barn der spiser
Sundhed

Min datter er en ædedolk

5. august 2006
af Ulla Nielsen
Foto: Panthermedia
Min datter på 14 måneder har altid været en sulten og aktiv pige. Hun er i dag 80 cm og vejer omkring 11,5 kg. Hun er nysgerrig, går rundt, leger,

Min datter på 14 måneder har altid været en sulten og aktiv pige. Hun er i dag 80 cm og vejer omkring 11,5 kg. Hun er nysgerrig, går rundt, leger, kravler op og ned af alting og er begyndt at sige småord. Hun er en rigtig vildbasse.

Og så kan hun ikke få nok. Hun spiser en stor portion grød til morgenmad plus en halv til en hel bolle. Formiddagssnack hos dagplejeren er frugt og kiks/bolle, til frokost et til halvandet stykke rugbrød med pålæg, til eftermiddags-mad frugt, rosiner og bolle - og til aftensmad en pæn portion af det, vi spiser, måske mere, og er der rødgrød til dessert, så spiser hun lige to portioner af det oveni.

Hun elsker simpelthen mad og har faktisk ædt løs, lige siden hun kom til verden. Men jeg tænker, om hun virkelig har brug for så meget mad? Hun har afføring 4-6 gange om dagen, for når der kommer meget ind, så kommer der også meget ud.

Anna siger ikke stop. Som det er nu, er det måske ikke det store problem, men jeg tænker på, om hun vænner sig til at proppe sig. Ville det være godt i længden at arbejde med portioner - at vi spiser det, der er, og så er der simpelthen ikke mere mad? Eller kan hun med den alder, hun har, godt regulere, hvad kroppen har brug for?

Så mine spørgsmål er: Må hun proppe sig uhæmmet? Og dernæst: Skal en etårig kun sove 45 minutter til middag? De to ting hænger til en vis grad sammen, da hun ofte vågner, fordi hun har haft afføring, og så kan hun ikke sove igen. Har vi et problem, eller er Anna bare Anna?
Annas mor

Kære Annas mor
I har et nemt barn. Der er mange forældre, der vil være dybt misundelige på jer over at have et lille barn, der både sover godt og spiser godt.
Der er ingen skemaer for, hvor mange timer et barn skal sove, hverken om natten eller til middag. Trives hun, og er hun glad, når hun er vågen, så får hun nok den søvn, hun skal have. Jeg synes dog, det er en rigtig god ide at lade jeres datter ligge lidt og hvile sig midt på dagen, selvom hun ikke sover. Så får hun ro på sin krop efter al den energi, hun bruger. Og at have evne for det er rigtigt godt, da det er stressforebyggende. Vil hun op, så skal hun nok give lyd fra sig.
Når jeg ser på din datters kost og holder det op mod hendes aktivitetsniveau, så synes jeg, det passer godt sammen. Hun er et barn, der skal have sine tre hovedmåltider og to mellemmåltider. Hvis hun har tendens til at proppe sig for meget, så prøv at give hende lidt mindre på tallerkenen ad gangen, og hold en lille pause, inden den bliver fyldt op anden gang. På den måde når maden at komme ned i maven og give lidt mæthedsfornemmelse, før hun starter med næste portion. Så giv jer rigtig god tid til måltiderne, det har alle i familien godt af.
Så ja, Anna er bare Anna, en dejlig sund pige med masser af appetit på livet.

Benedikte Hertel, sundhedsplejerske

Læs også:
Forældre gør deres børn kræsne

Læs også