Tynd mave, dårlig mave, diarré
Sundhed

Nej tak til tynd mave: Gode råd mod diarré

10. maj 2023
af Redaktionen
Foto: Colourbox
Har du dårlig mave og går på toilettet oftere end normalt? Tynd mave kan skyldes flere ting. Læs om dem her, og få gode råd til at få maven i balance igen.

Tynd mave (diarré) er når du har en tynd afføring, og du går på toilettet oftere end normalt.

Der kan være flere forskellige årsager til, hvorfor du har fået dårlig mave – og der er heldigvis også flere forskellige måder at komme i bedring på.

For uanset hvad, er det ikke rart at have ondt i maven og gå på toilettet oftere end normalt.

Hvorfor får man tynd mave?

Der kan være flere forskellige årsager til tyndmave eller diarré.

Diarré kan inddeles i akut diarré eller kronisk diarré. Hvis du har akut diarré kan det skyldes, noget du har spist. Det er ofte en virus, bakterier eller affaldsstoffer fra maden, skriver apoteket.dk.

Det kan også skyldes en infektion fra andre smittede personer, og derfor er det vigtigt at huske god hygiejne.

Symptomer på diarré

  • Tynd afføring
  • Ingen appetit
  • Mørk sparsom urin
  • Tørst
  • Sløvhed
  • Utilpashed
  • Hovedpine

Hvis du derimod har kronisk diarré, kan det dreje sig om en række andre sygdomme eller allergier:

  • Irritabel tyktarm
  • Fødevare intolerans
  • Kronisk inflammatorisk tarmsygdom
  • Laktoseintolerans
  • Cøliaki
  • Kronisk bugspytkirtelbetændelse
  • Antibiotikabehandling
  • Overforbrug af afføringsmidler
  • Stofskiftesygdomme
  • Kræftsygdomme
  • Galdesyremalabsortion
  • Indtagelse af for meget alkohol

Hvis du oplever tynd mave eller diarré over længere tid, er det vigtigt at du opsøger din læge.

Apoteket.dk skriver, at det er en god ide at søge læge efter to uger med tynde og hyppige afføringer. Hvis du har diarré med pus, høj feber, voldsomme mavesmerter eller sløvhed, skal du søge læge med det samme.

Giver kosten dig tynd mave?

Har du en mistanke til, at det er din kost, der giver dig tynd mave, kan det være en god ide at føre dagbog over din kost. Det skriver Aarhus Universitetshospital.

Tror du, at en bestemt fødevare giver dig diarré, så kan du prøve at undlade det i 3-4 uger og se, om du får det bedre.

Fødevarer, der kan give tynd mave

Der er også nogle fødevarer, der kan give dig tynd afføring. Det er blandt andet:

  • Rå grøntsager
  • Fuldkorn
  • Meget frugt
  • Alkohol
  • Frugtjuice
  • Kaffe
  • Kunstige sødemidler
  • Søde drikke i større mængder

Kilde: Aarhus Universitetshospital

Hvad hjælper mod tynd mave?

Hvis du har dårlig mave, kan du også prøve dig frem med en kost, der nedsætter hastigheden i tarmene.

For eksempel kan det være en god ide at spise brød med formalet mel i stedet for hele kerner. Det gælder i både rugbrød og franskbrød.

Herudover kan du prøve at spise kogte eller dampede grøntsager i stedet for rå grøntsager.

Kartofler, ris, pasta, banan og revne æbler kan også gøre afføringen fastere. Syrnede mælkeprodukter som A38, ymer eller Cultura indeholder mælkesyrebakterier, der har en god indflydelse på tarmfloraen.

Det er også vigtigt at holde øje med væskebalancen. Hvis du drikker for meget, sætter det endnu mere gang i tarmfunktionen. Men du skal heller ikke drikke for lidt. Kaffe kan desuden give rumlen i maven, luft i maven og tynd afføring hos nogle.

Hvis du har akut diarre er det vigtigt, at du får rigeligt med væske. Gerne 3-4 liter dagligt og gerne væske med indhold af sukker og salt, skriver apoteket.dk.

Supplér med loppefrøskaller

Loppefrøskaller er et fiberkosttilskud, som du også kan afprøve, hvis du har tynd afføring. Du kan købe loppefrøskaller i Matas, på apoteket, i helsekostforretninger og i de fleste supermarkeder.

Loppefrøskaller opsuger væsken i tarmen og svulmer op. Tarmindholdet vil få en mere tilpas konsistens, dvs. at tynd afføring samler sig og bliver fastere, mens hård afføring bliver blødere.

Det kan dog tage en måned eller mere, før den optimale virkning kommer, da tarmen skal vænne sig til den ændrede fordøjelse.

Kilde: Aarhus Universitetshospital

Læs også