Sociale medier stjæler din teenagers søvn
foto: Panthermedia
Sociale medier stjæler din teenagers søvn
Hver femte teenager er aktiv på mobilen – om natten! Det viser ny forskning i Journal of Youth Studies. Og faktisk kan det have konsekvenser for deres øvrige liv.
Den natlige skærm-aktivitet gør nemlig teenagere tre gange mere tilbøjelige til at føle sig konstant trætte i skolen end deres jævnaldrende, som ikke logger på om natten. Og det påvirker måske deres livsglæde og velbefindende!
Over 900 engelske elever i alderen 12-15 år udfyldte et spørgeskema om, hvornår de gik i seng og stod op, og om, hvor ofte de vågnede om natten for at bruge sociale medier. De blev også spurgt om, hvor tilfredse de var med forskellige aspekter af deres liv, herunder skolen, venskaber og udseende.
LÆS OGSÅ: Teenagebørn på sociale medier: "Vi tror ikke, det kan være så slemt - men det ER slemt"
Natteravnene er mindre glade
Én ud af fem svarede ”næsten altid” på spørgsmålet om, hvorvidt de var online midt om natten – og langt flere piger end drenge. Ud af natteravnene var der tre gange så mange, der led af konstant træthed. Og de elever, der rapporterede om meget træthed, var signifikant mindre glade.
LÆS OGSÅ: Din smartphone ændrer din hjerne
Resultaterne understøtter forskernes voksende bekymring for de unges natteforbrug af sociale medier. Men da de mulige forklaringer på træthed i skolen er komplekse, er der behov for større undersøgelser, før man kan drage sikre konklusioner om årsager og konsekvenser af søvnmangel blandt ungdommen i dag.