Lægerne sagde, at Ine var rask. Men hun var sikker på, at der var noget galt

– Jeg har altid tænkt meget på døden, lige siden jeg gik i børnehave og forstod, at vi en dag skulle dø, fortæller 40-årige Ine Møller Anwar.

Det, der begyndte som "ufarlige", nysgerrige og filosofiske tanker om døden, skulle dog udvikle sig til at blive en altopslugende dødsangst.

I 2021 åbnede Ine op om sin mangeårige angsthistorie i sin egen podcast ’Bak Fasaden’.

– Jeg har sjældent fået så mange tilbagemeldinger på en episode, som jeg gjorde på den. Så jeg tror, det er noget, mange kæmper med, siger Ine.

Hun fortæller om en frygt for bakterier og sygdom, som begyndte allerede i folkeskolen.

"Hvad har folk rørt ved? Kan de smitte mig? Kan jeg spise den skive brød, når den er faldet på gulvet?"

– Jeg kan huske, at jeg var ekstremt bange for at få roskildesyge. En gang da min lillebror havde det, turde jeg ikke gå ind i huset, fordi jeg var så bange for at blive syg, fortæller Ine.

Samtidig kæmpede hun med ængstelige tanker om den verden, vi lever i.

"Hvad nu hvis der bliver krig? Hvad hvis det fly, vi skal flyve med, styrter ned?"

– Det udviklede sig efterhånden til tvangstanker. Jeg følte, at jeg var nødt til at gøre bestemte ting for at undgå, at forfærdelige ting skulle ske, fortæller Ine.

Den højre sok skulle tages på før den venstre. Nogle gange følte Ine trang til at hinke i stedet for at gå.

– En dag hinkede jeg hele vejen hjem fra min bedste venindes hus. Min stedmor havde set mig og troede, jeg var kommet til skade, fortæller Ine.

I dag kan hun se, at tvangstankerne og handlingerne handlede om at få en følelse af kontrol.

– Alt det, jeg var bange for, var jo ting, jeg ikke kunne have nogen kontrol over.

I ungdomsårene blev frygten lidt mildere.

– Jeg talte meget med min far om det, og han hjalp mig en del, siger Ine.

Tankerne lå altid og ulmede i baggrunden, fortæller Ine, men for det meste levede hun som en almindelig teenager. Frygten kom dog frem i ny og næ, for eksempel da Ine lærte om meningitis i folkeskolen.

– Dengang mærkede jeg alle symptomerne og var overbevist om, at jeg havde fået det, siger hun og fortsætter:

– Og så døde min brors bedste ven i en trafikulykke. Jeg var 16 år og mærkede angsten igen – "shit, det er jo også farligt at køre bil!" Tankerne om døden blev lidt stærkere, for det var den første unge person, jeg havde kendt, som var død. Jeg tænker stadig meget på ham, siger Ine.

En trigger for angsten

Som 21-årig fik Ine sit første barn. Som nybagt mor blev angsten endnu stærkere.

– Jeg var meget alene med min søn og var meget bange for at dø fra ham. At han skulle blive helt alene. Jeg tror, mange oplever dette, når de bliver mødre.

Ine tror også, at hendes valg af erhverv til tider har været en trigger for angsten. Ine er uddannet sygeplejerske og driver i dag sin egen klinik i Fredrikstad. Men gennem årene har hun også arbejdet med alvorligt syge patienter, for eksempel på en kræftafdeling.

– Jeg har fulgt mennesker til døden, og det har på mange måder været smukt. Men det fodrede også angsten lidt, fortæller Ine, men tilføjer, at passionen for at hjælpe andre mennesker altid har gjort, at sygeplejerskestudiet var det rigtige valg for hende.