Derfor tror vi på konspirationsteorier fremfor fakta

Konspirationsteorier: Derfor tror vi på dem

Er vi ved at udvikle resistens over for fakta, eller hvad sker der? Set i lyset af det sidste års tumult i verden – ikke mindst politisk – er spørgsmålet faktisk alvorligt ment. Mennesker er nærmest ligeglade med, om det, der bliver sagt, er sandt, så længe det passer dem og understreger deres eget synspunkt. Tendensen hedder faktaresistens og er en slags postfaktualitet med stor fed streg under. Faktaresistens betyder, at vi tror på det, vi helst vil tro på, og at vi alle sammen synes, vi har lov til at have vores egen lille private opfattelse af, hvordan verden er skruet sammen. Uanset hvad der er rigtigt. Så, hvorvidt klimaforandringerne er et problem eller ej, afhænger af, hvad vi selv mener og tror, ikke nødvendigvis af, hvad kloge klimaeksperter og NASA-forskere kan frembringe af viden om sagen. Men er vores nye immunitet over for viden et alvorligt fænomen eller bare et kortvarigt tidsfænomen? Er vi bare moment­ant sjuskede i forhold til kildekritik og til fals for slibrige historier på de sociale medier? Nej. Forskning viser faktisk, at fænomenet er helt reelt og skal tages alvorligt.

Det, der sker, handler både om videnresistens og om faktaresistens. Der er masser af fakta, som vi aldrig finder præcis viden om, fordi de ligger for langt fra vores verden i tid og rum, som f.eks. fakta om stenalderen eller fjerne galakser. Men problemet er ikke, at der er viden, som vi ikke kan få fat i, men tværtimod at mennesker ikke tager fakta til sig, som det er relativt let at tilegne sig. Hvordan går det til?

Er hvalen en fisk?

For at besvare det spørgsmål må man i gang med lidt grundlæggende filosofi: Hvad vil det overhovedet sige, at jeg har kundskab om noget? Ifølge filosofien kræver det tre ting. For det første er jeg nødt til at have en bestemt overbevisning, f.eks. at vide, at hvalen er et pattedyr. For det andet er min overbevisning nødt til at være sand. Mennesker troede f.eks. i mange år, at hvaler var fisk, men deres opfattelse var falsk, så derfor kunne den ikke udgøre en form for kundskab. Det er imidlertid ikke nok, at en overbevisning er sand, for at den kan betragtes som kundskab. Forestil dig, at man gætter på, at der findes 37.450 puddelhunde i Sverige, og det viser sig, at det forholder sig sådan. Betyder det så, at man har eksakt viden? Ikke nødvendigvis, det kan lige så godt bare være et heldigt og helt tilfældigt gæt. Hvis ikke man har evidens eller belæg for det, man siger, er der ingen sikkerhed for, at det er sandt. For at man kan tale om eksakt viden skal der være et tredje vilkår til stede: Ens overbevisning skal hvile på et sandsynligt grundlag.

Vi må stole på andre

”Et sandsynligt grundlag” kan være meget forskelligt. Det kan være noget, man erfarer eller har erfaret tidligere. En god grund til at tro, at solen skinner i København i dag, er, at du opholder dig i København og kan se solens stråler og mærke deres varme. Det meste af den viden, vi har, baserer sig imidlertid ikke på vores egen erfaring. Størsteparten af vores viden stammer fra mennesker, som ved mere. For at finde ud af, hvor mange pudler, der findes i Sverige, er det smartere at kontakte nogen, der ved noget om sagen, f.eks. en pålidelig kilde som den svenske kennelklub, som har et register over samtlige pudler i Sverige. Det hænger sammen med, at vi har lavet en smart arbejdsfordeling, når det gælder viden og information. Fuldstændig ligesom vi arbejder med forskellige ting og bliver eksperter i det, vi laver som forskere, jurister, bagere eller andet, så er arbejdet med at indsamle viden fordelt på os alle sammen. For at blive klogere på noget, der ligger uden for vores eget vidensområde, er vi nødt til at stole på andre, som ved mere, end vi gør. Menneskets viden er i høj grad et socialt spørgsmål. At være vidende indebærer på den måde, at man har sande, velbegrundede overbevisninger. Og at være kundskabsresistent betyder omvendt, at man ikke baserer sine overbevisninger på et godt grundlag eller tilstrækkelig evidens.

LÆS OGSÅ: Ny viden: ville du gå i terapi hos en robot?

Lidt uvidende, meget stædige

Nu er der ingen, der er kundskabsresistent hele tiden – et menneske, der ikke ved noget som helst om sin omverden, ville ikke overleve ret længe. Men vi har en tendens til at udvise resistens over for viden i visse situationer.

