Sænk blodtrykket med frugt
Vi spiser for meget salt, og derfor vil det være godt for blodtrykket, hvis du lader saltbøssen stå, samt vælger fødevarer med mindre tilsat salt, fortæller læge Jerk Langer og forklarer:
-Verdenssundhedsorganisationen WHO har som global målsætning at reducere saltindtaget til fem til seks gram om dagen. En dansker får typisk 10-12 gram, så i praksis skal vi ned på det halve. Eksperter i den engelske organisation NICE er endnu skrappere, nemlig tre gram dagligt, hvilket er noget af en omstilling for danske smagsløg. Og nok for voldsom for de fleste efter min opfattelse, siger han.
Få 5 gode råd til at skære ned på saltet
Hvad Jerk Langer dog synes er endnu mere spændende, og nyt for mange, er, at også mineralet kalium er vigtigt for blodtrykket.
-Det skal du til gengæld have en masse af, og det findes især i frisk frugt, grøntsager og bælgfrugter, så det klares let med en sund kost med frugt og grønt. En analyse af 33 afprøvninger med over 128.000 deltagere konkluderer, at blodtrykket falder flot, når man får mere kalium vis frugt og grønt, og at det sænker faren for slagtilfælde med hele 24 procent.
Sammenfattende bør vi sikre os mindre salt og mere kalium. Det får du derfor Jerk Langers gode råd til her:
Spis mere kalium
1. Frugt er en strålende kilde til kalium.
2. Grøntsager, ærter, bønner og linser giver også et godt tilskud.
3. Servér sunde snacks som frisk frugt eller grøntsager.
Spis mindre salt
4. Vælg altid fødevarer med det laveste natrium/salt-indhold, altså de saltfattige varianter.
5. Nøglehulsmærket er en god vejledning, men kødpålæg og pølser kan rumme meget salt, selv om varen har mærket.
6. Vælg kød-, frugt- og grønsagskonserves uden tilsat salt.
7. Kog ris, pasta, kartofler og havregrød med mindst muligt salt.
8. Skal du absolut tilsætte salt, så vælg et produkt med mindre natrium, samt mere kalium og magnesium.
9. Hold igen med soja, færdiglavet sovs, sennep, pickles, mayonnaise og dressing.
10. Tjek saltindholdet i kødpålæg, før du køber.
11. Dåsemad, frosne fødevarer og færdigretter kan være de rene saltbomber.
12. Vælg frisk fjerkræ, fisk og magert kød.
13. Hold dig til morgenmadsprodukter med lavt saltindhold.
14. Stort set al fastfood indeholder store mængder salt.
15. Gem saltbøssen væk, så du ikke fristes.
16. Krydderier, krydderurter, citron, lime og eddike kan fint erstatte salt under tilberedning og på spisebordet.