yoga
Sundhed

femina tester yogachallenge: Elsk dig selv med yoga

19. juni 2019
af Thora Bruun Makita
Foto: Shutterstock og privat
feminas journalist prøvede en yoga-challenge, hvor hun ikke bare skulle ned i kroppen, men også mærke kærligheden til den. I en trummerum-travl-rutine-hverdag var intentionen at få energi og glæde, der skulle boble løs i kroppen og flyde over til store smil og grin. Men effekten var en lidt anden ...

Jeg har en krop. Men det er ikke noget, jeg til daglig går så meget op i. Jeg bruger mine ben til at gå, mine arme til at holde poser fra supermarkedet og til at skubbe klapvogn, og mine hænder til at skrive på computer, tage mine børns flyverdragter af og rydde op. Nogle gange glemmer jeg at spise, når jeg er sulten, og når jeg bliver meget irritabel, spørger min mand mig, om jeg er træt - og nå ja, det er vist det, jeg er, selvom jeg siger: ”Nej, jeg er ej”. Jeg lægger mest mærke til min krop, når jeg har hovedpine eller kæbespændinger, ondt i halsen eller ryggen, så løber jeg, bruger Panodiler, sover og drikker grøn te. Og skælder kroppen ud: Hvorfor skal den være besværlig?

Men jeg tænker også, at det godt kan blive anderledes. Jeg tænker, at der er masser af visdom og glæde at hente fra min krop, når jeg tuner ind. I en travl hverdag med job-og-børn-og-nå-mangler-vi-mælk-tid-eller-penge-fyld-selv-på-trædemølle, er det bare ikke det, jeg er bedst til. Men det er det, jeg vil prøve med en yoga-challenge fra Yogastream. Udfordringen går ud på at ”elske dig selv og ære din krop” igennem 21 dages yoga, man kan streame dagligt på computeren, eksempelvis er der morgen og aftenøvelser. Forløbet er skræddersyet med øvelser, hvor man kan slippe usunde tankemønstre og vaner, hvor selvkærligheden er i centrum, og hvor man sætter nye sunde vaner i gang. Det er minimum tyve minutters yoga hver dag i 21 dage. Min yogalærer på skærmen hedder Jacqueline Albers Thomasen, og hun har også læst psykologi på universitetet.

Et effektivt motiv

Jeg er i gang med den første sekvens, intentionen. Jacqueline Albers Thomasen kigger på mig fra computerskærmen, hun sidder på sin yogamåtte, et stearinlys er tændt, og to indiske figurer står ved hendes side.

– De gamle yogier snakkede om rene motiver. Med det mente de et effektivt motiv, altså det, der fungerer i det lange løb. Den tusind år gamle tantriske filosofi bygger på, at vi mennesker er, som vi skal være. Alt det, vi gør med vores handlinger og yogapraksis, det er at fjerne det, der forhindrer os i at se og opleve det fuldt ud. Din intention skal komme ud af et rent motiv, ud af kærlighed til din krop. Et urent motiv er, hvis der er noget, du vil ændre ved dig selv, som yogaen skal fikse. Et urent motiv er ineffektivt, fortæller yogalæreren.

– Mærk nu din intention inden i dig, siger hun så.

Jeg sidder i skrædderstilling på det hårde trægulv i min lejlighed med lukkede øjne foran computerskærmen og spørger mig selv, hvad jeg håber at opnå med disse 21 dages yoga. Min første tanke er, at jeg skal være mindre i mit hoved, mere aktiv. Men er det ikke netop at fodre idéen om, at der er noget forkert ved mig? At jeg skal forandre mig?

Jeg mærker videre. Så bobler ”at forbinde mig med glæden ved og i min krop” frem. Her tænker jeg ikke bare glade tanker i mit hoved over min krop, men også fysisk glæde i kroppen. Ikke et quickfix, ikke noget, der kommer udefra, men min indre glæde. Ligesom ondt i maven kan gøre mig urolig, selv om der egentlig ikke er noget at være urolig over, så kan der også komme masser af glæde fra min mave, som en ivrig sommerfugl, der basker rundt inde i maven af glæde. Tænk, hvis jeg kunne få mere kontakt til den fornemmelse, dér, hvor jeg kan mærke masser af glæde i kroppen, hvor jeg hele dagen lige kan stille ind på maven, og hver gang jeg mærker et sommerfuglebask, tanke op i glædesbeholderen?

Ja, det er min intention, bliver jeg enig med mig selv om. Som jeg sidder der i skrædderstilling, vipper jeg lidt mere med benene og tuner ind på intentionen. Jeg tænker, at gulvet er hårdt, og at jeg skal have købt en yogamåtte, men jeg er i gang. Jeg har tunet ind på min glæde.

