Derfor skal du spise hormonvenlig kost
Foto: All Over Press
Har du humørsvingninger, menstruationssmerter, overgangsaldergener eller svedeture, skal du måske kigge på, om du spiser en kost, der er tålelig for dit hormonsystem.
Der er nemlig nogle typer mad, der i højere grad bringer dine hormoner i balance.
- En hormonvenlig kost er supersund kost med vægt på gode, sunde proteiner, mange grøntsager og krydderurter. Der er nogle fødevarer, som er ekstra gode i forhold til den hormonelle balance. Disse fødevarer indeholder bl.a. fytoøstrogener og planteøstrogener, der på en mild måde kan medvirke til at stabilisere og understøtte hormonsystemet i forbindelse med nedgang i produktionen af egne hormoner, siger Sandra Pugliese, der er kok, foredragsholder og forfatter til bogen 'Kvinde, optimér din kost', som netop indeholder opskrifter og viden om hormonvenlig mad, til Alive.dk.
Begynd tidligt med den hormonvenlige kost
Forfatteren råder kvinder til, at de spiser hormonvenligt det meste af tiden, fordi det rent faktisk har en effekt. Også selvom der selvfølgelig skal være plads til en synd i ny og næ.
- Der er undersøgelser, der viser, at man kan mindske generne i overgangsalderen ved at spise hormonstabiliserende, og at det er en fordel at starte allerede i slutningen af 20'erne eller 30'erne, da de første hormonsvingninger kan opstå der. Den hormonstabiliserende kost er også optimal, når man er gravid - eller ønsker at blive det. Derudover vil ens menstruationssmerter typisk blive mindre intense og mindsket i styrke, hvis man spiser hormonstabiliserende, siger Sandra Pugliese, der også påpeger, at det bl.a. kan hjælpe mod humørsvingninger, hedeture og overgangsaldergener, og at mænd og børn i øvrigt ikke tager skade af at følge den hormonvenlige kost.
Herudover har kosten en positiv effekt på immunforsvaret, blodsukkerbalancen og fordøjelsen.
Hvidløg og makrel gavner din krop
Men hvad spiser man så, der er proteinholdigt eller grønt, og som gavner hormonbalancen?
Fødevarerne skal nemlig gerne indeholde væsentlige vitaminer og mineraler, plantenæringsstoffer, essentielle aminosyrer (som bygger protein i kroppen op), vigtige fedtsyrer (som kroppen ikke kan danne selv) og sukkerstoffer.
Nogle af de allermest hormonvenlige fødevarer er følgende:
- Mynte
- Rosmarin
- Timian
- Citronmelisse
- Hvidløg
- Ingefær
- Citrongræs
- Grøntsager generelt
- Laks
- Makrel
- Tun
- Hvide fisk
- Kylling
- Lam
- Kalv
- Linser
- Kikærter
- Bønner
- Perlespelt
- Rugkerner
Kilde: 'Kvinde, optimér din kost'
Står vores hormoner i vejen for os, når det kommer til karrieren? Få svar på det på Oestrogen.dk
Hvor meget ved du egentlig om hormonvenlig kost? Tag en test på Oestrogen.dk