Helle fik en hjerneblødning: Hvis man bare giver op, så kommer man ingen vegne
Foto: Betina Fleron
Da alt blev sort
– Jeg tabte et eller andet ud af min venstre hånd henne på arbejdet. Jeg har glemt hvad, men jeg kan huske, at min chef kom med en kærlig kommentar om, hvor vidt jeg gik og var lidt småfuld. Bagefter kørte jeg 13 km. hjem med smerter i venstre side af kroppen, som tog til undervejs.
På køreturen hjem tænkte Helle flere gange, at det måske ville være helt godt, hvis politiet netop i dag stoppede alle biler, for hun kunne mærke, hvordan hun blev mere og mere utilpas. Turen hjem føltes lang, og da Helle endelig når indkørslen, kan hun ikke parkere sin bil. Den venstre fod, som hviler på koblingen, vil simpelthen ikke samarbejde. Den er låst fast.
– Jeg får åbnet bildøren og vil til at stå ud ad bilen, men jeg falder halvt ud ad døren, mens jeg fortsat sidder fast i selen. Det er en tilfældig forbipasserende, som finder mig og ringer efter en ambulance. Jeg er stadig ved bevidsthed, da den kommer, men da vi kører væk, bliver alt sort.
Spis dig til et sundt blodtryk
Billigt sluppet
Siden Helles hjerneblødning for snart to år siden har hendes to børn haft bopæl hos deres far, og Helle har ikke kunnet arbejde. Alligevel er hun hverken trist eller opgivende. Tværtimod er hun stædig og fuld af kampgejst. Hun drømmer om at få sig et skånejob, hvor hun kan gøre en forskel i hverdag, for mennesker som har det svært. Der går dog endnu noget tid, før Helle er helt klar til det, selvom hun gør store fysiske fremskridt bl.a. ved at hun lige har taget kørekort på ny.
– Her to år efter synes jeg stadig, at jeg er sluppet billigt. Mit skrækscenarie ville være ikke at kunne sige noget og at skulle spise sondemad. Jeg er jo heldig, fordi det trods alt er min venstre side, det er gået ud over. Og så kan det jo i øvrigt ikke hjælpe noget at sætte sig hen i et hjørne og sidde at tude. Hvis man bare giver op, så kommer man jo ingen vegne.
