Derfor virker din slankekur ikke
Foto: All Over Press
Du spiser rigtigt og dyrker motion, og alligevel kan du ikke komme af med kiloene. Det virker underligt, men der er rigtig mange fornuftige forklaringer.
Vægten står stille
Har du tabt dig meget og oplever, at vægttabet pludselig går i stå, kan det være fordi, du er et sted i forløbet, hvor du skal ændre lidt på din slankekur.
- Taber man sig ti kilo, vil det basale stofskifte være lavere, og så vil det være nødvendigt at korrigere kosten igen, forklarer klinisk diætist Charlotte Hartvig fra Kostklinikken Immanuel.
Kom af med mavedellen
Nogle oplever, at der blot er enkelte steder på kroppen, hvor fedtet er umuligt at komme af med. Maven er for mange kvinder det værste problemområde, og også her er der forskellige grunde til, at mavedellen forbliver intakt.
- Rygning holder på mavefedtet, så stop med at ryge, og du vil tabe dig. Mange rygere har nemlig et dårligt forhold mellem hofte- og taljemål, lyder rådet fra Charlotte Hartvig
De skjulte fælder
Og så findes der alle de små fælder i hverdagen, som vi ikke altid er opmærksomme på, men som får vægten til at reagere negativt. Bliver du for eksempel oppe til langt ud på natten, bliver du ikke bare søvnig - din appetit stiger også.