Spis dig til et sundt blodtryk
Foto: All Over Press
Det kan være rigtig svært at opdage, om man har forhøjet blodtryk, for der viser sig ikke altid klare symptomer. Nogle af dem kan være hovedpine, næseblod og svimmelhed.
Men forhøjet blodtryk kan være livsfarligt. Det øger nemlig risikoen for at få alvorlige sygdomme som blodpropper, hjerneblødning, nyreskader og åreforsnævringer.
Når du har forhøjet blodtryk, arbejder dit hjerte også hårdere for at pumpe blodet rundt. Det gør hjertemusklen tykkere, og det svækker med årene hjertet, som bliver for stort.
Pas på de overflødige kilo
Derfor er det ifølge Kirsten Sonne, der er diætist hos Hjerteforeningen, vigtigt at gøre en indsats for at holde sit blodtryk inden for normalværdierne. Det vil sige 140/90 mmHg.
- Dit blodtryk stiger, og dit kredsløb belastes af overvægt. Det vil derfor hjælpe på blodtrykket, hvis du holder din normalvægt. Få f.eks. pulsen op 30 minutter om dagen.
- Motion er nemlig med til, at du lettere kan holde din normalvægt, og den giver dig desuden en bedre kondition. Det styrker hjertet, som bliver mindre belastet, når det pumper blodet rundt i kroppen, forklarer Kirsten Sonne til Alive.dk.
Udover at dyrke motion er der meget, man kan gøre i forhold til sin kost.
Lakridser kan påvirke blodtrykket
Det er eksempelvis en god idé at spise mad, der indeholder mange kostfibre, magnesium, protein, kalium, kalcium og som har et lavt fedtindhold. Den slags kost er nemlig med til at nedsætte blodtrykket.
Det betyder masser af frugt og grønt, magre mælkeprodukter, fiberrigt brød og fuldkornsprodukter, magert kød, fisk, kylling samt lidt nødder eller frø dagligt.
- Sørg for at spare på sukker, salt, alkohol og mættet fedt, som kan føre til vægtstigning og forhøjet blodtryk. Og overvægt fører ofte til forhøjet blodtryk, forklarer Kirsten Sonne.
Hun opfordrer ligeledes til, at man begrænser indtaget af lakridser, hvis man allerede lider af forhøjet blodtryk. Der er nemlig et stof i lakridser, glycyrrhizin, der holder på kroppens salt og vand, og det påvirker blodtrykket negativt.
- Generelt må man sige, at det gælder om at spise en afbalanceret kost for at holde blodtrykket på et sundt niveau. Principielt er alt tilladt, men det skal gøres med måde. Det gælder for lakridser såvel som mættet fedt, sukker, salt og alkohol, siger diætisten.
Hun giver her nogle bud på, hvordan en blodtryksvenlig dagsmenu kan se ud:
Morgenmad: Den kan f.eks. bestå af mager yoghurt eller havregrød med frisk frugt. Det kan også være et stykke rugbrød med mager ost og frisk frugt. Drik gerne en kop kaffe eller te med lidt mælk i, som øger kalkindtaget.
Mellemmåltider: Spis gerne lidt groft brød med mager ost eller magert kødpålæg. Eller en smoothie af bær, frugter og mager yoghurt.
Frokost: Spis eksempelvis et stykke groft rugbrød med magert kød, fiskepålæg, æg, mager friskost eller grøntsagsmadder med f.eks. kartoffel eller tomat. Suppler gerne med grøntsagssnacks.
Aftensmad: Spis gerne godt med grøntsager og lav gerne kartofler, fuldkornsris eller fuldkornspasta dagligt. Varier med enten fjerkræ, fisk eller magert kød til.