Mona forsøgte i 14 år. Nu har hun opgivet at blive mor, men håber, at noget ændrer sig

Mona Kierbye Thorup startede dagen på Skejby Sygehus i Aarhus om morgenen klokken 7 til blodprøver. Så kørte hun på arbejde og direkte derefter mod Horsens Sygehus til fertilitetsbehandling.

Dagen efter måtte hun køre nord på til Center for Gentagne Ufrivillige Aborter i Aalborg.

Lægeaftalerne var i årenes løb mange, og Mona kørte i flere perioder af sit liv i pendulfart mellem forskellige sygehuse, egen læge og fertilitetsklinikker i forsøget på at blive mor – samtidig med at hun passede sit arbejde midt i en stor livskrise.

Det stod på sammenlagt i 14 år. Seks graviditeter og seks ufrivillige aborter blev det til undervejs, før hun for et halvt år siden måtte erkende, at hun ikke kunne fortsætte.

Nu har hun opgivet at blive mor, men har i stedet valgt at tale højt om, hvor invasiv fertilitetsbehandling har været for både hendes privat- og arbejdsliv.

– Jeg har været utroligt taknemmelig for den hjælp, vi har fået, om end det ikke er blevet til noget. Men vi har også et sundhedssystem, hvor der udelukkende er fokus på at fikse lige præcis det problem, man er blevet henvist for. Og så måske ikke så meget alt det, det kan føre med sig.

Mona var 25 år, da hun startede i fertilitetsbehandling med sin daværende mand. Ret hurtigt konkluderede de, at der måtte være noget galt, så de søgte hjælp.

– Og så troede jeg, at jeg skulle være ung mor. “Nu sker det lige om lidt, nu er der nogen, der fikser det her,” tænkte jeg.

Der gik bare to måneder, før Mona blev gravid med reagensglasbehandling. Det lykkedes i første forsøg, og hun var lykkelig.

Men den 29. juni 2012 på sin fødselsdag aborterede hun.

– Jeg havde slet ikke overvejet, at sådan noget kunne gå galt. Én ting er, at vi ikke snakker om fertilitetsbehandling, men der er heller ikke mange, der rækker hånden i vejret og taler om ufrivillige aborter.

Mona fortsatte fertilitetsbehandlingen med hormoner, ægudtagninger og forsøg, der ikke lykkedes - indtil de gjorde.

Hun blev gravid og mistede igen og igen.

Lægerne har ikke kunnet finde nogen forklaring på, hvorfor hun bliver ved med at abortere ufrivilligt. De formoder, at Mona har et overaktivt immunsystem, som går til angreb, når hun bliver gravid. Men det virker som en gættekonkurrence, synes hun.

For et halvt år siden tog hun med sin mand den endelige beslutning om at stoppe behandlingen og opgive drømmen om at blive forældre.

– Det fortærer jo én fuldstændig. Og det, der gør det ekstra svært, er, at begge parter sidder dybt i suppedasen. Normalt ville man kunne søge støtte hos hinanden i en krise, men det er svært. Man har ikke overskud til at være der for den anden.

– Nu har vi bestemt os for, at vi skal noget andet. Hvis vi fortsætter, er jeg bange for, at det går ud over for meget andet, som er kostbart. Vores mentale helbred og ikke mindst vores parforhold.

Den dag, de tog beslutningen, var første gang i flere år, at Mona kunne trække vejret helt ned i maven. Det var en befrielse, for hun kunne ikke klare mere.

“Min arbejdsplads blev mit helle”

Lige siden Mona første gang fortalte sin leder og kolleger, at hun gik i fertilitetsbehandling, har der været styr på formerne, som hun kalder det.

De har været rummelige og forstående i fagforeningen HK, hvor hun arbejder som udviklingskonsulent, og det har heller aldrig stået i vejen for hendes muligheder for at udvikle sig i virksomheden.

– Alle er helt med på, at vi sammen skal gøre en indsats for, at vi får født de næste borgere til vores samfund. Men det er jo langt fra alle arbejdspladser, der er sådan, siger Mona.

På trods af rummeligheden var det stort set umuligt for hende at passe sit arbejde som hidtil, i hvert fald i de mest travle og mentalt udmattende perioder af behandlingen.

– Der er ikke nok timer i døgnet, selvom jeg forsøgte at få de første tider om morgenen på sygehuset. Men det er ikke altid muligt, og i mange tilfælde måtte mine kolleger tage over, forklarer Mona og fortsætter:

– Jeg har haft en enormt både forstående arbejdsplads og kolleger. Men jeg vidste jo selv, hvad konsekvensen af mit fravær var, og det syntes jeg var hårdt at være i. Hver gang jeg skulle noget, så tørrede jeg mine opgaver af på en anden, som godt nok gerne ville hjælpe mig, men jeg kunne ikke hjælpe dem. For jeg var der jo ikke.

