Jalousi-guide: Sådan mindsker du din jalousi
Jalousi kan være forbigående, og den kan være altopslugende, og de fleste har nok oplevet den på et eller andet tidspunkt. Tit er det bittesmå og uvæsentlige ting, som pludselig tænder en ild i os og får det hele til at vokse helt ud af proportion, og ofte ved man jo godt, at man overreagerer. Det kan bare være så forbandet svært at stoppe sig selv, når først jalousien har fået fat.
Det helt overordnede råd til at bekæmpe jalousien er ifølge Maj Wismann, der er parterapeut og sexolog, og som kører kurser om jalousi, at lære sin jalousi bedre at kende.
- Ens jalousi bliver normalt trigget i nogle bestemte situationer, og når du kender dem, kan du begynde at arbejde med den. Men netop fordi jalousi er så tabubelagt, så er det ofte noget, vi går med alene, og derfor kan alting blive meget subjektivt og følelsesladet. Selv små ting kan vokse sig meget store, når man er alene med dem og tankerne kører i ring. Derfor er det vigtigt at træde et par skridt tilbage og prøve at se objektivt på det hele. Først da vil du for alvor kunne komme ind og arbejde med jalousien, siger Maj Wismann.
Hun giver her fem af sine bedste råd til, hvordan du bedst muligt får mindsket din jalousi.
1. Erkend din jalousi
Det er som nævnt stadig tabubelagt at være jaloux, så første trin til at bekæmpe den er at tage den alvorligt. Acceptere, at den er der, og at det er noget, du bliver nødt til at arbejde med – på den ene eller den anden måde.
Læs også: Ambitiøse mennesker er mere jaloux på Facebook
2. Vurdér om din jalousi er begrundet
Det kan jo desværre ske, at jalousien er fuldt ud begrundet, så derfor er det en god idé – så objektivt som muligt – at forsøge at danne dig et billede over, hvorfor du er blevet jaloux. Har du noget konkret at bygge din jalousi på, eller er der udelukkende tale om følelser og fornemmelse? Del evt. dine tanker med andre, som du er tæt på, og hør, hvordan de tolker det.
3. Skriv dagbog over din jalousi
Skriv det ned, hver gang du mærker jalousien og forsøg at danne dig et overblik over, hvad der sætter den i gang: Er det på bestemte tidspunkter af døgnet, er det ved specielle hændelser, er det når du (eller han) er sammen med nogle bestemte personer… Skab så tydeligt et billede af, hvad der trigger din jalousi, som muligt.
4. Hvad gør du, når du bliver jaloux?
Næste trin er at skrive ned, hvordan du reagerer, når du bliver jaloux. Skriver du en million sms’er til din kæreste eller veninde, skælder du ud, trækker du dig ind i dig selv? Hvordan reagerer du? Prøv at se objektivt på tingene og vurdér, om ikke der var noget, du kunne gøre anderledes. Måske kunne du f.eks. sende de mange sms’er til en veninde i stedet for til den person, der er årsagen. Prøv at skære så meget som muligt ned på de handlinger, der på sigt kan ødelægge jeres parforhold eller venskab.
Læs også: Bliver du ofte misforstået?
5. Husk, at man sagtens kan bekæmpe jalousien
Selvom det kan være virkelig hårdt at være i jalousiens vold, så husk, at du sagtens kan komme ud af jalousiens klør. Det kræver en indsats, og det er ikke altid helt nemt, men der er altid en vej igennem det!
Hvis du vil videmere om Maj Wismann kan du besøge hendes hjemmeside Websexolog.dk hvor du b.la. kan læse om hendes kurser om jalousi.