anne marie løkkegaard
Interview

Pludselig ligger du på den lukkede – men du kommer jo hjem igen

27. juli 2022
Af Line Felholt 
Foto MEW
Som ung blev Anne Marie Løkkegaard ramt af bipolar lidelse. Et ulykkeligt kærlighedsforhold udløste sygdommen, som hun nu har levet med i 26 år. I dag har hun mand, børn og et godt job. Og netop derfor har hun skrevet en bog om sygdommen. For psykisk sygdom er alt for tabubelagt, mener hun.

Jeg har aldrig set en film eller læst en bog, hvor bipolar lidelse er fremstillet realistisk. Vi har så langt igen, siger Anne Marie Løkkegaard og henviser til det meget stereotype billede, mange har af den gale, geniale kunstner, der udover sit fantastiske talent også er styret af en indre ild og et konstant lurende vanvid.

Ordene falder, kort tid efter vi har sat sig ned ved spisebordet i hendes køkken i et moderne, hvidt rækkehus på Amager, hvor Anne Marie bor med sin mand, der er kommunikationschef, og deres to halvstore børn.

Hun er selv journalist og arbejder som kommunikationsansvarlig i en advokatkæde. Med en fortid på bl.a. Berlingske og P2.

Og så var hun i sine yngre dage en efter alt at dømme lovende operasanger, næsten færdiguddannet på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Anne Marie Løkkegaard er naturligvis glad for, at man er begyndt at lave film, hvor hovedpersonen har en psykisk lidelse som eksempelvis Netflix-serien ”Homeland”, hvor hovedpersonen, CIA-heltinden Carrie Mathison har bipolar sygdom, og hvor sygdommen sættes i forbindelse med hendes geniale måde at afsløre de mest komplekse politiske sammensværgelser på.

– Den måde, det går helt galt på – på den geniale måde – for Carrie, når hun ikke tager sin medicin, giver et ensidigt billede. Det drama, der bliver malet frem i den serie, er symptomatisk for manges opfattelse af sygdommen. Det er langt fra virkeligheden, og det skal vi væk fra, siger hun som forklaring på, hvorfor hun har skrevet bogen “Bipolar og mig”, der er udgivet af Psykiatrifonden.

Kort om bipolar lidelse

Bipolar affektiv sindslidelse kaldes i daglig tale bipolar lidelse.

Tidligere blev sygdommen kaldt manio­depressiv sygdom.

Omkring 1-2 procent af befolkningen vil i løbet af livet udvikle bipolar lidelse, hvilket svarer til 50.000-100.000 mennesker. Kvinder og mænd får lige ofte bipolar lidelse. Op mod halvdelen af alle personer med bipolar lidelse udvikler sygdommen, før de bliver 21 år. Men bipolar lidelse kan også opstå senere i livet.

Når man har bipolar lidelse, svinger ens stemningsleje og aktivitetsniveau. I nogle perioder er man manisk, og i andre depressiv.

Kilde: Psykiatrifonden.dk

Det anslås, at en-to procent af befolkningen i løbet af livet vil udvikle bipolar lidelse. Det vil sige 50.000-100.000 danskere. Om det er mange eller få, kan diskuteres.

Men når man vender perspektivet om mod alle os andre, bliver tallene mere sigende. Hver femte er nemlig utryg ved mennesker, der har bipolar lidelse.

Hver tredje af os er ikke tryg ved udsigten til at få en kollega, der er bipolar. Og over halvdelen af unge ville ikke føle sig trygge ved at gå på date med en bipolar person. Det har en undersøgelse for DepressionsForeningen vist.

– En ting er, at en-to procent har den her lidelse. Noget andet er, når man tæller de mange pårørende med og alle dem, der ikke føler sig trygge. Jeg vidste ikke, at der var så stor uvidenhed derude, lyder det fra Anne Marie Løkkegaard.

– Jeg har 26 års erfaring med at leve med den her sygdom. Jeg siger ikke, at det ikke er dramatisk. Det kan være topdramatisk! Men mit liv er så meget andet end sygdommen. Mens den står på, er den forfærdeligt ødelæggende for dit liv. Pludselig ligger du på den lukkede afdeling. Men du kommer jo hjem og laver kaffe igen.

Kærlighed som trigger

Et vigtigt ord i fortællingen om Anne Marie Løkkegaards liv med bipolar lidelse er ordet “trigger” Historien begynder nemlig med hendes trigger.

Han var en karismatisk fyr, lidt ældre end hende, og hun blev håbløst forelsket i ham. De indledte et forhold, lige inden hun begyndte på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor hun satte alt ind på at blive en dygtig klassisk sanger. Men han var ikke god for hende. Hun var ulykkelig.