Mona følte et pres indefra for til gengæld at byde ind i andre situationer, hvor hun i teorien kunne hjælpe, men i realiteten ikke havde overskuddet til det. Hun følte sig utilstrækkelig.

– Jeg stod jo i en ret stor krise i mit liv, var samtidig voldsomt påvirket af hormoner og fløj rundt i hele landsdelen for at være på sygehuset. Jeg ventede og ventede og tankerne kørte konstant rundt.

Ifølge Mona mangler vi et sprog for, hvordan vi taler om fertilitetsbehandling på arbejdspladserne. Hun oplevede at blive spurgt ind til “meget private ting” af velmenende kolleger, men den kontinuerlige snak om, at det ikke gik, fik hende sommetider til at føle sig som produktionsanlæg med en defekt motor.

Hun understreger, at det selvfølgelig er en individuel præference, for andre vil måske meget gerne have, at der bliver spurgt ind til alle detaljerne. Hun er desuden klar over, at hendes kolleger altid forsøgte at være søde og støttende.

Men i sidste ende valgte hun at instruere sine kolleger i, at de ikke behøvede at spørge. Hun ville gerne selv vælge, hvornår hun ville tale om det, så hun ikke risikerede at blive spurgt ind til behandlingen dagen efter en abort.

– Min arbejdsplads blev på mange måder mit helle. Det var der, hvor jeg var noget andet end ufrivilligt barnløs. Derfor havde jeg ikke behov for at tale om det, når jeg var på arbejde, for det var der, jeg kunne holde fri fra det.

Det skal aftabuiseres

Hvis ikke Mona havde fået den enorme støtte fra sin arbejdsplads - eller ikke havde turdet at sige højt, hvad hun havde brug for - er hun sikker på, at det ville have været en ganske forfærdelig hverdag at være i.

Derfor synes hun også, at vi kollektivt skal begynde at snakke mere om fertilitetsbehandling for at skabe en forståelse for, hvor invasivt det kan være.

– Vores arbejdsplads er et af de steder, vi bruger allerflest af vores vågne timer. Derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi bliver okay med, at det her også er en del af folks arbejdsliv. De fleste kender nogen, der har været i behandling eller er i behandling lige nu.

I det hele taget drømmer hun om at få gjort op med “åndssvage spørgsmål” som:

“Skal I ikke snart have nogle børn?”

“Jamen, I kan da også bare adoptere?”

“Hvad med at blive plejefamilie?”

– Der er mange, der bliver ivrige og får lyst til at fikse andres problemer, men jeg ville virkelig ønske, at alle mennesker i hele verden kunne lære at sige: “Det er jeg virkelig ked af at høre,” punktum.

– Det hjælper heller ikke at sige: “Det forstår jeg godt”, for det tror jeg overhovedet ikke, du gør. Når folk har sagt det, har jeg altid følt, at vi sad på to forskellige poler og var så langt fra hinanden som overhovedet muligt.

Mona ville i stedet ønske, at vi bare kunne være i det. Kunne være i, at folk er kede af det, og at det er okay.

Og selv hvis alt “det formelle” er i orden på en arbejdsplads, er der stadig plads til at adfærdskulturen ændrer sig, mener hun. Ufrivillig barnløshed er stadig et tabu – også på arbejdspladsen, og mens vi jævnligt taler om barsel og børnefamilier, handler det sjældnere om at forstå dem, der står udenfor, siger hun.

– Jeg håber også, at nu hvor man politisk har bestemt, at man gerne vil støtte op om at flere kan være i fertilitetsbehandling, fordi det er vigtigt, at vi får nogle børn, at man samtidig husker, at der skal stå nogle hele mennesker tilbage på den anden side, uanset om de får børn eller ej.

– For det er invasivt og kan være så langtrukkent, at det har store konsekvenser for et menneske, når det drejer sig om ventetid, sorg, tab, frustrationer og forventninger, der ikke altid bliver indfriet.

Mona glæder sig over, at der er mange andre ting i livet, der er smukt og skønt, siger hun. Det er nemt at glemme, når man er i krise, men det hjalp hende at grave dybt og finde det frem igen.

Nu fokuserer hun på at nyde den store frihed, hun ikke ville have haft, hvis hun havde børn: Økonomisk frihed, tid til at rejse, tid til at dyrke tosomheden.

– Livet kan også være godt uden børn, og jeg er stadig mig.