selvcentreret
Mental sundhed

Hvornår fylder vi for meget i vores relationer?

14. december 2018
af Thora Bruun Makita
Foto: Panthermedia
Det er påfaldende nemt at se, hvis andre er selvcentrerede, men hvad med dig selv? Her fortæller psykoterapeut Mette Glargaard, hvordan du kan vurdere, om du er lidt for fyldt op af dig selv, hvordan det påvirker andre, og hvordan du kan få det selvcentrerede til at fylde mindre i relationen til andre.
Vi er alle i udgangspunktet selvcentrerede, og det at være selvcentreret er ikke i sig selv noget dårligt, mener Mette Glargaard. - Vi har alle brug for at være lidt selvcentrerede, det er nemlig selvomsorg. Problemet er, når vores selvcentrering begynder at gå ud over vores relationer, siger psykoterapeut Mette Glargaard.
Er du lidt for selvcentreret, ligger der altid en grundlæggende tvivl om, hvorvidt du er god nok. Men den gode nyhed er, at du godt kan blive klar over, at du har tendens til at kredse lige lovlig meget om dig selv og mindske din selvcentrering, hvorimod den sygelige narcissist aldrig ville få den indsigt, at der er noget vedkommende selv kunne arbejde med, for her er det altid de andre, der er noget galt med, ifølge Mette Glargaard.

Skal jeg fikse dig?

Og netop at kigge på dine relationer er et godt sted at begynde, hvis du tænker, at du nok kan have tendens til at være lidt for selvoptaget: Det er på arbejdet, hvor der opstår unødige konflikter, det er festinvitationerne, der udebliver, og vennerne, der forsvinder ud i det blå. - Har du ingen nære venner, og ingen, du betror dig til, kan det være et tegn på, at du fylder for meget i dine relationer og er dårlig til at lytte. Når folk ikke synes, at de bliver hørt, når de betror sig, trækker de sig. De vil ikke kun lægge ører til dine bekymringer, forklarer psykoterapeuten. LÆS OGSÅ: Taler din veninde kun om sig selv? Sådan siger du fra Den manglende evne til at lytte hænger sammen med, at jo mere selvcentreret du er, jo mere fattig er du på empati, altså fattig på den evne du har til at vise forståelse og sætte dig i den andens sted. Fortæller en ven, at hun har mistet sin mor, og går du straks i gang med at sige: ”jeg kender også en, der er død af kræft”, eller ”Ej, jeg er også så bange for at få kræft”, så er der nogle røde advarselslamper, der kan begynde at lyse, ifølge psykoterapeuten, fordi du får opmærksomheden over på dig selv. - Er du for selvcentreret, kan det også komme til udtryk ved, at du vil fikse den andens problem, så du kan føle dig som redderen. Så er du nemlig i centrum og kan blive beundret for dit gode råd. Men den anden har måske mere behov for, at du blot lytter, siger hun. - Hvis du kan genkende dig selv her, så vil det være god idé at lade være med at komme med gode fikse-råd og i stedet sige: Hvad sker der i dit liv? Og så lytte efter, råder hun. Et andet træk er, at det er svært at anerkende den andens tilstedeværelse og være der for den anden. Hvis du er for selvoptaget, gør du ikke noget for andre, men gør det i bund og grund for dig selv, og de andre skal helst gøre noget for dig også. - En måde at bryde denne cirkel på er at spørge den anden: Er der noget, jeg kan gøre for dig? Prøve at være der for den anden, også selvom det føles svært og akavet i begyndelsen, og du egentlig ikke har synderlig lyst til det, siger Mette Glargaard.

Grænser overskrides

Sygelige narcissister fornemmer ikke andre og deres grænser. Og hvis du er for selvoptaget, har du også en tendens til at havne i situationer, hvor du overtræder folks grænser. Og det kan være svært for omgivelserne at kommunikere det til dig og måske for dig at forstå, fordi I netop ikke har de samme grænser. Du har svært ved at se, at du har gjort noget galt efterfølgende, fordi du tror, at alle har samme grænser som dig, ifølge Mette Glargaard. - Jeg havde f.eks. en veninde, der kom hjem til mig for første gang, og så gik hun bare lige ind i køkkenet og åbnede alle skabene, så hun kunne lave sig en kop te. Det, synes jeg, var grænseoverskridende, og det sagde jeg til hende. Men hun var helt uforstående, hun hørte slet ikke efter, hvad jeg sagde, men begyndte at tale om, hvorfor hun ville have te. Og det er et typisk selvoptaget træk, hvor man ikke anerkender den andens perspektiv, mener Mette Glargaard. - Det hænger sammen med, at du som selvoptaget synes, at verden er skabt til at stå til rådighed for dig. Du synes, at det er i orden, og så må det være i orden, for du tager afsæt i dig selv og dine egne behov og tænker ikke på, den anden kunne have en anden mening eller et andet behov. For at ændre det, må du lære at anerkende den andens perspektiv og virkelighed, og at mennesker har forskellige grænser. Grænser, du må acceptere. Hvis du er i tvivl om, om du overskrider en grænse, kan du spørge direkte: Overskrider jeg en grænse nu? Hvis du ikke accepterer grænsen, så opstår der meget nemt konflikt. LÆS OGSÅ: Syv genveje til at tæmme dit ego Det tager tid - Noget, der også kan være svært er, at du, som er lidt for selvcentreret, har det med at pege fingre ad den anden og synes, at det er den andens skyld. Men der altid to om det, så det kan det være sundt at spørge sig selv, hvad ens eget ansvar for konflikten er, siger Mette Glargaard. Hvis du har svært ved at bedømme ud fra de ovenævnte træk, om du er for selvcentreret, kan du spørge dine venner og håbe på, de er villige nok til at være ærlige, eller få svaret hos en terapeut. Hvornår, du bliver for selvcentreret, er selvfølgelig afhængigt af situationen, for der jo situationer, hvor at det er helt på sin plads at fylde og tale. Eller hvor du ikke behøver at tage hensyn til den anden, fordi I kender hinanden så godt, så du ved, at det er o.k., at du taler løs eller kun koncentrerer dig om egne behov. Mette Glargaard erkender, at det kan være svært at ændre sin selvoptagethed fra den ene dag til den anden. Og det kan føles kunstigt, hvis du lige pludselig skal tie stille og lytte, når du er vant til at tale, eller lige pludselig skal spørge ind til den andens behov. Men alt kan ændres – også hvis vi er selvcentrerede, mener Mette Glargaard. Det kræver bare øvelse: - Vi mennesker kan godt ændre vores personlighed. Man skal blive ved, og så en skønne dag, vil det føles naturligt. Jeg har f.eks. ikke lært at give knus som barn, men ville gerne lære det som voksen. Jeg gav mine venner en masse akavede knus, og de grinte af mig, men lige pludselig kunne jeg det. Og det samme med rådene her, det tager tid, før forandringerne har rodfæstet sig, men ved at blive ved at praktisere, vil du til sidst lære det.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/py02-abobanner-6430x2052.jpg

Læs også