https://imgix.femina.dk/media/6b9706ecb14648ada0dc801b01113ec3.jpg
Selvudvikling

Sådan bryder du fem dårlige vaner

5. februar 2012
af Redaktionen, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Bider du negle, sladrer for meget og kommer for sent? Få hjælp til at droppe vanerne

Vi har alle dårlige vaner, og de kan være svære at komme af med igen. Det kræver i hvert fald både øvelse og vilje.

Realsimple.com har samlet nogle gode råd om, hvordan du skiller dig af med følgende fem dårlige vaner:

Du kommer for sent
Det kan være ganske irriterende for andre, når du ikke kommer til de aftalte tidspunkter. Det er ikke specielt respektfuldt over for andres tid, og det skyldes måske, at du inderst inde synes, din tid er vigtigere end andres.

Sådan stopper du:
Du skal definere, hvilke opgaver/vaner der gør, at du kommer for sent. Måske er det fordi, du bruger for lang tid på at spise morgenmad om morgenen.

Tag tid på de forskellige ting, du laver om morgenen og hav din tid bedre planlagt. Du kan også stå op fem minutter før, så uforudsete faktorer ikke påvirker din tid. Lov også dig selv, at du ringer til de personer, du kommer for sent til en aftale med.

Du bider negle
At bide negle kan skyldes nervøsitet, og at det giver en vis tryghed. Ifølge Alan Strathman, der professor i psykologi ved University of Missouri, svarer neglebidning til, at spædbørn sutter på tommelfinger.

Sådan stopper du:
Læg mærke til hvornår du bider negle og forsøg at gøre noget andet i stedet. Det kan være en stressbold, du kan nulre med hænderne, når trangen til at bide negle melder sig. Du kan også lakere dine negle med særlige produkter mod neglebidning, der smager forfærdeligt. Det kan også være en idé at få en manicure, for det gør måske, at du ikke har ligeså meget lyst til at bide i og ødelægge neglene.

Du klynker
Det kan være, at du som barn og teenager fik det, du ville, når du beklagede dig. Men det går ikke som voksen, selvom din mand eller kone måske falder for det.

Sådan stopper du:
I stedet for at blive sur og tvær, når tingene ikke går, som du har planlagt det, skal du hellere forsøge at bede konkret om det, du vil have. Er familien eksempelvis på restaurant, nytter det ikke noget at klynke til familien omkring, at I har fået et dårligt bord lige ved toiletterne. Tag hellere problemet op med personalet på restauranten, så I kan blive flyttet og få en bedre aften.

Du sladrer
Det er en dårlig vane at sladre om andre - også selvom andre gør det om dig. At sladre er faktisk et forsøg på at fjerne fokus fra dine egne fejl ved at udstille andres. Det kan være et tegn på, du mangler selvtillid.

Sådan stopper du:
I stedet for at sladre om andre, så tal om nogle helt andre ting. Det kan være noget, du har oplevet, en ny restaurant i byen, weekendens planer, musik eller noget andet. Tænk også på, at der er stor risiko for, at dine kollegaer opdager, du sladrer om dem. For selvom du måske stoler på dem, du sladrer til, kan det sagtens være, de fortæller det videre. Du kan både miste tillid, venner og professionelle kontakter på at sladre.

Du er perfektionistisk
Måske har dine forældre presset dig, eller måske har du bare meget høje forventninger til dig selv. At forsøge at være perfektionistisk kan give dig stress.

Sådan stopper du:
Træn dig selv i at være mere ligeglad. Det kræver lidt træning, men når det drejer sig om opgaver, der ikke betyder så meget, kan det være i orden at springe over, hvor gærdet er lavest. Det kan f.eks. være noget så simpelt som at droppe at rede sengen om morgenen.

Hvis du skal udføre en opgave, kan du også sætte tid på, hvor lang tid du må bruge på opgaven, så din tid ikke går med perfektionistiske detaljer. Du kan også udfordre din perfektionistiske person med eksempelvis at tage sangtimer, selvom du slet ikke kan synge.

Læs også