Marianne blev syg med stress 4 gange: ”Jeg følte mig meget ensom”
Foto: Privat
Syg med stress fire gange
Læge Marianne Ottesen Weincke har været nede med stress fire gange på 26 år. Første gang hun gik ned med stress – og efterfølgende depression – var hun lige blev speciallæge i gynækologi og arbejdede på et københavnsk universitetshospital. Her fik hun et stort ansvar, men manglende indflydelse på beslutningerne.
– Jeg manglede supervision, havde lange vagter og alvorlige, belastende patientforløb. Og jeg manglede opbakning fra kollegaerne. F.eks. var jeg udsat for, at en ældre kollega pegede på mig med en imaginær pistol, han affyrede imod mig, da han ikke var enig i en beslutning vedrørende en operation, fortæller hun. Desuden havde hun en teenagedatter, der havde en svær psykisk lidelse, som gjorde, at hun var presset på flere sider. Marianne kom tilbage til arbejdet efter tre måneder takket være en professor, som bakkede hende op og sikrede, at hun i en periode kunne hellige sig forskning.
I 2007 var Marianne blevet overlæge og arbejdede igen for fuld skrue. Så blev der dikteret strukturændringer ovenfra, så hun følte, at alt det, hun havde arbejdet på at bygge op de sidste fem år, smuldrede mellem hendes hænder. Dertil kom, at hun ikke havde nogen øvre arbejdstid som overlæge.
– Jeg arbejdede rigtigt meget over, og gjorde ledelsen opmærksom på problemerne, men de lyttede ikke. Samtidig var min søn igennem en kræftudredning, så også på hjemmebanen var jeg presset, siger Marianne. Resultat: Hun gik ned med stress og depression igen.
LÆS OGSÅ: Forebyg stress: kom din skam til livs!
Fik en fyreseddel
Igen fik Marianne kæmpet sig tilbage til arbejdet i løbet af tre måneder og arbejdede videre som overlæge. I 2013 gik hun dog ned med stress igen, og valgte derfor at skifte til en ny afdeling. Det blev det dog ikke lettere af: På det nye sted havde hun ikke tid til de ledelsesmæssige opgaver, da hendes kontordage hele tiden blev inddraget til klinisk arbejde. Desuden havde hun bl.a. døgnvagter, hvor hun – efter at have arbejdet hele dagen – også risikerede at skulle operere hele natten.
– Jeg blev igen sygemeldt med stress og depression, men denne gang tog jeg et møde med min chef efter 14 dage, hvor vi planlagde en langsom optrapning af arbejdstiden over et halvt år, fortæller hun.
Sådan kom det dog ikke til at gå – Marianne blev under forløbet nødt til at lægge sig syg et par dage pga. søvnløshed, og efter en vedvarende konflikt med sin chef, som bl.a. handlede om sygefravær, var hun nødt til at involvere sin fagforening. Det endte med, at Marianne fik en fyreseddel med begrundelse i driftshensyn. Den behandling satte mange tanker og følelser i gang hos lægen:
– Jeg mistede bl.a. troen på eget værd, havde følelsen af ikke at slå til og følte mig magtesløs, men havde også tanker om svigt fra det system, jeg havde arbejdet så loyalt for. Jeg havde også en angst for, om jeg nogensinde kom hel ud på den anden side. Og så var der en stor ensomhedsfølelse, da ingen af kollegerne ringede eller skrev for at høre, hvordan jeg havde det.
LÆS OGSÅ: Stress: Hvem har ansvaret - dig selv eller din chef?
Ledelsens ansvar
Marianne synes, at det i høj grad var et ledelsesansvar, at hun gik ned med stress. Dertil kommer, at læger ikke er gode til at passe på hinanden, fordi der er ekstremt meget konkurrence. Marianne synes dog også, at hun selv bar en del af ansvaret for, at stressen kom:
– Jeg var ikke god nok til at sige fra. Jeg tilsidesatte mine egne behov, da jeg havde andres liv mellem mine hænder. Hvis jeg havde døgnvagt, blev jeg f.eks. nødt til at operere – også selv om jeg var supertræt. Jeg tror, at man kunne forebygge megen stress ved at have større medfølelse med sig selv – ikke presse sig selv så hårdt. Jeg har nok været for perfektionistisk, jeg har villet gøre et godt stykke arbejde, men har glemt at lytte til mig selv.
Det synes Marianne, at hun er blevet bedre til med en mere holistisk indfaldsvinkel, hvor hun bl.a. bruger kropsterapi, yoga og meditation til at mærke sine grænser. I dag arbejder Marianne ikke længere på hospital, men hun har fået tilkendt en pension, hvor hun må arbejde et par dage om ugen. Det gør hun i sin egen klinik, SOLklinikken – Holistisk Medicin, hvor hun kombinerer konventionel medicin med bl.a. akupunktur og kropsterapi til at behandle især smerter, stress, angst og depression.