Træning og kost
14. december 2015

Blog: Det er okay at sige "nej tak" – også i julen!

Julen flyder over med arrangementer med god (og fed) mad, som skylles ned med alkohol. Men alt med måde – og du må gerne sige ”nej tak”, selvom det er jul.
Af: Tine Grandjean, ernæringsterapeut
https://imgix.femina.dk/media/article/shutterstock_286850234.jpg

Ser du frem til julen med en blanding af rædsel og fryd? Glæden ved hygge, fester, familie, dejlig mad og sprøde kager? Men ser du også frem mod julen med rædsel af nogenlunde samme årsager? For mange arrangementer kan gøre, at du føler dig stresset og udmattet, inden julen overhovedet er startet. Og for meget af den søde og fede mad gør dig træt og uoplagt.

Der findes veje til at få det bedste fra flere verdener. Først og fremmest skal du ikke sige ja tak til noget du ikke har lyst til. Det gælder den hjemmebagte kage, æbleskiver, snaps og brunkager eller hele arrangementet. Er der for mange aktiviteter så drukner du i at styrte rundt og vise smil og julehumør alle steder.

Læs også: Det bedste og værste mad, du kan spise inden sengetid

Tænk tilbage og overvej hvor mange gange du har sagt ja tak, for ikke at være besværlig, uhøflig, udenfor eller ”fanatisk”. Men ønsker du selv, at dine venner eller kolleger skal spise mod lyst, bare fordi du har bagt (eller købt) æbleskiver. Ønsker du, at dine kære, skal gå hjem med mavepine eller overvældende træthed, fordi de sagde ja i stedet for nej. Eller ønsker du at dine venner, kolleger og familie kommer og deltager fordi de har lyst og glæder sig over at være med dig?

Det bedste vi kan gøre for hinanden er at være ærlige, selvom det betyder, at vi nogle gange siger nej tak – af årsager inde i os selv. Som ikke har med glæde og kærlighed til vores omgivelser at gøre. Og selvfølgelig tillade andre at være ærlige og takke nej, hvis de ikke har lyst til hele eller dele af vores arrangement.

>> Bliv abonnent på Q - prøv 3 måneder for kun 99 kroner her!

Og så er der det med maden…

Julemad er dejlig mad, men det er ikke kun den traditionelle kødrige, fede og sukkerige mad, som smager godt. Det skønne er at få lidt af det hele. Er det alkohol eller sødt kan det gøre glæde, hvis du kan holde det i små mængder. Ædegilder i fedt og sukker, skyllet ned med alkohol, kan være hensigtsmæssigt at holde sig fra.

Læs også: Må vi spise kulhydrater eller hvad?

Er det svært at ”nøjes”? Så kommer her et par fif:

-Fordi vi kan lide and, sylte, risengrød og småkager behøver det ikke være det eneste på bordet. And smager skønt med frisk rødkålssalat til. Risengrød er lækkert – som dessert, ikke som aftensmad. Laks og sild til julefrokosten skænker dig nogle vigtige omega 3 fedtsyrer.

-Læg vægt på, at der er noget sundt og smagfuldt at supplere de klassiske juleretter med. I december har jeg min yndlingssalat af fintsnittet rødkål, appelsin, granatæblekerner og hakkede nødder eller mandler (se billedet herunder). Den er sød og saftig, smuk og farverig. Den er fantastisk til at afhjælpe ”bivirkningerne” af den tunge julemad i maven. Med den som afrunding af mit måltid, sidder jeg ikke og hapser mere kød eller flere kartofler med sovs. Jeg har heller ikke trang til det søde bagefter. Så jeg kan nemt undvære desserten eller småkagerne. Hvis det altså er okay og let at sige nej tak uden skyldfølelse.

-I stedet for småkager som primært består af smør og sukker, laver jeg konfektkugler af nødder, dadler og mørk chokolade. Alt sammen guf med næring. Uden den samme ”jeg vil ha’ mer’”-følelse som traditionelt juleguf kan give.

Vælg en december for dig, og lad andre vælge for sig. Så bliver det så meget lettere at være sammen.

Vil du læse meget mere om det gode liv? Så køb Q online her:

https://itunes.apple.com/us/app/q-magasinet/id527160345?mt=8

Tine Grandjean er ernæringsterapeut. Hun underviser, holder foredrag og har skrevet flere bøger indenfor sit felt. Læs mere her: sundmedmad.dk

Læs mere om:

Læs også