https://imgix.femina.dk/media/05c6d4a5e8864561b857bce954523e86.jpg
Sundhed

Mor og far - eller Mette og Lars

19. marts 2007
af Ulla Nielsen
Min kollega og jeg har lige talt om børneopdragelse. Jeg blev lidt paf, da vi diskuterede, om børn skal kalde deres forældre mor og far eller fx Mette

Min kollega og jeg har lige talt om børneopdragelse. Jeg blev lidt paf, da vi diskuterede, om børn skal kalde deres forældre mor og far eller fx Mette og Lars. Min kollega siger, at hun kun ville kunne høre sit barn i en mængde, hvis barnet kaldte hende ved navn og ikke råbte "mor". For mor er ikke noget, man hedder, men noget man er.

Jeg har to små børn, og for dem er vi mor og far. Min mand og jeg kalder hinanden ved navn, men også "skat" eller "pus". Vores børn bliver tit kaldt ved deres kælenavn. Er det forkert - hvad synes I?

Mor

Kære Mor

Jeg tror ikke på, at en mor ikke kan kende sit barns stemme i en mængde. Naturen er således indrettet, at en mor faktisk allerede fra fødslen reagerer ved at vågne, når hendes eget barn græder, mens hun sover fint, når de andre børn giver lyd fra sig.

Om man skal kalde sine forældre ved navn eller blot kalde dem far og mor, må være individuelt og op til den kultur, der er i familien.

Med hensyn til kælenavne, så skal man vælge dem med omhu. De hænger jo ved helt op i teenageårene, så det skal være et kælenavn, som et større barn også vil synes, er i orden. Hvem ønsker fx at blive kaldt "lillebror", når man er 15 år og selv synes, man er voksen?

Gode kælenavne kan derimod give barnet et indtryk af, at det betyder noget særligt for den person, der bruger dem. Giver far fx sin søn et kælenavn, er det ikke givet, at hele familien skal bruge det. Det kan være noget, der skal forblive mellem far og søn.

Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også