Mavesyre - Med disse husråd kan du neutralisere mavesyre
Sund mave

Slip for mavesyre: Gode råd til at neutralisere maven

17. marts 2020
af Malene Fich Weischer og Josefine Gammelgaard. Udgivet første gang 17. september 2014
Foto: Shutterstock
For meget mavesyre er generelt ubehageligt - særligt når du skal sove. Vi har her samlet 12 gode husråd til, hvordan du neutraliserer maven.

De fleste af os kender nok det at sidde og hygge sig med familien foran tv’et et par timer efter aftensmaden og mærke den lille snacksult komme snigende.  

Men selvom det kan være utroligt fristende at kaste sig over en skål popcorn eller måske smøre sig en lille franskbrødshaps med nutella før sengetid, er det desværre aldrig en god idé.

Det kan nemlig føre til en urolig nattesøvn med halsbrand og sure opstød, hvis du er en af dem, der kværner en pose franske kartofler, før du lægger hovedet på puden.

Det, man spiser om aftenen, når man ikke at forbrænde, før man går i seng, og det gør, at man producerer mere mavesyre.   

– Det er vigtigt, at mavesækken er tom, når man lægger sig til at sove. Retningslinjerne er, at man ikke må spise de sidste timer, før man går i seng, fordi man så producerer mavesyre, siger Peter Bytzer, professor i mavetarmsygdomme ved Københavns Universitet.

Hvad er mavesyre og refluks?

Refluks er fagtermen for syregener – altså de gener, der kommer, i forbindelse med at der løber mavesyre fra mavesækken tilbage i spiserøret. Det kan forårsage halsbrand, brystsmerter, sure opstød og svie i mellemgulvet.

Professor Peter Bytzer forklarer, at der nederst i spiserøret sidder en ringmuskel, vi ikke kan styre. Den har med andre ord sin egen frie vilje, og det er den, der bestemmer, om der skal være passagen mellem spiserøret og mavesækken skal være åben eller lukket.

I maven er der højere tryk end i brystkassen, og hvis musklen slapper af, så åbner passagen sig. Er det luft, der kommer op, bøvser man, og hvis der er mavesyre, så er det den, der kommer op, forklarer professoren.

Slimhinden i spiserøret er ikke skabt til at kunne tåle mavesyre, ligesom mavesækkens slimhinde er, og derfor gør det ondt.

At have syregener er meget almindeligt. Ifølge sundhed.dk regner man med, at 5-10 % af alle voksne dagligt oplever gener i forbindelse med refluks, men det er kun hver fjerde, der går til lægen med det. Det er heller ikke nødvendigvis et symptom på sygdom. Nogle mennesker er blot mere udsatte for at få refluksgener.

– På grund af noget så enkelt som tyngdekraften har mavesyren nemt ved at løbe tilbage op gennem spiserøret om natten. Det sker også nemmere hos nogen mennesker end andre. Nogle er simpelthen mere eksponeret for, at mavesyren løber baglæns op gennem spiserøret. Derfor er det vigtigt, at man lytter til sin krop og lægger mærke til, hvornår man oplever det, og hvad man har spist i den sammenhæng, siger Peter Bytzer.

Hvad gør man, hvis man føler, man har for meget mavesyre?

Der er forskellige ting, man kan gøre ved refluksgener. Peter Bytzer understreger, at der er retningslinjer, man kan følge - men at de ikke gælder for alle. Hvad der kickstarter og sætter en stopper for generne, varierer fra person til person. 

– Ved at lægge mærke til, hvornår man får halsbrand, brystsmerter eller sure opstød, vil man vil som regel opleve, at det sker, efter man har spist en bestemt type mad. Hvis det sker hver gang, man spiser lige præcis dét, så må man styre udenom det.

Der er dog ting, som generelt kan neutralisere mavesyre. Ifølge Peter Bytzer skal man hellere spise små måltider end store. Har man tendens til refluks om natten, kan det også hjælpe at ændre på kroppens hældning, mens man sover.

Husråd mod for meget mavesyre

Undgå for sene måltider og kaffe inden sengetid, hvis du ikke vil have for meget mavesyre.

– Der er mange, der køber en elevationsseng for at få hele kroppen til at ligge skråt. Det er helt essentielt, at det er hele kroppens hældning, der bliver ændret. Det hjælper ikke bare at lægge en ekstra pude under nakken, siger han.

Desuden anbefaler han at købe en syreneutraliserende håndkøbsmedicin, som virker øjeblikkeligt, er harmløst og ikke giver bivirkninger, hvis man kun oplever symptomer en gang imellem.

Nedenfor giver vi dig en række gode råd til, hvad der generelt neutraliserer mavesyre. Det er altid bedst at kontakte din læge, hvis du er i tvivl om, hvorvidt dine problemer med mavesyre er harmløse eller skyldes en sygdom. 

Læs også