behandling overgangsalder
Sundhed

Behandling i overgangsalderen: Hormonbehandling og naturmedicin

3. februar 2023Opdateret 20. november 2023
af Redaktionen
Foto: Shutterstock
Overgangsalderen kan komme med et væld af symptomer og gener, men det betyder ikke nødvendigvis, at du skal have hormonbehandling. Bliv klogere på behandling i overgangsalderen her.

Det er langt fra alle, der har brug for behandling i overgangsalderen, og langt de fleste kan komme igennem overgangsalderen uden hormonbehandling. Selvom overgangsalderen kan være lig med ubehagelige symptomer som hedeture og blødningsforstyrrelser, skal der en del gener til, før lægerne anbefaler hormoner til overgangsalderen.

Vi kan dog ikke komme uden om, at nogle også får store gener i overgangsalderen af enten en eller flere symptomer. Hvis du er – eller bliver – en af dem, kan du finde hjælp lige her, hvor vi har samlet en oversigt over, hvordan og hvilken behandling, man kan få for at komme lettere gennem overgangsalderen.

Der findes nemlig flere forksellige behandlinger med hormoner til overgangsalderen, og hvis du ikke kan elller vil gå ad hormon-vejen, er der også naturmedicin mod overgangsalder, som nogle har success med.

Hvad hjælper mod overgangsalderen?

Der er forskellige præparater, såsom hormoner eller naturmedicin, samt tips til at komme lettere gennem overgangsalderen. Behandling i overgangsalderen kan være nødvendig, hvis man er meget generet af symptomerne, men der er også mange ting, du selv kan gøre for at komme godt igennem overgangsalderen.

Sund, varieret kost og motion gør underværker mod symptomer i overgangsalderen. Du kan læse de bedste tips til, hvad du skal spise i overgangsalderen lige her.

Motion og bevægelse hjælper også mod ledsmerter og væskeophobning i overgangsalderen. Symptomer som hedeture, kan du afhjælpe lidt ved at bære lag-på-lag tøj, som nemt kan tages af og på, når varmen rammer. Oplever du hedeture om natten, kan du prøve at sove i et lidt køligere soveværelse.

Overgangsalder behandling

Der findes forskellige typer af behandling i overgangsalderen. Den mest traditionelle behandling i overgangsalderen er hormonbehandling, ofte med østrogen. Inden for hormonbehandling findes der dog også forskellige tilgange, såsom systemisk eller lokal behandling og med piller, plastre eller andet.

Behandlingsformen bestemmes blandt andet ud fra, hvilke symptomer og gener, man oplever. Derudover har du selvfølgelig også selv en stemme i at bestemme, hvilken behandling, du vil benytte. Nogle vil eksempelvis gerne undgå hormoner og går i stedet til naturmedicin.

Her gennemgår vi nogle af de mest typiske behandlingsformer med hormoner til overgangsalderen.

Hormonbehandling i overgangsalderen

I overgangsalderen holder kvindekroppen næsten op med at producere de kvindelige kønshormoner, og især mængden af østrogen bliver minimal. Hvis man går for tidligt i overgangsalder, kan behandling med hormoner være nødvendig – især hvis man vil blive gravid.

Det hormonelle fald og ubalance er årsag til mange af overgangsalderens symptomer, og derfor kan der være brug for hormoner til overgangsalderen.

Der findes to måder at medicinere med hormoner i overgangsalderen, lokalt eller systemisk.

Lokal hormonbehandling

Når man taler om lokal hormonbehandling betyder det, at hormonerne føres ind ved skeden og kun virker lokalt i underlivet.

Lokalbehandling med hormoner er enten med østrogen eller prasteron, og kan fås som creme eller stikpiller. Creme og piller med hormoner skal bruges et par gange om ugen.

Man kan også få en ring, der indeholder østrogen og ligger oppe i skeden i tre måneder ad gangen.

Lokal hormonbehandling kan bruges af alle pånær kvinder i behandling for brystkræft. Denne behandling bruges især, hvis det eneste generende symptom er gener i underlivet.

Systemisk hormonbehandling

Den systemisk virkende hormonbehandling påvirker, ligesom den lokalt virkende, underlivet, men går også i resten af kroppen. Derfor kan den systemiske behandling være god mod hedeture. Denne form for behandling sker med hormonet østrogen eller gestagen, og kan tages gennem hormonplaster, -gel, -spray eller -tabletter.

Hormoner til overgangsalder

Hormonbehandling i overgangsalderen sker som regel med gestagen, østrogen eller østradiol. Disse hormoner mangler kvinder i overgangsalderen nemlig, og det er manglen på disse hormoner, der giver de ubehagelige symptomer.

Gestagenbehandling

Gestagen dækker over en større samling af hormoner, der regulerer livmoderslimhinden og dermed også menstruationerne. I perioden op til overgangsalderen, hvor man får uregelmæssige blødninger, kan man tage gestagen for at gøre blødningerne mere regelmæssige eller få dem til at stoppe helt.

Gestagen hjælper dog ikke mod andre symptomer og gener i overgangsalderen, og der kan derfor være brug for at kombinere med andre hormonbehandlinger.

Gestagenbehandling kan ske i form af tabletter eller via en hormonspiral. Hormonspiral i overgangsalderen kan være rigtig god til at regulere blødninger.

Østrogenbehandling

Mod andre symptomer i overgangsalderen er østrogenbehandling effektivt. Du kan også se eller høre det blive omtalt som østradiol, som er det samme østrogen æggestokkene danner. Denne handling går ind og supplerer med hormoner, når æggestokkene stopper med at producerer østrogen i overgangsalderen.

