https://imgix.femina.dk/media/article/1514-hvilken-loebetype-er-du.png
Sundhed

Hvilken løbetype er du?

4. december 2017
af Julie Rosendahl
Nogle kan lide at løbe langt, andre kan lide at snakke, og nogle vil gerne koble fra, mens de løber ud ad skovstien. Uanset hvad kan bevidstheden om, hvilken type løber du er, hjælpe dig til at blive gladere for løberiet. Se, om du kan finde dig selv, når vi ser nærmere på, hvordan personlighed og løb hænger sammen.
Vi er mange, der løber derudad (eller har ambitioner om at gøre det), men vi er ikke alle enige om hvordan og hvorfor. Er det en social begivenhed, for at tabe os eller for at få ro i hovedet eller noget helt fjerde? Halter det med din motivation, kan det være en hjælp at blive bevidst om, hvilken løbetype du er, og hvad løb gør for dig. Vi hjælper dig derfor til at pejle dig ind på, hvilken slags løber du er, så du kan komme godt af sted.

Den sociale løber

Den sociale løber kunne lige så vel findes i en cykelklub som i en løbeklub, for her er det nemlig det sociale aspekt, der er det afgørende. Som social løber har du mulighed for både at få klaret samværet med veninderne og motionen på én gang, og det er ofte noget, du skemalægger og prioriterer, da dine løbekammerater forventer din tilstedeværelse. • Du motiveres af socialt samvær • Du kan godt lide at høre til en gruppe • Du identificerer dig med dit løb og din klub • Din træning skal både være sjov og effektiv TIP: Find en veninde, som er lidt bedre end dig selv. Så presser du dig selv bedre – imens du er social. Lær at løbe 5 og 10 kilometer på 10 uger med FEMINAs løbeprogram

Enspænderen

Sololøberen er typisk enspænder på mange områder – generelt introvert. Som sololøber kan du sagtens befinde dig blandt en masse andre mennesker i skoven, på gaden, eller hvor du løber, men du ænser dem ikke. Du befinder dig i dit eget mentale rum, hvor du har fokus på dit løb, din tid og dine tanker. Måske i selskab med musik i ørerne. • Du er god til at fokusere og lukke omgivelserne mentalt ude • Du løber, når det passer dig • Du bruger både løb som træning og til at koble fra • Du plejer dine sociale bekendtskaber på andre tidspunkter TIP: Konkurrér eventuelt med andre på Endomondo (du behøver ikke at møde dem i virkeligheden).

Den konkurrence-mindede

Kan du godt lide at se forbedringer og konkurrere med dig selv eller andre, er du det, vi kunne kalde for udfordringsløber – typen, der tracker sin løbetur på kryds og tværs og træner mere end gennemsnittet. For at se forbedringer kaster du dig gerne ud i lidt af hvert – intervaltræning, bakketræning, strandløb osv. Og så deltager du gerne i flere løb og konkurrencer. • Du kan godt lide at bruge forskelligt gear, f.eks. løbeur • Du sætter dig et mål og når det • Du kan godt lide forskellige og udfordrende terræner • Du sørger for at have tid i kalenderen, for løbet er højt prioriteret TIP: Tag udenlands, eller find et nyt terræn, så du kan udfordre dig selv uden for vante rammer.

Humørløberen

Humørløberen er måske ikke typen, der altid har været vild med at løbe, men hun er blevet det, fordi hun har opdaget, hvor mange gavnlige effekter løb kan have på hendes humør og helbred. Hvor ofte du er af sted som humørløber, kan variere, da det handler om at mærke efter. I perioder med travlhed prioriterer du løbet for at koble fra, hvilket du både kan gøre til god musik og naturens stilhed. • Du er i kontakt med dine følelser • Dit løb føles som et frirum • Det skal ikke nødvendigvis gå stærkt, når du løber • Dit løb handler mere om velvære end om fysiske resultater TIP: Løb også, når du er i godt humør, og mærk, hvordan løbet føles sjovere og lettere.

Sundhedsløberen

Sundhedsløberen har fået øjnene op for løb, enten fordi det påvirker hjerte og kredsløb positivt, eller fordi det er en god vej til at slanke sig. Som sundhedsløber er du ikke passioneret omkring løb, men du gør det et par gange om ugen, fordi det er effektivt. Da det ikke er lysten, der driver værket, kan dit forhold til løb være periodisk. • Du kan godt lide at have kontrol over din krop • Du vil gerne føle og se resultater – selve løbeturen er mindre interessant • Du tager enten løbebåndet eller en fastlagt rute frem for nye udfordringer • Du kan have tendens til at give op, fordi du ikke synes, det er sjovt TIP: Afprøv forskellige motionsformer – måske er der noget, du tænder mere på end løb. LÆS OGSÅ: Her er de 10 mest populære træningshits lige nu
https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også