https://imgix.femina.dk/media/c7ad0fc703dc47f8a6292904d327d3b9.jpg
Træning og kost

Fødende kvinder sendes hjem med farligt stof

12. marts 2012
af Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Det farlige stof kan nemlig udløse en vestorm, som kan give barnet iltmangel

Fødsler kan sættes i gang med et stof kaldet Cytotec, og når danske fødende kvinder har fået det, sendes de ofte hjem.

Men Cytotec kan være farligt at bruge, da en bivirkning kan være, at de kraftige veer giver barnet iltmangel.

Det skriver dr.dk efter, at historien blev dokumenteret i 21 Søndag. Historien stammer fra en undersøgelse, der er blevet lavet på 14 ud af 22 danske fødeafdelinger.

- Det er risikabelt, hvis en kvinde får en vestorm, når hun er derhjemme. For så får hun meget hyppige veer med korte pauser, og så får barnet mindre ilt. Det kan et raskt barn kun klare i en vis periode indtil det vil begynde at reagere. Så kan det potentielt gå rigtig galt, siger Eva Rydahl, der er lektor på jordemor-uddannelsen og som står bag uddannelsen, til dr.dk.

Ikke godt nok overvåget
Cytotec bruges bl.a. til behandling af mavesår, og vores nordiske naboer bruger det da heller ikke som stikpille, som de danske læger gør.

I 2009 døde et barn, da moderen fik vestorm, og hun ikke var godt nok overvåget af jordmoderen, selvom hun lå på hospitalet. Efter denne sag blev det indskærpet, at man ved brugen af stoffet skulle være opmærksom på risikoen for vestorme.

Ifølge Eva Rydahl bør man ikke sende fødende kvinder, der har fået cytotec, hjem.

Kan ikke se problemet
Danske fødselslæger er dog afvisende, da det er ret få af kvinderne, der rent faktisk får en vestorm.

- Hvis man har sat stikpillen op og kontrolleret, at alt er som det skal være, så kan jeg ikke se, at det skulle være et problem. Så aftaler man, at hun skal henvende sig, hvis hun har veer eller oplevet at noget er i vejen, siger Kresten Rubeck Pedersen, der er næstformand for Dansk Selskab for Obstetrik og Gynækologi, til dr.dk.

Læs også