Hvor længe kan man blive gravid?
foto: Panthermedia
Hvor længe kan man egentlig blive gravid?
Det har Ugebladet SØNDAG spurgt overlæge på Gynækologisk Klinik på Rigshospitalet samt Fertilitetsklinikken, Anette Tønnes Pedernsen om.
Hun er også ph.d. og lektor ved Københavns Universitet og speciallægekonsulent i Præventionsklinikken og Foreningen Sex & Samfund.
Kan man blive gravid i overgangsalderen?
I overgangsalderen (klimakteriet), som er årene før kvinden holder helt op med at menstruere, bliver ægløsningerne stadig mere uregelmæssige, og risikoen for (u)ønsket graviditet falder hastigt. Risikoen er mindst halveret efter de 40 år og minimal efter 45 år. Men ja, kvinden kan stadig blive gravid. Udebliver en menstruation i længere tid, bør man ikke udelukke, at man er gravid. Ifølge Wikipedia er en kvinde på 59 år blevet gravid på normal vis.
Hvornår ved man, at det er slut med at kunne blive gravid?
Når der ikke er flere æg i æggestokkene, ophører menstruationerne. Den sidste menstruation kaldes menopausen. Kvinden ved først sikkert, at hun har haft sin sidste menstruation et år senere. Sådan er det defineret. De fleste kvinder ophører med at menstruere, når de er mellem 47 og 55 år. Danske kvinder er i gennemsnit 52 år.
Kan det testes, om man har haft menopause?
Der findes ikke en test, der med sikkerhed kan fastslå, om kvinden har haft sin sidste menstruation. En blodprøve kan vise, om man er i overgangsalderen, men ikke om man er 100 pct. uden for graviditetsrisiko.
Hvordan ved man, om ens menstruationer er ophørt, hvis man bruger prævention med hormoner, f.eks. p-piller?
P-piller fremkalder kunstig menstruation, og mange kvinder, der bruger mini-piller eller hormonspiral, bløder ikke. Her kan det være svært at vide, om menopausen er passeret, så man ikke længere har brug for prævention. Man må prøve at stoppe med den hidtidige prævention og bruge anden prævention, før man kan vide sig sikker. Der kan dog være andre fordele end prævention ved at fortsætte med at bruge hormonspiral i overgangsalderen. Den kan bl.a. forhindre blødningsproblemer som følge af hormonsvingninger.
Hvad hvis man tager hormoner i overgangsalderen?
Hormontilskud mod gener i overgangsalderen beskytter ikke mod graviditet.