LÆS OGSÅ: Yoga: 10 former, du skal kende

Åh, det er hårdt

Jeg har sat uret til klokken kvart i seks for at lave yoga, inden de andre står op. Men først klokken halv syv står jeg på en nyindkøbt yogamåtte på trægulvet i lejligheden, men jeg beslutter mig for, at det er godt nok. Så må jeg komme lidt senere på arbejde. Jeg starter i skrædderstilling og holder hænderne sammenpresset foran hjertet og tænker på min intention: glæde. Programmet fortsætter med masser af twists, hundestræk og kriger. Kan det virkelig passe, at jeg skal op i hundestræk igen? Min ben gør ondt, jeg kan ikke få strakt dem helt ud, jeg føler mig latterlig over at stå i denne foroverbøjede stilling klokken halv syv om morgenen, og så kan jeg ikke engang gøre det rigtigt. Arj, hvor irriterende! Og så bliver jeg sur på mig selv over at være irriteret.

Yoga om aftenen: Jeg er træt, men formår alligevel at tune ind på min intention - glæde ved kroppen. Jeg laver åndedrætsøvelser, ånder ind på 4-3-2-1 pause og ånder ud på 8-7-6-5-4-3-2-1 og pause. Jeg får mere ro på. Og netop det at trække vejret rigtigt er essentielt i yogaen.

– Vejrtrækningen er en del af livskraften, det vi kalder pranaen i yogaen. Prana er det lag af selvet, der har at gøre med vores energi til at handle, gøre, være osv. Den måde, vi trækker vejret på, har betydning for energien. Pranayama kan oversættes til frisættelse af vejrtrækning, og vi kan gennem pranayama frigøre energi gennem vores vejrtrækning. Når vi eksempelvis har længere udåndinger end indåndinger, vil det have en positiv virkning på det parasympatiske del af vores autonome nervesystem. Det vil betyde, at vi falder mere til ro, vores krop begynder at restituere, og vores tanker bliver klarere og mere nuancerede. Man kan simpelthen måle, at stresshormonerne i blodet bliver færre, når vi trækker vejret ordentligt, siger Jacqueline Albers Thomasen.

Tankemylder, gå væk

Tilbage til min yogaøvelse om aftenen. Tankerne myldrer hurtigt afsted under øvelserne: Huskede jeg at sætte opvaskemaskinen over? Var det en dum bemærkning, jeg fik sagt til min veninde i telefonen? Fik jeg bestilt tid til tandlæge? Jeg har svært ved at koncentrere mig.

– Tankemylder får vi alle sammen, men yoga kan hjælpe os til at blive mere fokuserede og ikke blive fanget af vores tanker, fordi mange af stillingerne kræver vores fulde koncentration, ellers kan vi ikke udføre dem. Desuden kan yogaen også hjælpe os med at blive opmærksomme på, at vi ikke er lig med vores tanker. Filosofien bag yoga er nemlig, at tanker blot er en del af selvet og ikke det reelle selv. Dvs. ens tanker er ikke lig med, hvem man er, de er kun vores individuelle fortolkninger af virkeligheden. Derfor øver man sig i yogaen på at blive opmærksom på sine tanker og ikke at lade dem tage plads eller lade sig styre udelukkende af dem. Kort sagt så ser vi virkeligheden og os selv mere klart, når vores tanker får lov at falde til ro, siger hun.

Efter en uges træning er effekten mere end noget andet, at jeg er træt. Det undrer mig, at jeg først og fremmest er træt. Min krop er blevet blødere, knap så anspændt, også kæberne, men jeg er træt. Det er som om, jo mere jeg kommer ned i kroppen, jo trættere bliver jeg. Hvor bliver glæden af? So far er jeg mere træt og øm end glad.

Men det er godt nok, mener Jacqueline Albers Thomasen.

– Yogaen er ikke et quickfix. Så der kan være dage, hvor det ikke er fedt, det er der også for mig, selv om jeg har dyrket yoga i mange år. Og det er helt okay med dage, der er sådan, fordi i yoga betragter man følelser som noget midlertidigt, som en slags energi, der passerer gennem kroppen. Så opgaven for os er at rumme de følelser, vi har, og lade dem passere - i stedet for at skulle fikse de følelser, vi ikke vil have, og krampagtigt holde fast på følelser, vi ikke vil slippe. Men glæde varer jo ikke evigt - sådan er det jo heldigvis også med frustration eller vrede, siger hun og tilføjer:

– En fast yogapraksis hjælper en til at rumme følelser og tanker, og man bliver på sigt bedre til ikke at identificere sig med sine tanker og følelser. Det betyder også, at hvis man dyrker yoga i lang tid, bliver man bedre til at slippe følelser af irritation, vrede eller andet.

https://imgix.femina.dk/at-elske-dig-selv-med-yoga2.jpg

Blær hos frisøren

Jeg er nu i gang med min anden uge. Uge to står på nye videoer, en morgenvideo, der skal vække kroppen, en eftermiddagspraksis, hvor man kan skabe energi, en aftenpraksis, hvor man skal opnå mental og fysisk ro og en lille video, hvor man kan blive mindet om sin intention. Der er både hatha yoga og vinyasa yoga på ugens programmer.

