https://imgix.femina.dk/media/fc3e51ce6057478abf5004b6d3ac523a.jpg
Træning og kost

Brug jordbær og drop dyre cremer

11. juli 2011
af Mia Qvist Scheelsbeck
Foto: All Over Press
Drop de dyre skønhedsprodukter og gå i stedet i køkkenet for at finde pleje til din krop

En scrub og en plejende maske til ansigtet - det kan hurtigt blive en dyr fornøjelse at passe godt på hår, hud og krop.

Men ifølge Nicole Cothrun Venables, der er stylist i USA, kan man let gå i sit køkken for at finde plejende ingredienser til sin hud. Har man dem ikke lige på køkkenhylden, er det ingredienser, der kan findes i det lokale supermarked eller i din have, skriver Huffington Post.

Agurk
Agurk kan hjælpe mod trætte og hævede områder omkring øjet, og den har et højt indhold af antioxidanter og silica. Agurk har også en positiv virkning i forhold til hudens celler.

Du kan bruge en skive agurk til at rense dit ansigt, men du kan også lave en agurkepuré som ansigtsmaske.

Bland agurkepuré med økologisk yoghurt, aloe vera-juice og havsalt, og lad masken hvile på huden i 10-15 minutter. Vask den af.

Avokado
Den fede frugt beskytter både hår og hud. Vitamin A i avokadoen giver blankt hår, vitamin B er med til at skabe balance i olieproduktionen og vitamin E beskytter mod sol og andre udefrakommende faktorer.

Lav f.eks. et plejende produkt med avokado, økologisk honning og mayonnaise eller mandelolie til ansigt, krop og hår. Lad det sidde i 15 minutter og vask det af.

Fuldkorn
Jo, det kan også betale sig at smøre havregryn ud i ansigtet. En scrub lavet af et fuldkornsprodukt kan nemlig eksfoliere huden, gøre den blød og give den fugt.

Prøv f.eks. at tage en halv kop økologisk gryn, der hurtigt er kogt i mandelmælk eller vand. Lad den køle af og smør den i ansigtet.

Jordbær
De røde bær indeholder bl.a. C-vitamin og æblesyre, som både renser og toner huden. Du kan lave følgende blanding, som særligt egner sig til at fjerne urenheder og holde tænderne hvide.

Tag lige dele jordbær, bagepulver, limejuice og tandpasta. Bland det sammen og påfør det på urenheder på huden og tænderne. Gør det en gang om ugen i fem minutter.

Papaya
Frugten er rig på C- og E-vitaminer og gør din hud blød og opstrammet på samme tid. Den giver også din hud en fin glød, og det er bl.a. derfor, at papaya ofte bruges i diverse skønhedsprodukter.

Lav en maske til både hud og hår med blendet papaya, en smule lime juice, appelsinjuice og varm honning. Det skal piskes godt sammen og have lov til at hvile i 10 minutter i hud og hår.

Æbler
En blanding af fintskåret æble, rosenblade og et par poser kamillete virker positivt mod træt hud. Blandingen modvirker irritation og betændelse og lukker porerne.

Du kan enten bruge blandingen i et badekar eller hælde den i en sprayflaske, og sprøjte dit ansigt og krop med den beroligende blanding.

Kokos
Kokosnød er også et produkt, der ofte er at finde i lækre skønhedsprodukter. Den kan styrke håret og virke lindrende i forhold til eksem og skæl.

Lav en maske af to skefulde kokosnødolie, pureret gulerod, geraniumolie, kamilleolie, jasminolie og rosemarin, salvie eller havsalt.

Læs også