Efter flere års mobning besvimede Helene på toilettet under idræt. Da hun vågnede, havde hun ingen følelse i benene

– Jeg ville ikke ønske min barndom for nogen andre, siger den nu 23-årige Helene Lund fra Odense.

Det var ikke derhjemme, den var gal. Tværtimod.

Familien var i mange år hendes eneste tryghed, understreger Helene, som er vokset op i et kærligt hjem med sine to forældre og tre søskende og kalder dem ”sin redning”.

Hos dem kunne hun være sig selv og føle sig elsket, som hun var.

I børnehaven havde hun det også godt. Hun beskriver sig selv dengang som en glad og ubekymret pige, der elskede at klatre i træer og lege i mudder med drengene.

Skolen var derimod et helvede.

Allerede i 0. klasse begyndte drillerierne, og i 2. klasse udviklede det sig til decideret mobning, som fortsatte resten af skoletiden.

– Det var nærmest, som om det var sat i system og noget, man ”bare gjorde”. Jeg har altid været buttet, og det blev jeg hånet med af de andre i klassen. De sagde, at jeg var grim, og grinede af, at jeg ikke kunne passe samme størrelse tøj som dem, og jeg blev altid valgt til sidst, når vi skulle spille fodbold, eller også blev jeg bare holdt udenfor.

Det var både pigerne og drengene, der var med på ”løjerne”.

Det værste var dog ikke, hvordan de behandlede Helene selv, men derimod hendes handicappede lillebror, som også gik på skolen.

– De drillede ham med, at han gik anderledes på grund af sine skæve hofter og korte akillessener, og det gjorde så ondt at opleve, for han var jo mit et og alt. Og han havde rigeligt at bekymre sig om i forvejen.

Ingen troede på det

I frikvarterene gjorde hun derfor alt for at holde sig i nærheden for at passe på ham.

Hun følte ikke, at nogen på samme måde passede på hende.

– Jeg husker en episode i 6. klasse, som jeg stadig får ondt i maven af at tænke tilbage på. På det tidspunkt havde jeg en skulderskade, som betød, at jeg ikke kunne være med til alt i idræt, og en dag stillede nogle af eleverne sig op foran tavlen og sagde, at vi havde brug for en klassesamtale, fordi det var snyd. Jeg sad bagerst i klassen, og alle vendte sig om mod mig og kom med bebrejdende kommentarer, og jeg følte mig så forkert og udskammet. Jeg forstår ikke, hvordan læreren tillod det.

Helene prøvede at tale med lærerne om situationen, men det var, som om de ikke forstod, hvor galt det stod til.

Klassen havde jo lige valgt hende til hovedrollen i årets skoleforestilling, så det passede da ikke, at de ikke kunne lide hende, lød lærernes reaktion.

– Men det var jo bare, fordi jeg var musikalsk, og de andre ikke selv havde lyst til at optræde, mener Helene, som i løbet af sin skoletid gik til både harmonika og tuba, ligesom hun i 3. klasse fik sit eget klaver i fødselsdagsgave. Noget, der også var en redning for hende.

– Jeg brugte det meste af min fritid på at spille på det klaver, for det var min måde at få de svære følelser ud. Men det var ikke rart at stå på scenen til forestillingen, for det var ikke ”sejt” at gå op i musik.

Lukkede sig inde

Helene havde ved flere andre anledninger prøvet at tale med lærerne om mobningen, men oplevede også disse gange, at det ikke blev taget alvorligt.

– Jeg var ikke udadreagerende, men tog i stedet tingene ind, og derfor var det nok også sværere at få øje på, at der var et problem. Det foregik jo også mest, når lærerne ikke kiggede, så det var min påstand mod en hel gruppes.

Selv om Helene vidste, at hun kunne tale med sine forældre om alt, forsøgte hun alligevel at skjule for dem, hvordan hun havde det.

