https://imgix.femina.dk/media/article/1446_brystforstoerrelser_art.jpg
Krop & velvære

Fra silikone og saltvand til fedttransplantation: Kunstige bryster hitter

13. november 2014
af Journalistpraktikant
Det startede egentlig med en kirurgisk byttehandel for at få rettet et par ører. Men i dag er kunstige bryster en milliardindustri. Bryster, der er blevet formet, fyldt og løftet ved kirurgisk hjælp, kan nu fejre mere end et halvt århundrede på bagen.

Silikonebryster. Engang var det noget eksotisk, som kun ganske få kvinder fik lavet i smug - i dag er det de færreste, der i hvert fald ikke har hørt om én, der har fået lavet silikonebryster.

Faktisk vurderes 30.000 danske kvinder til at have fået forstørret deres bryster gennem tiden, og i dag er brystforstørrende operationer den næstmest almindelige kosmetiske operation herhjemme. 00’erne satte for alvor gang i det danske brystboom, men faktisk går kosmetiske forstørrelser af de kvindelige attributter hele 52 år tilbage i tiden.

En fortrinlig studehandel

https://imgix.femina.dk/1446_brystforstoerrelser_0.jpg

I dag er den første kvindelige indehaver af brystimplantater blevet 82 år, og hun lever stadig med sine historiske implantater, som hun var den første i verden til at få indopereret i Texas i 1962. En operation, hun indvilligede i, i bytte for at få rettet sine ører(!). Kirurgen Thomas Cronin havde udviklet den første prototype på silikoneimplantater, inspireret af hospitalets overgang fra at opbevare blod i flasker til plastikposer. Han fik overtalt den unge kvinde til at gå fra en B til en C skål med løftet om også at operere hendes ører. Og så var grunden til en kæmpe milliardindustri faktisk lagt.

Herhjemme begyndte de første privatklinikker at tilbyde brystforstørrende operationer i begyndelsen af 1970’erne, hvor man kunne vælge mellem fire forskellige størrelser. Antallet af operationer eksploderede op gennem 00’erne, og i dag findes der mere end 700 slags silikone- og saltvandimplantater at vælge imellem, så man kan få den helt rigtige form, størrelse, kvalitet og blødhed. Og det sikrer langt pænere bryster, fortæller Bo Jønsson, som er overlæge i plastikkirurgi ved Aleris-Hamlet Hospitaler.

- Jeg foretog min første brystforstørrende operation tilbage i 1995, og der er sket en række fremskridt siden dengang. Først og fremmest er kirurger blevet meget dygtigere til at vurdere brysterne og beslutte, hvilke implantater de skal bruge, samt hvordan de skal placeres. Vi har så mange forskellige muligheder i dag, at vi har store muligheder for at lave et pænt resultat på langt de fleste bryster.

To fluer med ét smæk

Størrelsen på de implantater, som flest vælger på privathospitalet, er 375 milliliter, men varierer mellem 225-800 milliliter. Herhjemme topper Linse Kessler brystskalaen med hele 2000 milliliter i hvert bryst. Grænserne for at få drømmebarmen flytter sig hele tiden, og det sidste nye er fedttransplantation. Man kan komme to ting til livs ved at flytte fedt fra eksempelvis lårene til brystpartiet og på den måde skabe en mere ”naturlig” barm. Fordelene er et resultat, der holder hele livet i modsætning til implantater, der skal skiftes efter 12-15 år.

Vidste du, at:

- To tredjedele af folk, som får foretaget plastikkirurgi, får foretaget mere end en ting.

- Sheyla Hershey fra Texas snupper efter cirka 4 liter silikone - og knap 1.5 million spenderede kroner - prisen for verdens største implantater med en 38KKK-skål. Det enorme frontparti skaffede hende også en plads i Guinness rekordbog.

- Danske kvinder har naturligt Europas næststørste bryster, viser en undersøgelse fra Triumph. Halvdelen af de danske kvinder bruger en D-skål, 19 procent en C-skål og 24 procent en B-skål. Kun 7 procent bruger en A-skål.

- Det anslås, at der på verdensplan er over 10 millioner kvinder med forstørrede bryster, men der findes ingen konkrete tal. At tallet er stærkt stigende, er dog helt sikkert.

Fra a-skål til e-skål: Se Hollywoodstjernernes forvandlinger:

Galleri: Fra a-skål til e-skål - Hollywoodstjernernes forvandlinger

Læs også