Sundhed
12. juli 2005

Skal en femårig kunne vise hensyn?

Jeg har en femårig dreng, som for godt et halvt år siden blev storebror til en pige. Tiden siden har været og er turbulent for os alle i familien: Han
Af: Ulla Nielsen
https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg

Jeg har en femårig dreng, som for godt et halvt år siden blev storebror til en pige. Tiden siden har været og er turbulent for os alle i familien: Han nyder sin søster, men bliver ked af det, når han som regel ikke får reaktioner fra hende, som han ønsker sig. Han ville nok helst have, at hun kunne rejse sig og juble "fedt, brormand!". Og det gør hun jo på sin egen måde, men han er blevet så fastlåst i sine forventninger til hende, at det er vanskeligt at få ham til at se hendes små signaler.
Så grundlæggende er han måske vred på og skuffet over sin søster. I hvert fald er han meget voldsom i sin omgang med hende, ruller hende rundt - specielt når jeg siger, jeg ikke vil have det, f.eks. fordi hun har spist - tumler hende voldsomt, svinger bevidst faretruende med armene foran hendes ansigt o.lign. Og så er han begyndt helt bevidst og overlagt at vække hende om morgenen. Og det bliver jeg helt forfærdelig ked af og vred over. For jeg synes, at en 5-årig, hvis egne grænser i så vid udstrækning vi formår det, bliver respekteret, skal kunne respektere, at han skal være stille i vores soveværelse, fordi hans lillesøster har brug for at sove. Skidt med det praktiske problem i at hun vågner. Hvis bare jeg kunne få øje på, at han forsøger at tage hensyn. Men forventer jeg for meget af ham?
Eller tager han hensyn, uden at jeg kan se det? Eller hvad er det, vi ikke tager hensyn til i ham, siden han tror, det er vejen frem?
Kan I mon hjælpe mig med at komme videre? Eller er der nogen steder, jeg kan henvende mig - udover hos min egen sundhedsplejerske?
Snart desperat

Kære Desperat
Du ønsker at se din store dreng tage hensyn til sin nye lillesøster. Det er en opgave, som selvfølgelig kan og skal lykkes. Og det tror jeg også vil lykkes, fordi han gør en indsats. Det virker som om din dreng gør mange forsøg på at være i kontakt med sin søster, men måden, han gør det på, er ikke hensigtsmæssig. Du må også huske på, at i mindst fire år har din dreng været barnet i centrum. Nu prøver han at inkludere sin søster. Han ved ikke rigtig hvordan, for samtidig vil han selvfølgelig gerne bevare sin position.
Så før du kan arbejde med hans adfærd overfor din datter, må du se på, om han føler sig overset eller tilsidesat, efter at den lille ny er kommet til. En baby appellerer jo stærkt til ens omsorgsinstinkt. Det betyder, at man næsten altid tilgodeser den lille først og lader den store vente, hvis begge har brug for én. Hvis det er sådan, så prøv at bytte om, så det er den store, der bliver tilgodeset først. Hvis ikke det er muligt, så giv din dreng kontakt, sig, du har set hans behov, og at du er klar lige om lidt. Han skal mærke, at han også positivt er i centrum.
Så skal du vejlede ham i hans kontaktforsøg og forklare, hvad småbørn kan lide, og hvordan de viser deres glæde. Når han fx svinger armene foran din datter, så fortæl, at hun sikkert gerne vil se på ham, men at hun ikke kan se noget så tæt på, at hun bliver bange osv., men at I kan sætte hende, så hun kan se på ham, og at han kan "optræde" for hende lidt på afstand. Det vil hun sikkert more sig over.
Om morgenen må du komme ham i forkøbet, når du hører, han kommer eller vågner. Så gå hen til ham og tag ham ud af soveværelset, gå væk derfra, så han ikke kan vække sin søster - hyg jer i stedet med morgenmaden eller noget andet. Så er du solidarisk med ham, samtidig med at du viser, hvordan man tager hensyn, og at du vil have din datter sover videre. Skal han lære hensynet, er det godt at gøre det sammen, så din dreng ikke føler, at alt hvad han gør i forhold til sin søster er forkert. Han ønsker tydeligt nok, at være en del af det fælles liv I har med plads til begge børn. Så din dreng skal have hjælp til at finde ud af, hvorfor måder at agere på kan være uhensigtsmæssige, og så skal han have alternativer, så han kan opnå det, der er hans gode intentioner.

Susse Stuhr, pædagogisk konsulent

Læs mere om søskende

Læs også