Hvad er de mest almindelige kønssygdomme? Klamydia, gonore, herpes, klamydia, kønsvorter, mycoplasma, syfilies
Krop & velvære

Her er de mest almindelige kønssygdomme i Danmark

16. maj 2022
Af Redaktionen
Foto: Shutterstock
Hvad er de mest almindelige kønssygdomme? Og hvordan man behandler man en kønssygdom? Her får du et overblik over de forskellige kønssygdomme, symptomer, og hvad du kan gøre for at behandle dem.

Kilde til meget fornøjelse, ja, men underlivet er desværre også kilde til ubehag.

Det er ganske almindeligt at have et utilfredst underliv, hvad enten der er tale om en svampeinfektion, eller om du er af de 30.000 om året, der har fået klamydia.

Desværre er det ikke altid lige nemt at mærke, om du har erhvervet dig en kønssygdom eller en såkaldt sexsygdom. Altså en sygdom, der smitter via seksuel kontakt.

Vi har samlet en liste over kønssygdomme og guider her dig til, hvordan du behandler dem. Og så kan du blive klogere på, hvilke symptomer du skal være ekstra opmærksom på.

Hvad er de klassiske symptomer på kønssygdom?

Der er forskellige symptomer på kønssygdomme.

Symptomer på kønssygdomme kan eksempelvis komme til udtryk ved udflåd og skedebetændelse.

Nogle oplever også at få underlivsbetændelse, som kan vise sig ved, at det svier, og du har en større tissetrang.

Derudover er underlivssmerter ofte et symptom på kønssygdomme.

Du bør naturligvis altid kontakte din læge, hvis du har mistanke om, at du måske har en kønssygdom eller oplever smerter i dit underliv.

Mange oplever også, at de slet ikke har symptomer på en kønssygdom, men først finder ud af det, når de bliver undersøgt hos lægen.

Det gælder blandt andet personer, som har sexsygdommen klamydia, som er den hyppigste seksuelt overførte infektion her i landet.

Hos kvinder er det kun 25 procent, som oplever symptomer. Næsten halvdelen af de mænd, der er smittede med klamydia, oplever ingen symptomer.

Behandling af kønssygdomme

Ifølge Bispebjerg Hospital er der forskellige behandlingsformer, der virker, alt efter hvilken kønssygdom, du har fået.

Behandling af kønssygdomme

Mange kønssygdomme kan behandles med antibiotika i form af tabletbehandling. Det er bl.a. denne behandlingsform, der gives ved klamydia, herpes og gonoré.

Omkring 20 procent af alle danskere er smittet med herpesvirus type-2, dog uden at vide det. I 2018 blev der rapporteret 3.251 tilfælde af gonoré i Danmark, hvoraf de fleste tilfælde er hos mænd.

Ved kønsvorter, også kaldet kondylomer, kan du behandle selv med en creme, eller også kan din læge behandle med frysning eller creme.

Mange seksuelt aktive personer vil på et tidspunkt i livet blive smittet med HPV-virussen, som kan føre til kønsvorter. Det er dog kun et procent af mænd og kvinder mellem 18-49 år, der har synlige kønsvorter.

HPV-vaccinen, som er en del af børnevaccinationsprogrammet, beskytter også mod kønsvorter.

Myco­p­las­ma ligner til dels klamydia, da mange ikke oplever symptomer på denne kønssygdom. Men hvis du har været uheldig at få mycoplasma, så kan det behandles med antibiotika.

Syfilis er en sjælden kønssygdom, som vi ser omkring 5-600 tilfælde af om året i Danmark. Den kan behandles med pencillin.

Kan det være farligt at have en kønssygdom?

Ifølge Medicin.dk kan det i nogle tilfælde få konsekvenser at gå rundt med en kønssygdom, der ikke bliver behandlet.

Det er vigtigt at få behandlet kønssygdomme som klamydia og gonoré, da du kan risikere at blive steril eller få meget svært ved at få børn.

