Klumme

”Du har født, så du ved jo, hvad smerte er”

af Tine Bendixen 4. maj 2021
Foto: Nellie Møberg
KLUMME: Der er en hårfin balance mellem indgreb og følelsen af overgreb, skriver feminas journalist Tine Bendixen.

Vis mig lige den kvinde, der synes, det er en fest at skulle til gynækolog.

En af mine strategier inden er at sørge for, at jeg har noget langt på, så jeg i det mindste ikke risikerer at skulle valse rundt i bar røv.

Mange klinikker har ikke engang et forhæng, man lige kan trække for, når man lægger tøjet.

Muligvis er meningen at signalere, at ”blufærdighed er ikke noget, du behøver her”.

Det virker bare stik modsat for mig: Uværdigt.

Det er utrolig sårbart at lægge sig på briksen, placere benene i metalbøjlerne og ligge dér med spredte ben og totalt blottet underliv.

For ikke at tale om den invasive undersøgelse, der følger. Som nogle gange endda medfører smerte.

Det er en svær situation, som kræver temmelig meget af den, der fører speculummet. Og lad mig bare sige det sådan: Jeg er stødt på virkelig gode og empatiske gynækologer undervejs, men desværre også på adskillige ærgerlige eksemplarer.

Og en hurtig rundspørge på feminas redaktion blandt kvinder i alle aldre viser, at jeg ikke er alene om det.

En bekendt af mig lå engang med benene i bøjlerne, da gynækologen bad sin sygeplejerske om et instrument og fik det i en åbenbart forkert størrelse, for han sagde irettesættende: ”Det er jo ikke en jomfru, vi har med at gøre!”.

Så kunne hun ligge dér efter to børnefødsler og føle sig som Storebæltstunnellen …

Man kan lide af araknofobi, agorafobi, klaustrofobi og alle mulige andre fobier.

Så det undrer mig egentlig, at der ikke er noget, der hedder gynækologfobi. Jeg led i hvert fald selv af det i mange år.

Fobien blev for alvor udløst, da jeg som helt ung skulle have en spiral på en klinik i København.

Dér lå jeg blufærdig og bange og fik det skidt, da det gjorde ubehageligt, kvalmende ondt, så jeg sagde: ”Jeg tror, jeg bliver dårlig.” Svaret lød: ”Sikke noget pjat, hold op med at skabe dig.”

Det var det sidste, jeg hørte, før jeg besvimede, og jeg anede ikke, hvor jeg var, da jeg vågnede. Der var ingen, der sagde undskyld.

Siden har jeg – blandt flere – oplevet en fumlende gynækolog, der var så lang tid om noget, der gjorde vildt ondt, at sygeplejersken bagefter hvæsende sagde til mig: ”Hun er altid så klodset, i dag var det ekstra slemt.”

Og så var der gynækologen, der, før han gik i gang med en undersøgelse, som han mente, jeg sagtens kunne klare uden bedøvelse, sagde: ”Du har født, så du ved jo, hvad smerte er.”

Her vil jeg ikke undlade at nævne ham på et hospitals fertilitetsklinik, der, da jeg i mit fjerde reagensglasforsøg spurgte, om jeg mon kunne få noget bedøvende, fordi det var så ekstremt rædselsfuldt at få taget æggene ud, afvisende sagde: ”Du har jo selv valgt det.”

(Jeg endte med at blive bedøvet for første gang. Og også med at blive gravid for første gang. Det kan man så tænke lidt over …).

Jeg er godt klar over, at en gynækolog, der har set 8.749 kvinder nedefra, har set det hele før … Men den kvinde, der ligger der, er ikke vant til det.

Hvis hun ovenikøbet er ung og lige har opdaget sin seksualitet og sin kvindelighed, kan det risikere at blive en voldsom oplevelse.

Og for mig viser alene mine egne kedelige eksempler, at der er en hårfin balance mellem indgreb og følelsen af overgreb.

Gode gynækologer er noget, kvinder søstersolidarisk informerer hinanden om.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Jeg lider ikke længere af gynækologfobi, måske fordi jeg efterhånden har prøvet så meget, at jeg vist nok har lært at sige fra.

Men det er der mange kvinder, der ikke har. Eller ikke ved, at de kan.

Så tal med dine veninder om dine ”undervognsbehandlinger”. Vi trænger til at få sat ord på.