– Jeg har verdens bedste forældre, og når de kunne se, at jeg var ked af det, var de der med det samme for at trøste, men jeg syntes, at de havde nok at tænke over. Det skulle ikke også gå ud over dem, at jeg blev mobbet, så i stedet låste jeg mig inde på værelset og sad der alene og græd og skammede mig.

Helene begyndte at lide af tankemylder, og hun sov dårligt om natten. Det gør hun stadig.

Til sidst kunne hun ikke skjule det for forældrene længere, og med deres hjælp fik hun som 14-årig et ophold på Julemærkehjemmet i Kruså, i håbet om at det kunne genopbygge hendes ødelagte selvtillid.

Den sidste chance

Hun var nervøs og rystede, da hendes forældrene kørte hende af sted den første dag. Men hun følte, at det var hendes sidste chance.

– Jeg var nødt til at gøre noget, for jeg havde så lidt livsglæde tilbage, og jeg tænkte, at hvis dette ikke virkede, så gad jeg ikke mere. Jeg havde ikke lyst til at blive gammel i den verden. Selv om jeg elskede min familie, var jeg villig til at opgive at være hos dem, fordi jeg havde det så skidt. Så meget påvirker mobning dig, understreger Helene, som også blev selvskadende.

– Jeg fortryder det i dag, men dengang følte jeg, at det var min eneste mulighed for at komme igennem dagen, fordi jeg koncentrerede smerten et andet sted end i hovedet. Det gjorde mindre ondt og var den eneste måde, tankerne stoppede.

Helenes forhåbninger var høje forud for opholdet på Julemærkehjemmet.

Hun havde hørt, at mange børn blev hjulpet der, og havde også set, hvordan en pige fra en af de større klasser var kommet nærmest forandret hjem derfra.

– Hun strålede og så megasmuk ud, fordi hun også havde tabt sig. Jeg glædede mig til, at jeg også selv skulle få det godt og blive smuk.

Bukkede under

Det gik godt til at starte med. For første gang i længe tid følte hun sig accepteret og ønsket af andre end sin nærmeste familie.

Men så bukkede kroppen pludselig under midt i en idrætstime.

– Jeg har fået genfortalt det meste, men jeg husker, at jeg fik det dårligt og løb ud på toilettet, hvor jeg faldt besvimet om. De andre hørte et brag derudefra og tilkaldte en ambulance, og da jeg vågnede, havde jeg ingen følelse i benene. Lægen testede mine reflekser, og der var ingen reaktion. Jeg var lam i begge ben nogle uger efter og skulle lære at gå igen.

Helene fik at vide, at hun var blevet ramt af en funktionel lidelse, som var udløst af den langvarige stressbelastning.

Hun tror selv, at den ramte hende på Julemærkehjemmet, fordi hun endelig gav slip på alt det, hun havde gået og holdt inde.

– Det var, som om min krop ikke kunne håndtere følelsen af at have fået det så godt. Den vidste ikke, hvordan den skulle reagere, vurderer Helene, som i første omgang måtte afbryde opholdet, mens hun kom sig fysisk, men siden fik hun en ny chance.

Hun lyser op, når hun taler om sit andet ophold.

– Bare tanken om Julemærkehjemmet får min puls til at falde til ro. Det var så trygt at træde ind i fællesskaberne, fordi man blev mødt med forståelse fra både voksne og børn. Man blev lyttet til og inkluderet, og det gav mig en følelse af at være god nok og bekræftede mig i, at jeg er smuk både indeni og udenpå. For mig var tiden på Julemærkehjemmet ren magi.

Ødelagt selvværd

Et ophold varer dog kun ti uger, og bagefter måtte Helene tilbage til verden udenfor.

Hun besluttede at skifte skole for at undgå de gamle rammer, og valget faldt på en efterskole, hvor hun fik en god start.