Mange med psykisk sygdom kan se tilbage på en begivenhed eller et menneske i deres liv, som de kan identificere som den udløsende faktor. For Anne Marie blev det forholdets grænseoverskridende karakter, der triggede hendes bipolare lidelse.

anne marie løkkegaard

I sin bog fortæller Anne Marie Løkkegaard detaljeret om sin egen debut med bipolar lidelse. I september 1996 blev hun for første gang indlagt på Rigshospitalets Afdeling O, den lukkede afdeling.

Inden da havde hun gået rundt i København med sin paraply som stok, selv om det ikke regnede. Stemmer var begyndt at tale til hende.

Hun hørte Kierkegaards stemme. Pludselig talte Mozart til hende på et underligt tysk – hun kunne ikke selv tysk. Brad Pitt kom også ind i hendes hoved.

Når hun gik rundt i byen, var hun høj. Hun mærkede ikke sine ben, eller hvor langt hun gik. Hun ænsede ikke trafikken, for selvfølgelig ville bilerne vige for hende. Hun var udvalgt – noget helt særligt, og der ville ske noget fantastisk lige om hjørnet.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Tilbage på sit kollegieværelse mærkede hun dog en angst komme krybende. Hun vidste ikke, hvad det var, men hun vidste, at det var tid til at ringe efter sine forældre.

Sammen tog de af sted mod afdelingen og hendes første indlæggelse.Den første psykose varede seks uger, hvor hun ikke længere var i virkeligheden.

Hendes sind var fyldt med vrangforestillinger og paranoia. Men det stilnede af, og hun blev udskrevet. Hun tog dog ikke imod tilbuddet om litium, for hun regnede med, at hun hørte til de 15 procent, der ikke bliver indlagt igen.

Men sådan blev det ikke.

De efterfølgende år blev Anne Marie Løkkegaard indlagt fire gange. Med ca. et års mellemrum. Først blev hun manisk og indlagt i seks uger, hvorefter der kom en normal periode for derefter at blive ramt af en depression det næste halve år.

Sådan gentog det sig årligt de næste fem år. Vel og mærke samtidig med at hun insisterede på at leve et normalt liv. Hun tvang sig selv til at stå op og passe sangstudiet på konservatoriet.

– Jeg fulgte bare mit indre drive, og jeg ville færdiggøre mit studie. Jeg ville være sanger, også selv om det var en sisyfoskamp. Det var så umenneskeligt hårdt at starte forfra, hver gang jeg havde været syg, fortæller hun.

Meget tæt på målstregen måtte Anne Marie Løkkegaard erkende, at et krævende sangstudie og tilbagevendende indlæggelser ikke hang sammen.

Studiet var en pine for hende, for et sangstudie på det niveau kan ikke gennemføres uden at gå all in. Problemet var bare, at Anne Marie Løkkegaards sind ikke kunne tåle det præstationsræs og den konkurrencementalitet, som hendes studie krævede.

Det var en svær beslutning, men til sidst tog hun den. Da hun stoppede på konservatoriet, kom der ro på hendes sygdom. Skiftet til en ny psykiater, som satte hende på antipsykotisk medicin, betød, at hendes årlige indlæggelser ophørte.

– Mit liv blev pludselig fuldstændig smooth sailing. Derefter var jeg ikke syg i 12 år, fortæller hun.

Anne Marie Løkkegaard uddannede sig i stedet til journalist. Også et fag, der er kendt for præstationspres og konkurrencementalitet.

Men som hun selv siger:– Jeg var slet ikke så udfordret i journalistikken, som jeg havde været på konservatoriet. Jeg opfatter journalistik som et håndværksfag, så for mig var det en ren lise, fortæller hun.

Jeg vil især gerne slå et slag for, at det skal være mere legitimt at have et job – også et lederjob – og kunne fortælle om sin psykiske sårbarhed. For hvorfor skulle man ikke kunne være en god leder alligevel?

Hun fik ansættelser på Berlingske og også senere som vært på P2, hvor hun kombinerede sin passion for klassisk musik med journalistikken. På et tidspunkt mødte hun Jens, den mand, hun er gift med og har to børn med.

– Efter jeg mødte Jens, og vi fik vores første pige, tænkte jeg, at nu kan jeg overkomme alt. Jeg er færdig med at blive indlagt. Derfor kom det også som en tyv i natten, siger hun.

De fik barn nummer to, og i forbindelse med amning valgte hun at holde op med litium. Men det gik fuldstændig galt. Anne Marie Løkkegaard havde forfattet et debatindlæg om, at der var behov for at give børnefamilier bedre forhold.

Det indlæg endte med at få topeksponering på forsiden af Politikens debatsektion – og affødte en regulær shitstorm. Anne Marie blev kaldt “voksenbaby” og “hun skulle aldrig have haft børn”, og hun blev interviewet til Politiken og hevet ind til debat på P1 og i Radio24syv.

Kort derefter begyndte hun at høre stemmer igen. Hun vidste, at den var gal. Der var ingen anden vej end indlæggelse. For første gang i 12 år.