Østradiol behandles som regel sammen med gestagen (progesteron), og bruges kun alene, hvis livmoderen er blevet fjernet. Hvis østradiol tages alene, kan det give blødningsprobelemer og på sigt give celleforandringer i livmoderen. Kvinder der ikke har fået fjernet livmoderen skal derfor have en kombineret hormonbehandling med østradiol og gestagen.

Østrogen eller østradiolbehandling fås som tabletter, spray eller plaster.

Hvor længe skal man tage hormoner i overgangsalderen?

I store træk bestemmer du selv, hvor længe du vil behandles med hormoner for overgangsalderens symptomer. Der er forskelligt, hvor længe symptomerne varer, og man kan derfor ikke på forhånd sige, hvorvidt, hvordan og hvor længe der er brug for behandling.

Det er slet ikke sikkert, at du har brug for hormonbehandling, og det skal kun tages i brug, hvis man oplever gener ved symptomerne i overgangsalderen.

Der er stadig ikke sikker viden om, hvordan behandling over en længere periode påvirker kroppen, men risikoen for bivirkninger stiger jo længere behandlingen er.

Hvis du vil prøve at stoppe med hormonbehandling, kan du langsomt trappe ned eller prøve at stoppe helt og se, om symptomerne vender tilbage. Tag altid en snak med din læge, hvis du er i tvivl om hvorvidt du skal starte, ændre eller stoppe hormonbehandlingen.

Risiko ved hormonbehandling

Mange kan bruge hormonbehandling i overgangsalderen uden store bivirkninger eller efterfølger, men det er ikke udelukkende risikofrit.

Længere tids brug af østrogen og gestagen, altså systemisk behandling, kan øge risikoen for brystkræft. Her snakker man dog over 5 år for almindeligt raske kvinder. Et par års hormonbehandling øger ikke risikoen væsentligt.

Risikoen for bivirkninger stiger med kvindens alder, ligesom generel sundhed og livsstil samt arvelige forhold også kan øge eller sænke risikoen.

Der er ingen grund til at være bange for hormonbehandling, hvis du er sund og rask og blot oplever symptomer som følge af overgangsalderen. Hormonbehandling skal dog kun tages i brug, hvis symptomerne virkelig er generende, og helst bruges i kortest mulig tid.

Lokalbehandling kan bruges så længe du har lyst, helt uden risiko. Det gælder dog ikke for kvinder i behandling for brystkræft.

Snak altid med din læge om din personlige risiko for hormonbehandling og eventuelle bekymringer.

Naturmedicin mod overgangsalder

I overgangsalderen søger mange mod naturmedicin og alternativ behandling, og her er også en del at vælge mellem. Der er ikke reel evidens på, at naturmedicins virker mod overgangsalderens symptomer, men nogle oplever en positiv virkning.

Da der ikke er bevis for at et bestemt eller flere naturmidler skulle virke som behandling i overgangsalderen, er det med at prøve sig frem, hvis du vil gå naturmedicinens vej.

Rødkløver: Naturlig behandling i overgangsalderen

Blandt naturmedicin mod overgangsalderen er rødkløver et af de mest populære præparater. Rødkløver findes i flere kosttilskud til kvinder i overgangsalderen, men kan også tages mere ’rent’.

Hvad er rødkløver?

Rødkløver er en blomstrende plante, der indeholder planteøstrogener, som man mener kan regulere det menneskelige hormonsystem. Rødkløver fås i form af te, kosttilskud eller ekstrakt, og nogle bruger det som alternativ behandling i overgangsalderen i stedet for hormoner.

Virker rødkløver mod overgangsalder?

Rødkløver kan købes som naturmedicin mod overgangsalder, men virker den naturlige behandling så også? Forskning fra Aarhus Universitet viser, at der kan være noget om, at urtemedicinen rødkløver kan lindre symptomer i overgangsalderen. En vigtig pointe herfra er dog, at det skal være gæret rødkløver-ekstrakt.

Ifølge studiet kan rødkløver-ekstrakt lindre eller forhindre hedeture, hormonelle udsving og knogleskørhed. Der viste sig umiddelbart ingen bivirkninger fra naturmidlet. Her så de klare resultater i form af færre overgangsalder-symptomer ved dagligt indtag af rødkløver i 3 måneder.

Der mangler stadig grundigere forskning på rødkløver og andre naturmidler, før sundhedseksperter erklærer, at det har en bevist effekt på overgangsalderen. Det kan dog være værd at teste naturmedicin mod overgangsalder af – især hvis du vil undgå hormoner.

Kosttilskud med rødkløver eller rødkløver-ekstrakt kan findes på apoteker eller i helsebutikker. Følg altid anvisningen for, hvor meget rødkløver man skal tage.

Kan akupunktur hjælpe mod overgangsalder?

Akupunktur mod overgangsalder er en alternativ behandlingsform, som er mindre udbredt. Nogle mener, at akupunktur kan hjælpe mod den ubalance, der er i kroppen i overgangsalderen og afhjælpe symptomer som hedeture.

Ifølge sundhed.dk er der ikke beviser for, at det skulle virke, men der er lavet danske undersøgelser, der peger i retning af, at akupunktur kan lindre symptomer i overgangsalderen.

Disse undersøgelser skal tages med et gran salt, men hvis du har lyst til at prøve akupunktur eller generelt har god erfaring med det, findes der flere steder, der arbejder at fjerne symptomer på overgangsalderen gennem akupunktur.

Kilde: sundhed.dk

Læs også