Træning og kost
23. september 2009

6 grønne træningstips

Motion er sundt for din krop – men har du overvejet, om din motionsform også er sund for miljøet? Vi giver dig 6 træningstips, der gavner både dig og naturen
Af: af Line Hvid
https://imgix.femina.dk/media/6d5c2cad9b644e26b56879b3d4766e1c.jpg

Foto: Colourbox

GRØNNE TRÆNINGSCENTRE

I USA er den nye trend grønne fitnesscentre, hvor man bruger energien fra medlemmernes træning til at skabe strøm til maskinerne. Derudover har man tænkt helt ned i detaljerne med miljøvenlige rengøringsmidler og genbrugstoiletpapir. Læs mere om de grønne fitnesscentre på www.thegreenmicrogym.com

1. Lav strøm, mens du cykler
I Japan har man netop opfundet en motionscykel, der omdanner den hårde træning på cyklen til strøm. Så mens man tramper i pedalerne, kan man f.eks. generere strøm til radioen. Og hjemmebrygget kaffe får en helt ny mening, når man rent faktisk selv både har malet bønnerne og endda skaffet strømmen. Se mere om den strømskabende motionscykel på www.cylec.com

2. Løb eller ta' cyklen til træning
Når du melder dig på et træningshold, så tænk over, om træningscenteret ligger i passende afstand til, at du kan gå, løbe eller cykle derhen. Og selv om det stadig kan være fristende at hoppe ind i bilen, når du skal til fitness, så lad være. Hop hellere direkte i træningstøjet, og løb eller cykl derhen. Det fungerer godt som opvarmning og er den mest miljørigtige form for transport.

3. Genbrug din drikkedunk
Der findes stadig vandflasker uden pant i Danmark. Men det er både dyrt og skadeligt for miljøet at købe en ny flaske, hver gang man skal træne. Hav din drikkedunk til at ligge fast i sportstasken. Det er både godt for pengepungen og naturen.

4. Løb til musik fra en vindopladet iPod
Nu er det faktisk muligt for dig at tage din iPod med på løbeturen, uden at du behøver at have sat den i stikkontakten først. Man har nemlig opfundet en miljøvenlig batterioplader, der simpelt hen skaber strøm ved hjælp af vindens kraft. Du sætter din iPod til den specielle batterioplader, lægger den et sted med vind i en time, og så har du omkring fem timer at løbe på, før du løber tør for strøm. Se mere på www. kinesisindustries.com

5. Vask træningstøjet miljørigtigt
Éns træningstøj er per definition ikke særlig vellugtende, efter at det har været i brug. Derfor kan det være fristende at kyle det direkte i vaskemaskinen og sætte en vask i gang. Men husk dog at fylde maskinen helt op, da du bør spare på både energien og vandet. Hvis der ikke er til en fuld vask, kan du eventuelt hænge tøjet til tørre i det fri. Det er heller ikke nødvendigt at vaske ved 60° eller 90°. Ved for eksempel at bruge koldtvandsvaskepulver bliver dit træningstøj rent ved 40°. Undgå også skyllemiddel, da det ofte indeholder miljøskadelige stoffer.

6. Kom ud af træningscenteret
Hvad er mere grønt end den natur, der omgiver os? Hvorfor ikke droppe løbebånd og den indelukkede atmosfære og kaste sig ud i den friske luft? Har du brug for lidt ekstra motivation, kan du drage nytte af tilbuddet "Hello Fitness". Her kan man for 99 kroner om måneden ubegrænset tilmelde sig udendørshold med tilknyttede trænere. "Hello Fitness" findes i både København, Århus, Odense og Aalborg og tilbyder både yoga, løb og en masse andet. Man mødes forskellige steder i byerne, og al træning foregår ude i den skønne natur. Se mere på www.hellofitness.dk

Få en nem opskrift på hjemmelavet energibar og energidrik her

Læs mere om:

Læs også