Det forløb tog lidt længere tid end de andre gange, fordi hun denne gang også blev ramt af angst. Det var i 2014. Siden da har hun taget sin medicin uden ophør. Og der har ikke været tilbagefald.

Tabubelagt

I en undersøgelse fra 2014 blev personer med psykisk sygdom spurgt, om de kendte til at skjule deres sygdom. 70 % svarede, at de havde skjult deres psykiske lidelse, og 30-40 % havde undladt at søge job eller uddannelse pga. deres psykiske sygdom.

Undersøgelser viser også, at personer, som mener, at de har noget at miste, f.eks. et job, i højere grad søger at holde deres sygdom skjult.  

Kilde: Psykiatrifonden.dk

Er du bange for, at det kan ske igen, selv om der er gået otte år siden din sidste indlæggelse?

– Jeg er altid bange for det. Men angsten kan være stærkere i visse perioder. Hvis der sker belastende ting, er jeg bange for, at det kan udløse det. Hvad sker der, den dag mine forældre dør? Hvad sker der, hvis jeg skulle blive skilt? Jeg er altid nødt til at tænke en ekstra konsekvens ind. Mens andre kan være bange for at miste noget specifikt, er jeg bange for at miste det hele.

Hun er godt klar over, at hun er heldig, at hun har meget at miste. Ikke alle med bipolar lidelse får ægteskab og børn og et godt job.

– Selv om jeg på papiret måske ikke kan kalde mig selv en af de heldige, fordi jeg har været indlagt så mange gange, er jeg det alligevel, fordi jeg kommer fra en ressourcestærk familie og har støtte fra mine pårørende. Det er utroligt vigtigt.

– For hver gang, man vender tilbage fra den her lidelse, er det hele ens liv, der skal repareres. Der har min mand, Jens, været min redning. Nogle mennesker, bl.a. ham, har et ekstra gear, de kan hive frem, så de ikke knækker i den slags udfordringer, fortæller hun.

Den svære samtale

Anne Marie Løkkegaard har ikke altid været åben omkring sin sygdom. Men med den bog, hun har skrevet, går hun med egne ord over en bro og ser sig ikke tilbage.

– Det har været en stor beslutning at stå frem med det her. Min familie og mine venner har vidst det, men ingen andre. Jeg har aldrig fortalt det i de job, jeg har haft, siger hun.

Hun tog en lang snak med sin mand, om hun kunne risikere at miste fremtidige jobmuligheder ved at udgive bogen. Men Jens mente, at hun skulle gøre det, men med åbne øjne.

Derefter gik hun til sin bror, journalist og politiker Morten Løkkegaard, fordi han er kendt i offentligheden, men han stillede sig også bag projektet. Og så var der hendes chef i advokatkæden, som hun også måtte gå til.

anne marie løkkegaard

– Hun har været super støttende, og jeg var faktisk ikke fastansat på det tidspunkt, men det er jeg nu, fortæller Anne Marie Løkkegaard.

Hvorfor har du ventet 26 år med at “springe ud” med bipolar lidelse?

– Den kan jeg hurtigt svare på: Skam, lyder det prompte.

– Jeg har brugt uanede mængder tid på at skamme mig over de ting, jeg har sagt og gjort, når jeg har været manisk. Det, at jeg hører stemmer, når jeg er manisk. Det er så stigmatiserende, siger hun og nævner den storebror, hun havde, som havde skizofreni og netop hørte stemmer, og som tog livet af sig selv, da han blev indlagt med en psykose, dengang Anne Marie Løkkegaard selv stadig var et barn.

– Det er det dér “Dr. Jekyll og Mr. Hyde”. Det, at de skifter personlighed og hører stemmer, der befaler dem noget. Det var jeg virkelig bange for, fordi jeg havde oplevet det hos min bror, fortæller hun.

Men vi skal væk fra bange. Når så mange danskere er bange for udsigten til at arbejde med eller date en med bipolar lidelse, som undersøgelsen viser, er det, fordi vi kender alt for lidt til det, mener hun.

– Jeg kunne godt tænke mig, at flere trådte frem. Der er efterhånden mange kendistyper, der fortæller, at de har haft en depression. Det er supergodt. Men det er vigtigt, at almindelige mennesker også får taletid om psykisk sygdom. Vi skal gøre det meget mere normalt at tale om, mener hun.

Og særligt ét sted håber hun, at vi bedre til at tale om det.

– Jeg vil især gerne slå et slag for, at det skal være mere legitimt at have et job – også et lederjob – og kunne fortælle om sin psykiske sårbarhed. For hvorfor skulle man ikke kunne være en god leder alligevel? Vi skal lade være med kun at se det som svaghed, vi skal se det som et menneskeligt vilkår på linje med at have en kollega eller en chef med en diskusprolaps. Jeg tror godt, at vi kan nå derhen.