For at kunne forstå, hvorfor det sker, er man nødt til at kigge på de psykologiske aspekter. I den forbindelse er der i virkeligheden to spørgsmål, vi bør stille os selv. Hvorfor beskæftiger vi os egentlig med så mange mærkelige ting? Og hvorfor bliver vi ved med at tro på dem?

Det første spørgsmål handler om, hvordan det går galt fra starten. Svaret handler om vores omgivelser. Netop fordi vi er afhængige af andre, hvad størsteparten af vores viden angår, kan vi være uheldige at være omgivet af de forkerte kilder. Vi kan f.eks. være vokset op i et dogmatisk miljø, have haft en dårlig skolegang, læst ringe aviser og mødt upålidelige politikere. Og det kan få os til at tro på mærkelige ting senere i livet.

Øgler og konspiration

Da de to amerikanske filosoffer Eric Mandelbaum og Jake Quilty-Dunn sammenlignede en række amerikanske undersøgelser i deres artikel ”Believing Without Reason or: Why Liberals Shouldn’t Watch Fox News” viste det sig, at 26 procent af alle voksne i USA tror, der findes hekse. 11 procent tror, at det måske er øgler, der har taget menneskelig form, der styrer verden, næsten 50 procent accepterer ikke evolutionsteorien, 25 procent tror, at det er solen, der bevæger sig rundt om jorden, og ikke omvendt. Og i 2012 var der stadigvæk 64 procent af amerikanerne, der ikke troede på, at Barack Obama var født i USA. I Sverige foretog man en lignende undersøgelse for at teste svenskernes kundskabsniveau. Det viste sig her, at 16 procent tror på spøgelser, og 37 procent på overnaturlige fænomener. Seks procent af svenskerne mener, at månelandingen i 1969 var fusk og optaget i et filmstudie, syv procent tror, at USA og den vestlige verden helt bevidst fremkaldte konflikten i Ukraine, og 40 procent tror, at mad, der er udviklet med genteknik (GMO) er sundhedsfarlig. Det er let at grine ad, hvor åndssvage folk er, men man skal huske, at man rent faktisk kunne være lige så ”dum” selv.

Troen på det utrolige

En medvirkende og forstærkende faktor er medierne. Falske nyheder og misinformation spreder sig som en løbeild, og hvis man ikke er naturligt på vagt over for rygter og tænker kritisk, risikerer man at opbygge et verdensbillede, der ikke har noget med virkeligheden at gøre. Man hvorfor bliver vi ved med at tro på så mange tossede ting? Hvorfor bliver vi ved med at tro på noget, der ikke er grundlag for at tro på? Eksperimenter med mennesker viser, at vi sågar holder fast i en bestemt overbevisning, selv når vi får bevis for, at det, vi tror på, er løgn eller ikke passer. Hvordan kan det lade sig gøre?

Forklaringen ligger i det kognitive tankesæt. Blandt andet i det særlige mønster, man kalder bekræftelsesbias: Altså en tendens til at forsøge at bekræfte sine egne overbevisninger. Psykologer har studeret fænomenet bekræftelsesbias siden 1960’erne, og der er bunkevis af beviser for, at fænomenet er robust. I stedet for at udsætte vores teorier for kritisk granskning gør vi, hvad vi kan, for at bekræfte dem. Dette kan ske mere eller mindre bevidst. Det kan udmønte sig i, at vi opsøger kilder, som vi regner med vil bekræfte det, vi selv mener. Bekræftelsebias er i høj grad en del af det nuværende medielandskab – aldrig har det været lettere at finde en kilde, som bekræfter ens teori, eller som maler videre på det billede, man allerede er i gang med i stedet for at sætte spørgsmålstegn ved det. Men det kan også være helt ubevidste valg. F.eks. har vi en tendens til at opfatte evidens, der understøtter det, vi selv tror på, som mere vederhæftig og fyldestgørende og lede efter fejl hos anden evidens, der afkræfter vores egne teser og ikke understøtter vores holdninger. Amerikanske forskere har studeret en form for bias, der er beslægtet med bekræftelsesbias, hvor man leder efter holdninger, der kan bekræfte ens egen ideologisk-kulturelle gruppe. Dan Kahan, professor i jura og psykologi på Yale University kalder det ”det politisk motiverede tankesæt”. Hans kolleger har foretaget nogle eksperimenter, som viser, at når et fakta-spørgsmål er politisk ladet, baserer vi ofte vores holdninger på følelser i stedet for på evidens.

