Renée: Skal vi alle sammen være enige?

Jeg fik for et par uger siden et spørgsmål i min brevkasse, der handlede om de diskussioner, man kan have i børnenes skoleklasser. Det kan dreje sig om ALT. Hvad må de se i TV? Må de drikke alkohol? Hvor mange må der inviteres til en videoaften, før ALLE i klassen SKAL inviteres med? Må de gå i T-shirts, der viser bart maveskind?

Spørgsmålet fik mig til at tænke lidt over, hvorvidt det er nødvendigt, at forældre i en klasse skal have fælles holdninger. Selv har jeg gennem tiden været ambivalent i forhold til fælles forældreholdninger. På den ene side tænker jeg, det er relevant, så alle kan føle sig godt tilpas i en klasse. På den anden side har jeg ofte fundet det en smule irriterende, at andre skulle bestemme over mine børn. Måske fordi jeg selv er lidt ”løs i kødet” som mor, forstået på den måde, at jeg nok ikke har været så frygtelig konsekvent, men mere sådan har lavet reglerne, efterhånden som jeg fik brug for dem.

Renées klumme i sidste uge: Ikke en kur, men en skridt på vejen

En diskussion, jeg tydeligt husker, var i min datters klasse, da hun gik i 6. En del forældre mente, at pigerne ikke måtte bruge makeup. De var for unge. Det sendte de forkerte signaler (underforstået: seksuelle). Og det var synd for dem, der endnu ikke var parate til makeup, hvis de følte sig presset til at bruge det, osv.! Min datter var selvfølgelig en af dem, der helst gik i skole med så meget øjenskygge på, at hun lignede en pandabjørn, og ærlig talt syntes jeg, hun så frygtelig ud. Men hvad jeg mente, var lige meget, for hun havde selv en oplevelse af at være stangsmart, og det var ligesom det, der var meningen med det hele. At der måske var nogle, der følte sig presset, jamen, er der ikke altid nogen, der er tidligt ude, og andre, som er sent ude? Og skal vores børn ikke netop lære at distribuere nej og ja, så det passer til lige netop dem? Seksuelle signaler? Hmm, hvis der er voksne, der kan læse den slags signaler hos en 12-13-årig, så er det efter min mening den voksne, der har et problem, ikke barnet.

Jeg havde altså en del overvejelser, men endte med at bøje mig for overmagten, hvilket gjorde min datter rasende og gav anledning til mange og lange diskussioner derhjemme. Og ærlig talt, jeg fortrød bittert. Hun var meget, meget vred over, at jeg lod andre forældre bestemme over hende, hvilket jeg måtte give hende ret i. Jeg oplevede det som dumt af mig, at jeg indvilligede i en fælles forældreholdning. En holdning, der slet ikke var min, og som gjorde, at jeg endte med at skulle skændes med mit barn om noget, jeg aldrig i livet har gidet skændes om, nemlig tøj og makeup. Det er ikke, fordi jeg ikke vil skændes og have holdninger til alt muligt, men jeg vil frygtelig gerne have lov til selv at bestemme, hvorfor og hvornår jeg tager de skænderier. I grunden er det et meget fromt ønske, er det ikke?

Kærlig hilsen
Renée