Træning og kost
3. april 2012

Farserede peberfrugter og tomater

Støt op om dit løb med sund, velsmagende og næringsrig kost. Ugens sunde opskrift fra voresmad.dk er farserede peberfrugter og tomater
Af: Karen Pallisgaard
https://imgix.femina.dk/media/092e6b48b5944d62a1450cb0a41679e6.jpg

opskrift: voresmad.dk

Med magert kød får du tilført et højt proteinindhold og protein er vigtigt for muskelopbygningen. Det bedste er, at spise noget lige efter du har været fysisk aktiv for igen at fylde de tømte energilagre. Tag fx en skive fuldkornsrugbrød med 4-8 skiver magert kødpålæg og drik et glas skummet- eller minimælk til.

Ingredienser (4 personer)
300 g hakket okse- eller kalvekød, 3-7% fedt
4 modne røde peberfrugter, 500 g
5 store, modne tomater, 500 g
1 lille squash, 125 g
1 bundt persille
1 løg, 100 g
2 kartofler - gerne en melet sort fx Estima, 150 g
3 fed hvidløg
½ potte basilikum
1 tsk æblecider- eller vineddike
1 tsk honning
2 spsk koncentreret tomatpuré
2 tsk salt
peber
1 æg
1 dl revet tør mild ost fx Svenbo eller Vesterhavsost, 75 g

Tilbehør
Groft brød, 200 g

Sådan gør du
Skyl og tør peberfrugter, tomater, squash og persille. Stil persillen til side. Flæk peberfrugter på langs og tag frø og frøstol ud. Skær "topskiven" med stilken af 4 af tomaterne og skrab kerner og saft ud med en teske. Kom kerner og saft i en skål og gem de udhulede tomater og deres "toppe". Halver den sidste tomat og klem kerner og saft ud af den. Hæld det i skålen til den anden saft/kerner. Pil løg, skræl kartofler. Skær squash, løg, kartofler og den halverede tomat i grove stykker og kør til et groft smulder i foodprocessoren. Hak persille - men gem et par kviste til pynt - basilikumblade og hvidløg. Kom det i foodprocessoren. Kom resten af ingredienserne og kødet i foodprocessoren og kør til det er en samlet masse. Fordel farsen i de hule grøntsager. Læg topskiverne på tomaterne som "låg". Læg/stil grøntsagerne i et ildfast fad. Sæt fadet i en 200° varm ovn og bag dem i 40-45 minutter. Fyldte grøntsager smager bedst, når de ikke er brandvarme. Helt kolde (ikke køleskabskolde), evt. dagen efter, smager de også godt.

https://imgix.femina.dk/legacy/media/cca6fefcb90e4f32a5d216836f9b3131.jpg

Læs også