Bekræft, bekræft, benægt

Et forsøg gik ud på, at man bad en gruppe mennesker læse nogle tabeller over, hvor effektiv en særlig hudcreme var til at behandle eksem. Inden havde man undersøgt forsøgspersonernes matematiske evner, og det viste sig, at dem, der var bedst til matematik, også var dem, der var bedst til at forstå og tolke tabellerne. Bagefter fik deltagerne en ny opgave: Denne gang skulle de læse nogle tabeller, som havde et mere politisk indhold, blandt andet handlede de om global opvarmning og våbenkontrol. Alle havde pludselig langt sværere ved at læse tabellerne korrekt, hvor det havde været superlet tidligere. Og dem, der var gode til matematik, var dem, der blev allermest påvirket. De havde 45 procent større chance for at regne rigtigt, når data matchede deres ideologi. Det hjælper med andre ord ikke, at man er klog og har stor viden: Når det handler om politik, tager følelserne åbenbart over. Og så tror man det, man vil tro, ikke det, man har grund til at tro. Resultatet af politisk motiveret tækning er det, Kahan kalder faktapolarisering. Vores synspunkter, når det angår global opvarmning, våbenkontrol, kriminalitet, vacciner og meget, meget mere, hænger sammen med vores politiske holdning. Forskerne ser dette som en ny tendens. Politiske uenigheder og forskelle har eksisteret altid, men de har handlet om politiske vurderinger – man har altså diskuteret politiske emner direkte, f.eks. om retfærdighed er vigtigere end individets frihed. Det nye er, at i modsætning til før er mennesker stærkt polariserede, også når det gælder helt almindelige hverdagsting og spørgsmål, man forholder sig til i almindelighed.

Vi ved ikke, at vi er dumme

De kognitive skævheder medfører, at vi i visse situationer har svært ved at basere vores overbevisninger på tilgængelig evidens. Jo mere central og grundlæggende en bestemt holdning er i forhold til ens identitet og i forhold til den gruppe, man tilhører, jo større er risikoen for, at følelserne tager over. Det bekymrende ved dette er, at vi tilsyneladende er ret ubevidste om dette. Og endnu mere bekymrende er det, at jo mindre vi ved, jo mere sikre føler vi os åbenbart i vores sag. Det hænger sammen med en anden skævhed, den såkaldte Dunning-Kruger-effekt. Psykologerne David Dunning og Justin Kruger har peget på, at der findes et omvendt samspil mellem evne og selvtillid. Den, som har meget lille kompetence inden for et område, ved det ikke selv, for det kræver stor viden at forstå, at man netop ikke er særlig vidende. Mennesker med lille indsigt har derfor en tendens til overvurdere deres egen kompetence. Det kan gælde alle former for praktisk kunnen fra at spille tennis til intellektuelle færdigheder.

Invadér "lortet"

Egentlig er det ikke så sært. For at kunne vurdere, om jeg er god til at tænke logisk, er jeg jo nødt til at have en viden om logik. Men det er selvfølgelig usmart, at den, der mangler indsigt og viden, ikke er klar over sine egne mangler. Det virkelig skræmmende er, at de mennesker, der mangler viden inden for et bestemt område, typisk har utroligt stærke holdninger om relaterede spørgsmål. I 2014 undersøgte Washington Post amerikanernes indstilling til, om USA burde gribe ind militært ind i Ukraine, efter at Rusland havde invaderet landet. Jo mindre, man vidste om, hvor Ukraine lå, jo mere overbevist var man om, at en invasion var en god idé. Dem, der troede, at Ukraine lå i Sydamerika, var de stærkeste fortalere for et amerikansk militært angreb. Er videnresistens noget nyt? På en måde nej. Vores kognitive skævheder og selektive hukommelse har eksisteret så længe, der har gået mennesker på jorden. Man kan tit undre sig over, hvorfor pokker evolutionen har udstyret os med reaktionsmønstre og mekanismer, der fører os på afveje. Nogle forskere mener, at de kan have haft en vis overlevelsesværdi – det kan f.eks. have været smart at have samme tro og overbevisning som de andre i ens stamme, hvis man ville klare sig og ikke få hugget hovedet af eller blive udstødt af gruppen. Ligesom at det er krævende at gå og tvivle og vurdere alting. Men når disse nedarvede evner og psykologiske mekanismer bliver udsat for det moderne polariserede samfund og det nye tag selv-bords-agtige mediebillede, kan det gå frygtelig galt. Og i det lys er kundskabsresistens eller postfaktualitet et nyt og farligt fænomen.

Åsa Wikforss er professor i teoretisk filosofi ved Stockholms Universitet og har skrevet bogen ”Alternativa fakta: Om kunskapen och dess fiender”