Kvinder, der har født, står alene med udbredt oplevelse - det vil psykologer nu lave om på

Alt gik godt. Barnet var sundt, fødslen blev registreret som ukompliceret, og få timer senere blev den nybagte mor sendt hjem.

Alligevel sidder oplevelsen fast i kroppen hos mange kvinder længe efter. Nogle reagerer voldsomt på lyde, andre sover uroligt og genoplever øjeblikke fra fødslen, de ikke helt kan placere i rækkefølge. Noget føles galt. Forkert. Skamfuldt.

Et borgerforslag om efterfødselsklinikker har sat “Vi skal tage kvinders fysiske sundhed efter fødsel seriøst” på dagsordenen på Christiansborg. Men selvom psykologerne Anna Caya Stenz og Louise Laura Højer Nielsen er glade for det, mener de, at vi mangler noget vigtigt: Et udvidet fokus, der også indebærer/rummer de psykiske mén.

Det valgte de derfor at skrive deres speciale om.

En potentiel traumatisk oplevelse

Anna Caya Stenz er nyuddannet psykolog fra Syddansk Universitet og har skrevet både bachelor og speciale om traumatiske fødselsoplevelser. Interessen er både faglig og personlig. Hun er selv mor til to og begyndte for alvor at stille spørgsmål ved fødslen som oplevelse, da hun efter sin egen første fødsel reflekterede over, hvor voldsom den havde været.

– En fødsel lever faktisk op til rigtig mange af de kriterier, vi i psykotraumatologien definerer som en potentiel traumatisk hændelse: kontroltab, uhåndterbar smerte og uvisheden over, om man selv eller ens barn overlever, forklarer Anna Caya Stenz.

I sit speciale interviewede hun og hendes specialemakker Louise Laura Højer Nielsen fem kvinder, der havde født inden for fem år, som selv oplevede deres fødsel som traumatisk. Fire af dem havde undervejs haft konkrete øjeblikke, hvor de frygtede, at de selv eller deres barn ville dø – og levede dermed reelt op til diagnosekriterierne for en posttraumatisk reaktion.

Alligevel var der ingen af dem, der automatisk blev samlet op psykisk efter fødslen.

Personalets oplevelse er ikke den fødendes

Selvom hverken den fødende eller barnet har været i livsfare under fødslen, kan den opleves meget voldsom. Men det opdages ikke, fordi et centralt problem ifølge Anna Caya Stenz og Louise Laura Højer Nielsen er, at vurderingen af en fødsel ofte tager udgangspunkt i journaler og faglige standarder, og ikke i den fødendes subjektive oplevelse.

– Personalet kan se på en fødsel og sige: “Det gik fint”. Men den fødende kan have ligget med en oplevelse af, at både hun og barnet var i livsfare. De to oplevelser stemmer ofte ikke overens, siger Anna Caya Stenz.

Under en fødsel kan personalet komme med små udsagn, som for eksempel: “Barnets hjerterytme falder,” og da den fødende kvindes krop er i alarmberedskab, og hendes hormoner ræser rundt, kan situationen opleves som livstruende, selvom det fagligt set er almindeligt.

For nogle kvinder fører det til dissociation: en tilstand, hvor bevidsthed og krop kobles fra hinanden. Man oplever fødslen udefra, mister tidsfornemmelsen og har svært ved efterfølgende at huske, hvad der skete hvornår.

– Når man så bagefter ikke får hjælp af personalet til at samle oplevelsen op, kan der opstå store huller i forståelsen. Hvad skete der egentlig? Var vi i fare? Kunne jeg have gjort noget anderledes? siger hun.

Det er dog vigtigt for Anna Caya Stenz at understrege, at hun anerkender sundhedssektorens udfordringer, og at de helt sikkert bidrager til udfordringen.

– De er jo helt vildt omsorgsfulde, dem, der arbejder i det her felt, men det er en udfordring, når der ikke er ressourcer nok.

“Du fik jo et raskt barn”

Ifølge Anna Caya Stenz og Louise Laura Højer Nielsen er der i samfundet en udbredt opfattelse af, at der er en sammenhæng mellem barnets sundhed og fødselsoplevelsens kvalitet.