Herpes og kønsvorter er ikke farlige i sig selv, men det kan stadig føre negative konsekvenser med sig.

Herpes kan være farligt for nyfødte, der risikerer at blive smittet under fødslen. I forhold til kønsvorter kan virussen bag kønsvorterne, HPV-virussen, være årsag til livmoderhalskræft.

Den sjældne kønssygdom syfilis kan i sjældne tilfælde føre til hjernebetændelse, hvis sygdommen ikke behandles.

Alt om de forskellige kønssygdomme

Nedenfor kan du læse mere om de forskellige kønssygdomme, og hvordan du kender forskel på dem.

Du skal naturligvis altid huske at kontakte din egen læge, hvis du mistænker at være smittet med en kønssygdom.

Fnat

Ifølge Sundhed.dk er fnat en meget kløende hudlidelse.

Fnat er smitsomt og viser sig oftest på håndled, armhuler, fingre og navle.

Hvis du er kvinde, kan du også opleve, at fnat vil vise på brystvorterne, og som mand kan man få små vandblærer på penis.

Fnat kan smitte ved tæt samvær med en, der har fnat. Det ses oftest ved samleje, men også i børnehaver, efterskoler osv, hvor børn og unge er tæt sammen.

Der kan gå et par uger, fra man er smittet med fnat til, at man oplever kløe på huden.

Det er derfor vigtigt, at du kontakter din læge, hvis du har mistanke om, at være smittet med fnat eller har været i tæt kontakt med en smittet.

Hvis du har fået stillet diagnosen eller selv ved, at du har fnat, kan du købe midler til behandling i håndkøb.

Udover at behandle med medicin er det vigtigt, at du husker at vaske tøj og sengetøj ved 60 grader, så du dræber de små fnatmider.

Gonoré

Gonoré er en betændelsestilstand, der finder sted i urinrøret. I nogle tilfælde kan det også finde sted i livmoderen hos kvinder.

De typiske symptomer på gonoré er svie og smerte, når du tisser. Dog kan disse symptomer også være tegn på andre kønssygdomme.

Nogle oplever også at have gonoré uden at have smerter eller symptomer på kønssygdommen.

Det er vigtigt at understrege, at selvom du ikke oplever smerter, så kan du stadigvæk godt smitte andre.

Gonoré behandles for det meste med antibiotika. Du kan begrænse risikoen for gonoré ved at bruge kondom ved samleje.

Herpes

Der er forskellige former for herpes, men genital herpes er såkaldt herpes på kønsdelene.

Ifølge Sundhed.dk bliver de ydre kønsdele ofte røde, hævede og ømme, og du får nogle blærer, hvis du er smittet med herpes.

Mange oplever at få symptomer, der minder om influenza, hvor man føler sig utilpas, har ondt i hovedet og muskelsmerter.

Oralsex kan i høj grad øje risikoen for at blive smittet med genital herpes. Oftest er risikoen for at blive smittet størst, når herpes er i udbrud på kroppen.

Men det er vigtigt at påpege, at herpes stadigvæk smitter, selvom blærene er blevet mindre.

Hvis du ikke behandler herpes kan du forvente, at det går i sig selv i løbet af 2-4 uger.

Der findes heller ingen medicin, som helbreder genital herpes, men du kan få medicin der hæmmer virussen og nedsætter risikoen for smitte.

Du vil oftest opleve, at dine symptomer først viser sig en uges tid efter, at du er blevet smittet med herpes.

HIV/AIDS

HIV er en virus, der er medvirkende til at svække dit immunforsvar. I nogle tilfælde kan det udvikle sig til AIDS.

Du kan ikke blive helbredt for HIV, men i dag findes der effektiv behandling, som kan holde dig fri for symptomer resten af livet.

De fleste, der bliver smittet med HIV, bliver smittet igennem samleje.

