kvinde sover
Sundhed

Der findes 6 forskellige søvntyper – hvilken er du?

6. august 2019
af Silje Helgesen, kk.no. Oversat af redaktionen
Foto: Panthermedia
Nogle føler sig udhvilede lige fra de står op, til de går i seng, mens andre kæmper for at holde øjnene åbne hele dagen.

Søvn kan være en finurlig ting, som man aldrig helt kan blive klog på. Det er individuelt, hvor meget søvn vi har brug for, og nogle har brug for mere end andre, men derudover har kvinder brug for mere søvn end mænd, og jo ældre man bliver, jo mindre søvn har man brug for. Stress hænger også sammen med vores søvnkvalitet.

Der er med andre ord, meget der skal klappe, hvis man skal føle sig hundrede procent udhvilet, og vi kategoriserer ofte folk efter enten at være morgenfriske eller natteravne – nogle går tidligt i seng og står op, før fanden får sko på, mens andre foretrækker at sidde oppe i de sene nattetimer og sove sig igennem morgengryet.

Men ifølge Arcady Putilov, der er ekspert i søvn og biomedicin, kan man dele søvntyperne ind i langt flere end bare de to typer. Arcady Putilov har nemlig interviewet over 1.300 personer om deres søvn, og et stort antal af dem falder udenfor de to kategorier, vi sædvanligvis taler om.

Søvntyper

Arcady Putilovs undersøgelse er blevet publiceret i tidsskriftet Personality and Individual Differences, og forskerne, der har stået for undersøgelsen har bl.a. tilføjet ”afternooners” og ”powernappers” som to meget almindelige søvntyper. Folk, der er trætte hele dagen og hele natten fik også deres egen kategori.

Herunder kan du se forskernes seks forskellige søvntyper:

1. Morning lark (Lærken)

Du er mest effektiv mellem kl. 9 og 11 og derefter bliver du gradvist mere og mere træt desto senere på dagen, det bliver. Når det bliver aften, er du den mest trætte af alle seks søvntyper.

2. Afternooner (Eftermiddagspersonen)

Du er på toppen mellem kl. 11 og 17, men du kan føle dig træt både om morgenen og om aftenen.

3. Powernapper (Powernapperen)

Du vågner til din alarm tidligt på morgenen og har masser af energi frem til klokken 11. Du er lidt træt ud på eftermiddagen, tager en kort lur ved 15-16-tiden og er derefter oppe igen og kan fint holde dig vågen til sengetid omkring kl. 23.

LÆS OGSÅ: Derfor spjætter du i søvne

4. Night owl (Natuglen)

Tidlige morgener kan nærmest føles smertefulde, og du vågner ikke ordentligt, før klokken er omkring 10. I løbet af dagen bliver du mere og mere frisk, og om aftenen er du fuld af energi.

5. Swift (Svalen)

Du er hundrede procent vågen fra det øjeblik, du står op, til du går i seng igen.

6. The Woodcock (Skovsneppen)

Du føler dig konstant søvnig.

At springe søvn over

At springe en nats søvn over er ikke farligt en sjælden gang imellem, men for lidt søvn over tid kan have store konsekvenser for helbredet.

- Skift og særligt natarbejde er forbundet med forstyrret søvn. De, der har natarbejde vil typisk sove betydeligt kortere om dagen efter en nattevagt, end hvis de sov om natten. På lang sigt er natarbejde desværre forbundet med kardiovaskulære sygdomme, stofskifteforstyrrelser som vægtøgning og diabetes, gastrointestinale lidelser som mave- og tolvfingertarmssår og en øget risiko for brystkræft hos kvinder, har søvnforsker og professor ved Universitetet i Bergen, Ståle Pallesen, tidligere sagt til kk.no.

At hoppe et døgns søvn over vil selvsagt gøre dig træt dagen derpå, og det kan mærkes på flere måder.

- Når det gælder adfærd, vil det betyde, at reaktionstiden øges lidt. I forhold til arbejde betyder det, at du kan udføre opgaver, hvor du selv styrer tempoet, uden at lave for mange fejl, men at det går lidt langsommere, end når du er udhvilet.

Når det gælder opgaver, der styres af maskiner, øges risikoen for fejl. For eksempel vil du kunne overse ting, du ellers normalt ville registrere.

Søvnekspert: Så mange timer skal du minimum sove hver nat

Ikke farligt

Ifølge Håvard Kallestad, der er psykologspecialist og søvnforsker ved Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet, er man efter et døgn uden søvn i en tilstand, der kan sammenlignes med lige over promillegrænsen.

- Din reaktionsevne vil være reduceret og på være på linje med at have omkring 0.7 i promille, fortæller han.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_2.png

Læs også