– Når fødslen bliver reduceret til et resultat, et raskt barn, bliver den psykiske oplevelse underkendt. Det skaber grobund for skam. “Hvorfor er jeg stadig påvirket, når alt gik godt?” spørger mange sig selv, fortæller Anna Caya Stenz.

Når man undersøger PTSD, som man typisk gør hos for eksempel veteraner, spørger man blandt andet ind til tre centrale symptomgrupper: undgåelsesadfærd, genoplevelser og hyperarousal.

Det kan være, om man undgår bestemte situationer eller tanker, om man genoplever hændelsen i form af mareridt, og om man er konstant i alarmberedskab, reagerer kraftigt på lyde, lugte eller andre sanseindtryk.

I speciale-interviewene fortalte flere af kvinderne, at de havde beskrevet netop disse symptomer over for sundhedspersonalet. Alligevel var den eneste hjælp, de blev tilbudt et forløb målrettet fødselsdepression, selvom deres reaktioner i virkeligheden pegede i en helt anden retning.

Anna Caya Stenz’ og Louise Laura Højer Nielsens formål med specialet er at bygge bro mellem to felter, der sjældent forbindes: et omfattende forskningsfelt om traumer og posttraumatiske reaktioner, hvor vi ved meget om både symptomer og effektiv behandling – og fødselsområdet.

For der findes allerede solid viden om, hvad der hjælper, når mennesker udvikler posttraumatiske reaktioner. Den viden bliver bare sjældent brugt i mødet med kvinder efter en voldsom fødselsoplevelse.

– Men jeg ville synes, at vi var langt, hvis der bare var en forståelse for, at man godt kan komme hjem med et sundt og rask barn, og alt på papiret er gået okay, men at det stadig kan have været en virkelig voldsom oplevelse, og man har brug for at snakke om det, siger Anna Caya Stenz.

En traumeinformeret tilgang

I dag er Sundhedsstyrelsens anbefalinger til sundhedspersonale, at der 48–72 timer efter fødslen skal foretages en jordemodervurdering af mor og barn, og fødselsforløbet skal drøftes med mulighed for en uddybende efterfødselssamtale ved behov.

Men ifølge Anna Caya Stenz og Louise Laura Højer Nielsen handler samtalen i praksis ofte om det fysiske forløb og barnets trivsel. De efterlyser, at man i langt højere grad bruger samtalen til også systematisk at interessere sig for den fødendes subjektive oplevelse – især de psykiske eftervirkninger.

For ifølge dem er det netop i dagene efter fødslen, at mange står alene med ubesvarede spørgsmål og voldsomme indtryk. Ikke fordi noget nødvendigvis gik galt på papiret, men fordi kroppen og nervesystemet stadig befinder sig i alarmberedskab.

En større opmærksomhed på traumereaktioner i den tidlige opfølgning kunne være et første skridt mod at sikre, at færre går hjem med oplevelsen af, at de selv og deres barn var ved at dø, uden at nogen nogensinde hjælper dem med at få sat ord og mening på det.

– For langt de fleste vil det være givende bare at tale fødslen igennem. Også selvom den ikke var traumatisk. For nogle vil der være behov for mere hjælp – og det skal der være plads til, siger Anna Caya Stenz.

Graviditets- og fødselsforløbet afrundes otte uger efter fødslen, som det ser ud i dag, og det er ofte ens eget ansvar at booke samtalen. Men det ville også være en god idé at indkalde folk systematisk mellem 3-7 måneder efter samt tilbyde yderligere psykologisk støtte ved behov, mener psykologerne.

– Den voldsomme fødselsoplevelse kan sidde i kroppen i meget mere end otte uger, og det skal der tages hånd om, siger Anna Caya Stenz.

For flere af kvinderne i specialet satte den første fødsel faktisk spor langt ind i næste graviditet. Nogle valgte planlagt kejsersnit for at genvinde en følelse af kontrol. Andre bar frygten med sig uden at have fået sat ord på den.

– Man kan godt komme hjem med et sundt og raskt barn – og stadig have været igennem noget, der kræver bearbejdning. Det ene udelukker ikke det andet, siger Anna Caya Stenz.

Og netop den erkendelse mangler ifølge dem stadig at få plads i den måde, vi taler om fødsler på i Danmark.