– Det var en lille skole, hvor der blev holdt bedre øje med os, og jeg havde fået værktøjer med fra Julemærkehjemmet, som hjalp mig med at tro mere på mig selv, så jeg fandt også ind i nogle fællesskaber der. Men ti uger er ikke lang tid, så der var stadig en usikkerhed og mistillid til andre, som hang ved, og da det var en efterskole med konditorfag, fandt jeg trøst i kagerne og tog igen på i vægt. Det smadrede mit selvværd en gang til.

Da efterskoletiden var slut, begyndte Helene på en mekanikeruddannelse.

Det havde altid været hendes drøm at blive bilmekaniker, og hun befandt sig godt i ”mandehørmen” blandt de mandlige studerende.

Men der var en anden pige på uddannelsen, som ikke brød sig om hende, og det aktiverede atter Helenes følelser af at være uønsket, og hun endte med at droppe ud.

– Det var endnu et nederlag, og jeg følte ikke, at jeg duede til noget som helst.

Heldigvis indså Helene med tiden, at hun har masser at byde på.

Selvværdet, som hun fik af de ti uger på Julemærkehjemmet, havde alligevel bidt sig fast et sted, og i dag lykkes det hende for det meste at skubbe usikkerheden i baggrunden.

Det er dog stadig en daglig balancegang, og det er ikke altid, at det vipper den rigtige vej.

– Mobningens konsekvenser stopper ikke bare, fordi mobningen stopper. Det har sat spor ind i mit voksenliv, og jeg kæmper stadig med at opbygge relationer, fordi der i baghovedet er en mistillid til andre og en frygt for at blive forladt og ikke være god nok. Når der sker noget godt for mig, er der altid en lille del af mig, der venter på, at det går galt.

Helene har ikke en stor omgangskreds, men den hun har, beskriver hun som ”vidunderlig”, og hun håber, at hun kan danne flere relationer, efterhånden som hun får mere tro på sig selv og tillid til andre.

Indtil videre priser hun sig lykkelig for de gode mennesker, som er i hendes liv. Familie, kolleger og en god veninde, som hun lærte at kende på efterskolen.

– Det er første gang, jeg har oplevet et venskab, hvor hun gør lige så meget for mig, som jeg gør for hende. Jeg behøver ikke at hænge i med neglene, for at hun har lyst til at være sammen med mig, og hun har bevist, at hun ikke går nogen steder, selv når jeg har det svært. Hende er jeg så taknemmelig for.

Tør drømme stort

I dag er Helene vindmølletekniker og arbejder i firma, hvor hun har været i et år nu.

Her trives hun både fagligt og socialt.

– Det er det fedeste nogensinde. Jeg vågner hver morgen og er glad for det, jeg laver, smiler hun og viser et diplom, som nogle polske kolleger lavede til hende på hendes første årsdag på jobbet.

”Årets medarbejder” står der blandt andet, ligesom hendes værdifulde bidrag til teamet fremhæves.

– Det er ikke et officielt diplom, bare en sød og sjov gestus, som alligevel betyder meget for mig. Sådan en form for anerkendelse har jeg jo manglet før, siger Helene, der har fået fornyet selvtillid af succesen på jobbet og nu tør drømme stort.

– Jeg drømmer om at blive den vigtigste kvinde i vindmøllebranchen. En, som går forrest og viser, at kvinder sagtens kan være i denne branche. De, der mener det modsatte, kan bare komme an! ler hun.

Helene håber også at gøre en forskel ved at dele sin historie og sætte fokus på mobningens konsekvenser, da det forhåbentlig kan få andre til at tænke sig om – eller få de voksne til at skride ind.

– Det er sårbart at stå frem, men det er det hele værd, hvis det kan hjælpe andre. Det er også en måde at bearbejde det på, for jo flere gange jeg fortæller, hvad der skete, desto mere indser jeg, at det ikke var mig, der var noget galt med. Den følelse håber jeg at kunne give videre til andre mobbeofre – at de er gode nok, som de er.

Denne artikel blev første gang bragt hos Ude og Hjemme, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.