have det fornødne mod til at leve det liv fuldt ud du drømmer om?

Har du modet til at udleve dine drømme?
Det kræver mod at leve det liv, man ønsker og drømmer om. Det du kan begynde med er, at lade være med at stå i vejen for dig selv. Lyt og se med dit hjerte. Lyt til din følelse i hjertet og din fornemmelse i maven - vores intuition kan vise os den rette vej i livet - vi skal bare turde at lytte efter og stole på os selv. Dit intellekt og tanker kan føre dig på afveje på grund af frygt og dårlige erfaringer, og dermed forhindrer du måske dig selv i at leve det liv, som du ønsker og drømmer om. Men overvej hvad du ville gøre, hvis du ikke var bange! For hvad er det værste der kan ske, ved at du springer ud i det du frygter? - og endnu mere vigtigt: hvad er det bedste der kan ske, ved at du springer ud i det du frygter?

Jeg ønsker dig mod på din vej!

Kærlig hilsen Gitte Sparsø, Coach og clairvoyant

Læs også