https://imgix.femina.dk/media/9a8e4576d24b45a2a561be23c176ab20.jpg
Krop & velvære

Gratis HPV-vaccine til sommer

22. februar 2012
af Trine Fisker, Newsdesk, Aller Media
Foto: All Over Press
Kvinder født 1985 til 1992 kan på statens regning blive vaccineret mod livmoderhalskræft til sommer

Som en del af finansloven for 2012 er der sat penge af, så kvinder op til 26 år gratis kan få den såkaldte HPV-vaccine, der beskytter mod livmoderhalskræft. Men da 2011 blev til 2012, var det endnu ikke muligt at få vaccinen gratis, og derfor har Sundhedsministeriet modtaget en lang række henvendelser fra kvinder på 25 år, der er bekymrede for, om de når at få den gratis vaccine, skriver b.dk.

Nu lyder det fra ministeriet, at kvinderne ikke skal være bekymrede.

- Vaccinen bliver tildelt ud fra årgange, derfor betyder det ikke noget, om man fylder 26 år, inden vaccinen bliver udbudt. Årgange fra 1985 til 1992 får tilbuddet, fortæller kontorchef i Sundhedsministeriet, Dorthe Søndergaard til b.dk.

Håber på tilbud til sommer
Hun forventer, at tilbuddet om den gratis livmoderhalskræft-vaccine bliver effektueret til sommer.

- Vaccinen er på vej i udbud, og så snart den rigtige leverandør er fundet, og der er indgået kontrakt, så vil kvinderne fra de 13 årgange kunne blive gratis vaccineret, fortæller Dorthe Søndergaard og tilføjer, at der kan gå nogle måneder, før leverandøren er fundet.

- Vi håber på, at kvinderne kan få tilbuddet til sommer, siger hun.

Hidtil har vaccinen kun blevet tilbudt gratis til piger i 12 års alderen, men med den nye finanslov bliver det gratis tilbud om vaccinen altså udvidet til at dække 13 årgange. Kvinder, der har købt vaccinen, inden det blev politisk besluttet at udvide tilbuddet, vil dog ikke få refunderet beløbet, oplyser ministeriet.

Læs også