Min søn er forskræmt

Vores søn på otte år har altid været et nemt og glad barn med et roligt sind.
Han er vores guldklump, så der har været meget fokus på ham, og jeg har altid haft ham i centrum og med til alt, når jeg skulle noget, og jeg har medinddraget ham i alt. Så hans liv har været forudsigeligt og trygt. Men nu, hvor han er startet i skole, er der opstået en del problemer. Han kan ikke sove om aftenen og har ofte ondt i maven.
Han bekymrer sig om alt - er bange for alverdens ting. Tør fx ikke løbe omkring i haven om dagen, hvis der nu skulle komme monstre. Han bliver bange, hvis andre drenge kigger på ham. Så føler han sig truet. Han analyserer alt og ofte med et negativt resultat. Hans force er, at han er god til at sætte ord på alt, hvad han føler. Dog virker han nogle gange som en lille voksen.
Han er bange for en i skolegården, selv om drengen kun har "smilet til ham". Han er bange for, at skolelæren ikke kommer, når klokken ringer. Han er bange for, at vi bliver hurtigt gamle og dør, så han er alene i verden. Han aflæser mig, og hvis jeg ikke smiler, påtaler han det. "Er du ked af det, mor". "Du ser træt ud" eller "Er du vred på mig?"osv.
Jeg har selv et blødt sind og kan se mig selv i ham. Jeg ved også godt, set i bakspejlet, at jeg har gjort ham ældre, end han er, ved at medinddrage ham i mange ting.
Men omvendt ved jeg også godt, at det er for sent at ændre på nu, og at jeg må håndtere det anderledes fremover.
På mange måder hviler han dog i sig selv. Han stiller spørgsmål ved ting, er igangsætter, er sprogligt velfungerende og stærk. Men når ting er nye, spontane eller ukendte, så forsvinder hans selvværd.
Vi har ikke kunnet få barn nummer to, og jeg har været i hormonbehandling i fem år. Nu er jeg endelig blevet gravid og skal føde om en måned.
Min graviditet har ikke fyldt så meget. Vi har prøvet at have fokus på ham.
Men jeg er ved at køre ned på, at alt i hans verden i øjeblikket er farligt, trist og utrygt. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op. Jeg har prøvet at ændre mig selv på en sådan måde, at han ikke informeres om alt. At jeg ikke gør tingene til et problem, at alt kan løses, og at han er så sej. Hans base er i orden, han kan så mange ting, men indeni ham er der en grundlæggende angst.
Det skal siges, at der ofte er nogen, som gerne vil lege med ham, men hvor han siger nej, fordi han godt vil hjem og være sig selv?
Anja Holmgaard

Kære Anja
Du har gjort dig mange tanker om din søns opdragelse og trivsel. Du beskriver din dreng som bekymret og bange på trods af, at I har forsøgt at gøre tilværelsen tryg for ham. Nu stopper du op, fordi noget må gøres anderledes. Det er prisværdigt.
For mig ser det umiddelbart ud som om, du har været bange for at lade din dreng mærke "livet", at du af omsorg har skånet ham for erfaringer på egen krop - både de gode og især de mindre gode. Han har fået forklaringer og er blevet taget ved hånden, så han er havnet i en situation, hvor han har mødt så megen forståelse og imødekommenhed, at han måske har manglet et personligt modspil. Hvis han skal få selvværd og mod, skal han have bokset med noget, der kan være svært. Gennem det får han sejre, og lærer at klare nederlag. Han skal selvfølgelig have hjælp, men hjælpen består ikke i, at du fjerner det svære for ham. Derimod må man hjælpe dem, så de lærer at håndtere det.
Når du fx skriver, at I har talt med skolen, og at du godt forstår, at det er svært at sige noget til den anden dreng, så er det heller ikke den anden dreng, skolen skal sige noget til. Det er din dreng, de skal hjælpe, så han kan klare situationen og ved, hvordan han kan reagere, når andre kigger på ham. Han skal have hjælp til at turde og gives redskaber til at kunne.
Hvis din dreng ofte har fået alle forklaringer, så er han indirekte frataget styringen af sit eget liv og dermed det selvværd og de kompetencer, det giver.
Så jeg synes, du skal forsøge at flytte fokus, så du ikke tænker på at beskytte ham, men forsøge at give ham støtte ved at vise og forklare ham, hvordan han kan tackle det, der er problematisk. Lad ham møde verden, som den er. Det er det, han skal kunne forholde sig til. Og hvis han mærker, at han kan, er han mindre bange.
Du skriver også, at han selv fravælger kammerater. Det gør han nok af skræk for ikke at slå til, derfor skal han ikke altid selv vælge. En gang imellem må du sige, at du vil have, at I tager kammeraten med hjem. Kun på den måde kan din dreng få mulighed for at opleve, at det går fint. Hvis det er nødvendigt, må du hjælpe de to børn på vej, så det bliver en rar eftermiddag.
Når han spørger til dig, så svar bekræftende, hvis du er træt, vred osv., men sig også, at det ikke har noget med ham at gøre. Han kan tåle det - han er en dreng med mange ressourcer. Det er dem, I skal bygge på.
Jeg ønsker jer held og lykke - også med den lille ny.
Susse Stuhr

Læs også:
Vores søn er pjevset
Utrygt barn