Og sådan kører dagene. Jeg står op, jeg går i gang, tænker på min intention med hænderne samlet foran hjertet, strækker ud i diverse positioner såsom solhilsen og krigeren. Jeg er øm i ribbenene i løbet af dagen af at lave twists, men jeg kan godt lide fornemmelsen af, at jeg er sådan en, der gør sunde ting. Så min yogapraksis skal lige siges højt hos frisøren.

– Hjælper det? spørger min frisør.

– Ja lidt, siger jeg og nipper til min grønne te. Og ja, jeg begynder at føle mig en smule friskere efter morgensessionerne, lettere i kroppen. Og trættere om aftenen. Men ikke som i en jeg-er-tung-i-hovedet-træt, mere som en jeg-har-brugt min-krop-træt. Det øjeblik, jeg rammer puden, sover jeg. Tankerne kører ikke rundt. Glæde? Jo, der begynder at vokse et lille frø inden i mig. Men når jeg kommer ud i morgentrafikken eller kikser i tilværelsen, bander jeg igen.

Surhed, velkommen!

Jeg går ind i min tredje uge. Nye videoer er kommet til, både hatha og vinyasa, eksempelvis solhilsenen, der skaber energi. Den er hård, men yogaen er nu begyndt at blive mere rutine. Jeg tænker ikke så meget over, hvad jeg ellers kunne have lavet på den tid, jeg står bare en halv time tidligere op og laver yoga, mens byen stadig sover.

Det betyder ikke, at jeg synes, at det er superskønt, at jeg skal op en halv time før og dyrke yoga eller bruge en kostbar halv time om aftenen. Men jeg har en rarere fornemmelse i kroppen. Jeg vil derfor gerne fortsætte med at dyrke yoga efter denne challenge og sætte noget stædighed og vedholdenhed ind på, at det kommer til at ske.

Hvad med den intention, jeg satte mig, med at forbinde mere med kroppen og at få mere glæde ind i dagligdagens trummerum? Er det lykkedes? Ja, forstået på den måde, at jeg er mere involveret i dagens gøremål, jeg gør dem i højere grad uden sure tanker, der kører som meddommer, jeg er blevet mere opmærksom på at forbinde mig til min krop og en gang imellem flakser sommerfuglen i maven og giver mig en følelse af liv og glæde. Og så har jeg igennem forløbet tænkt meget over Jacquelines pointe med, at alle følelser skal være velkomne - og det er måske en af de helt store visdomme i yogaen, når nu jeg tænker over det: At jeg ikke skal jagte en bestemt følelse, men byde det velkommen, der nu måtte komme op. Ingen følelse varer ved. Namaste!

Har du fået lyst til at komme igang med at dyrke yoga? 'Hverdagsyoga med Karen' er feminas yoga-univers, hvor du helt gratis kan se yoga-videoer på vores YouTube-kanal.

Hvad er en yoga-challenge?

En challenge er som navnet antyder en udfordring, hvor du forpligter dig selv på at følge et bestemt forløb eller gøre noget bestemt. Når det handler om yoga, så er denne challenge med til at motivere dig og skubbe dine grænser mentalt, spirituelt og fysisk. Den er ikke konkurrence-orienteret, som mange andre challenges er. Udfordringen skal stilles i et kærligt lys og ikke ud fra, der er noget forkert med os.

Kilde: Jacqueline Albers Thomasen

Vil du også prøve en yoga-challenge?

Hvis du også vil prøve en yoga-challenge, kan du finde en mængde challenges på Yogastream.dk. Du kan finde denne challenge under titlen "Elsk dig selv og ær din krop med 21-dages yoga".

Andre challenges er: 40-dages meditations-challenge: Her kan meditation hjælpe dig til at være mere nærværende.

14-dages challenge: Til dig, der er rimelig ny inden for yoga. Her bliver du introduceret til forskellige stilarter, temaer og undervisere. Der vil således både være styrkende yoga og mere blide restorative stillinger.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også