Hvis du bliver smittet med HIV, er der en risiko for at udvikle forskellige former for kræft, hvilket i disse tilfælde kaldes AIDS.

Du kan også blive smittet med HIV, hvis du deler nåle eller sprøjter med andre personer, der er smittet med HIV.

Hvis du er gravid og smittet med HIV, er der ifølge Sundhed.dk også stor risiko for at baby bliver smittet med HIV.

Det er vigtigt at påpege, at risikoen for at smitte andre er lav hos personer, der velbehandlede med medicin.

Mange mennesker lever også i mange år, uden at HIV udvikler sig til AIDS.

Hvis du vil beskytte dig bedst muligt mod at få kønssygdommen HIV er det vigtigt, at du ikke dyrker ubeskyttet sex, men benytter kondom.

Celleforandringer og HPV

Du kan få celleforandringer på livmoderhalsen, hvis du bliver smittet med HPV.

Ifølge Kræftens Bekæmpelse dækker HPV over en lang række af forskellige vira, der i nogle tilfælde kan forårsage celleforandringer og forstadier, der i nogle tilfælde kan udvikle sig til kræft.

De fleste, som har sex, vil igennem livet opleve at blive smittet med HPV. Der kan dog gå mange år, før at HPV eventuelt udvikler sig.

hpv vaccine

HPV smitter ved seksuel kontakt. Man kan dog godt blive smittet med HPV uden at have samleje, da virussen kan sidde omkring kønsorganerne.

HPV-infektioner kan i sidste ende føre til eksempelvis kønsvorter (som du kan læse om her) og livmoderhalskræft.

Mange kvinder er i dag vaccineret med HPV-vaccinen imod livmoderhalskræft. For at sikre sig bedst muligt mod at undgå at blive smittet med HPV, er det ifølge Statens Serum Institut en god ide at lade sig vaccinere inden sin seksuelle debut.

Du kan læse mere om HPV-vaccinen her.

Hvis du bliver smittet med HPV vil du formentlig ikke opleve de store symptomer. Oftest bekæmper kroppen selv de fleste infektioner.

Klamydia

En af de hyppigste former for kønssygdomme er klamydia.

Symptomerne på klamydia er oftest udflåd og svie, når du tisser.

Mange oplever dog inden symptomer på klamydia, og kan derfor gå med kønssygdommen længe uden at blive behandlet.

Som nævnt tidligere er klamydia den hyppigste seksuelt overførte infektion her i landet.

Hos kvinder er det kun 25 procent, som oplever symptomer. Næsten halvdelen af de mænd, der er smittede med klamydia, oplever ingen symptomer.

Klamydia smitter ved samleje og er en infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen.

Du bør som kvinde være ekstra opmærksom, hvis du oplever pletblødninger, da dette også kan være et tegn på, at du er smittet med klamydia.

Hvis lægen mistænker, at du kan være smittet med klamydia, vil du få taget en prøve enten ved podning eller ved en urinprøve.

Hvis du har haft sex uden kondom er det vigtigt, at du altid lader dig teste for klamydia. Nogle steder kan du finde gør-det-selv test.

I nogle tilfælde kan ubehandlet klamydia være medvirkende til sterilitet. Mange kvinder, der går rundt med ubehandlet klamydia er også i større risiko for at få underlivsbetændelse.

Kønsvorter

Kønsvorter viser sig som vorter, der er placeret på eller omkring kønsdelene.

Kønsvorter en kønssygdom, der skyldes, at du er blevet smittet med HPV. Mange mennesker oplever at være smittet med HPV uden nødvendigvis at udvikle kønsvorter.

Hvis du som nævnt ovenfor vælger at HPV-vaccinen vil du i højere grad være beskyttet mod kønssygdommen kønsvorter.

Hvis du er uheldig at have fået kønsvorter kan det behandles med creme, medicin eller salve.

