Pigerne stillede sig i kø. Låste døren. Klædte om alene ude på badeværelset. Og så kunne jeg ikke rumme det mere

Karen Pallisgaard, 40 år, er journalist, forfatter og familierådgiver. Dette er en klumme. Den udtrykker skribentens holdning.

Da jeg var syv år gammel, rendte jeg rundt i bar røv i haven og havde absolut ingen bevidst bevidsthed om, hvordan min krop så ud.

Den var bare et herrefedt hylster, som jeg kunne give den god gas i, når vi rendte rundt i al vores skinbarlighed på varme sommerdage og væltede rundt med vandballoner.

Da jeg selv fik børn og fødte dem ind i en i kvindekropshadsk kultur, blev det mig magtpåliggende bevidst at hylde og takke min kloge krop, som den ser ud og fungerer fra naturens side.

Det har blandt andet ført til spørgsmål fra mine børn, om hvorfor jeg har hår på kroppen, hvorfor min maven buler og folder sig i tre dæk, og hvorfor jeg har sorte fødder om sommeren.

Det er nemlig ikke det de ser mest af, når de ser sig omkring og spejler sig i omverden.

Da jeg så i sidste uge gjorde vandballoner og vandmelon klar til min syvårige datter og hendes tre veninder, blev Gurli-Naturlig her overrasket.

De der småpiger startede med at bruge enorm lang tid på deres badetøj. En fik mig til at ringe til sin mor, fordi hun manglende den helt rigtige badedragt. Den med frynser. En anden ville ikke have badeshorts på, hvor man kunne se for meget numse.

Og mit eget afkom skulle tydeligvis ikke nyde noget af at være naturella, når veninderne var der. Så hun lånte en i deres lingo mega nice badedragt.

De skulle simpelthen udvælge outfit of the day for at kunne rende rundt og kaste med vand. Jeg nævner lige igen; de er 7 år gamle!

Da jeg så betragtede dem blokere mit badeværelse for at gå ind og klæde om, begyndte jeg at stress-spise de ventende vandmeloner.

En ad gangen stillede de sig i kø, pigerne. Låste døren. Klædte om i alt for lang tid alene ude på badeværelset. Og så kunne jeg ikke rumme det mere.

“I er 7 år gamle, klæd da bare om her i stuen”, prøvede jeg. “Eller lad dog være at klæde om overhovedet. Kom ud i haven med jer, der er vandmeloner og vandballoner, I skal sgu da bruge tiden på at lege og ikke låse jer inde på badeværelset”.

Jeg kunne godt høre min tone var meget lidt relationskompetent.

“Man må ikke bande, mor, det siger du selv”, grinede min datter.

Da vandballonerne var bristede, vandmelonen var spist, og badetøjsnymferne på retur, lå jeg om aftenen og læste med min datter.

Vi krammede, og jeg spurgte nu med liiidt mere nærvær og nysgerrighed ind til, hvorfor det var vigtigt for dem at have badetøj på og klæde om hver for sig.

“Det er det bare, det er bare sådan, vi gør. Jeg tror bare, du er for gammel og ikke forstår så meget om, hvordan det er at være 7 år”, svarede min datter. Og det er jo nok sådan det er; jeg forstår ikke, hvorfor små piger ikke kan være nøgne foran hinanden.

Jeg forstår ikke, de låser sig inde for at klæde om. Jeg forstår ikke, hvorfor børnebrystvorter bærer bikini. Eller det vil sige, jeg forstår det desværre godt ud fra et kapitalistisk krops- og kulturhistorisk kvindeundertrykkende perspektiv.

Jeg har bare svært ved at acceptere det samt, hvor tidligt det sætter ind for piger, der stadig er langt fra at blive kvinder.

Men jeg kan tydeligvis ikke ændre det alene, uanset hvor meget jeg hænger med mine bare bryster derhjemme. Men måske kan vi gøre det i fællesskab?

Free the nipple og bevar en barndom med bar røv!