I svære tilfæle kan kønsvorter være meget generende.

Du kan forebygge kønsvorter ved at bruge kondom, når du dyrker sex. På den måde undgår du at blive smittet med HPV virus.

Det er vigtigt, at du altid går til egen læge, hvis du mistænker at have fået kønsvorter.

Kønsvorter defineres dog ikke som farlige, da de ikke er forbundet til at kunne udvikle kræft.

Langt de fleste seksuelt aktive vil som nævnt tidligere i løbet af deres liv blive smittet med HPV virussen, men de færreste oplever at udvikle kønsvorter.

Mycoplasma genitalium

Myscoplasma er en kønssygdom, der til dels minder meget om klamydia.

Det er en bakterie, som overføres ved seksuel samleje.

Symptomerne er de samme som ved klamydia, hvor du kan opleve svie, kløe og smerter ved vandladning.

Hvis du er smittet med mycoplasma, vil du blive behandlet med antibiotika.

Det er langt fra alle, der oplever symptomer, når de er smittet med mycoplasma. Du bør derfor altid blive tjekket hos egen læge, hvis du har mistanke om, at du er blevet smittet.

Hos lægen vil du, som ved klamydia, blive testet ved enten podning eller ved en urinprøve.

Svamp

Svamp er som sådan ikke en kønssygdom. Men grunden til, at man i nogle tilfælde betegner svamp som en kønssygdom, er, fordi svamp kan smitte ved samleje.

Ifølge Sex og Samfund er det dog kun kvinder, der kan smitte deres partner med svamp. Mænd vil omvendt ikke kunne smitte kvinder med svamp.

Symptomerne på svamp er intens kløe, en brændende fornemmelse i underlivet samt udflåd.

I nogle tilfælde kan der også forekomme rødme og irritation på kønslæberne.

Det er vigtigt for både mænd og kvinder at gå til lægen, hvis dig eller dine partner har svamp, da det er vigtigt, at kvinder bliver undersøgt og behandlet, hvis de ikke skal smitte igen.

Der findes forskellige behandlingsmidler mod svamp, som du kan købe i håndkøb på apoteket.

Kvinder, der får svamp, kan typisk behandles 1-5 dage. Hvor mænd skal behandles med creme, der skal smøres på i 2-3 uger.

Hvis svamp er et tilbagevendende problem, kan man forsøge sig med langtidsbehandling i form af stikpiller.

Syfilis

Syfilis er en infektionssygdom, der smitter ved seksuel kontakt.

Syfilis er som nævnt tidligere en sjælden kønssygdom, som vi ser omkring 5-600 tilfælde af om året i Danmark.

Den kan behandles med pencillin.

Kønssygdommen syfilis viser sig typisk i starten som sår på kønsdele og ved mundhulen. Derefter kan man få udslæt på kroppen og hævede lymfekitler samt feber.

Det er vigtigt at behandle syfilis, da sygdommen kan gå ind og påvirke nervesystemet og hjerte-kar systemet.

Syfilis har fire forskellige stadier. Symptomerne varierer efter hvilket stadie, du er ved i din sygdom, hvis du er smittet med syfilis.

De symptomer, du skal være mest opmærksom på, er sår ved kønsdelene, endetarmen og mund.

Ved mistanke om syfilis vil lægen tage en prøve fra såret og se hvorvidt, der kan påvises syfilis.

Risikoen for at blive smittet med syfilis, hvis du har haft sex med en smittet med tidlig syfilis er 30-50 procent.

Det er vigtigt at påpege, at du naturligvis altid skal kontakte din læge, hvis du mistænker at være smittet med en kønssygdom.

Derudover er kondom den bedste måde at beskytte sig mod ovenstående kønssygdomme.

Kilder: Netdoktor.dk, Sundhed.dk, Bispebjerg Hospital, Kræftens Bekæmpelse, Sex og Samfund og Medicin.dk

Læs også