https://imgix.femina.dk/2021-05-04/dscf9617-1.jpg
Alder

Annebeth er fotomodel: "Hvorfor stoppe med noget, du er god til, bare på grund af alder?"

4. maj 2021
af Annette Aggerbeck
Foto: Hanne Loop
Alder er ingen hindring for nye eventyr – færre pligter og modenhed kan faktisk være en fordel. Her kan du møde Annebeth, der arbejder som fotomodel i en alder af 69 år.

I en alder af 52 år blev Annebeth Nørgaard Elsøe opdaget på gaden i Aarhus af et modelbureau.

– Jeg tror, at jeg blev opdaget, fordi jeg skilte mig ud ved at have langt lyst gråt hår og var klædt i pink tøj. Jeg elsker pink og går altid med pink læbestift og neglelak. Min stil er meget klassisk, fortæller Annebeth, der blev det, man inden for modelverdenen kalder ”typemodel”, på grund af sit grå hår.

Annebeth blev allerede gråhåret som 25-årig og er gennem livet ofte blevet standset på gaden af forbipasserende, der beundrer hendes hår.

– Pudsigt nok er det tit unge piger, der spørger, om jeg er i familie med frisøren Gun-Britt, fordi mit hår ligner hendes. Så svarer jeg for sjovs skyld, at hun er min kusine, siger Annebeth leende.

Annebeth har været fotomodel i 17 år og er det stadig som 69-årig. Hun elsker, at arbejdsopgaverne er så varierede.

– Jeg har haft opgaver, hvor der tages fotos, mens jeg er ved at tjekke ind på et hotel med en herre og et par børn, eller vi sidder på et hotelværelse og spiser middag sammen, så vi ligner en familie. Jeg har også siddet i spa med en herre og fået taget fotos; dog aldrig uden tøj, fortæller Annebeth, der ofte ikke ved, hvad de fotos, der tages af hende, skal bruges til.

https://imgix.femina.dk/2021-05-04/dscf9556.jpg

Andre modeljobs kan være at kigge på en solopgang, mens der tages fotos til en annonce for et medicinalfirma. Eller at sidde i sofaer i en møbelbutik.

En opgave, som Annebeth synes har været særlig sjov, var, da der blev taget fotos af parringe hos en guldsmed.

– Jeg og en herre skulle se forelskede ud, mens vi kiggede på ringene. For at vi kunne få et drømmende udtryk i vores øjne, satte de tangomusik på. Det var en sjov opgave, fortæller Annebeth, der også har siddet model, mens hun spiste på restauranter. Hun har desuden poseret for pelsfirmaer og til tøjkataloger.

Ud over arbejdet som fotomodel får Annebeth også opgaver som statist i danske film. Hun har for eksempel deltaget i en begravelse i filmen ”Undtagelsen”, ligesom hun for nylig har været med i den sidste ”Klovn”-film.

Glad hver dag

Da Annebeth blev opdaget af modelbureauet, var hun netop vendt hjem til Danmark efter næsten fire år i Malaga. Hun havde troet, at hun skulle bo i Spanien resten af sit liv.

– Jeg havde haft frisørsalon i 30 år sammen med en kompagnon, og vi havde fire ansatte. Jeg solgte salonen, fordi jeg havde lyst til at prøve noget nyt. Så jeg valgte at lade mig pensionere som 48-årig og flytte til Malaga med min mand. Men det var ikke lykken. Jeg fik psoriasisgigt og savnede min datter og mit lille barnebarn frygteligt, fortæller Annebeth.

https://imgix.femina.dk/2021-05-04/dscf8691.jpg

Set i bakspejlet synes Annebeth, at det var som at vinde i lotteriet, at hun blev tilbudt at blive model og samtidig også blev kontaktet af en tøjdesigner, der ansatte Annebeth til at arbejde i sin butik. Hun arbejdede i tøjbutikken, indtil den lukkede. På det tidspunkt var hun 65 år og i pensionsalderen. Men Annebeth ville ikke pensioneres, så hun fortsatte som model og fik også job i en pelsbutik.

Det er meget forskelligt, hvor meget tid Annebeth bruger på at være fotomodel, statist og arbejde i pelsbutikken. Hun vil dog ikke arbejde fuld tid på grund af sin alder og prøver derfor at holde det til to-tre dage om ugen.

Annebeth holder sig i form ved at danse ballroom-fitness fire gange om ugen. Indtil hun var 16 år, dansede hun turneringer med sin tvillingebror. Hun går også lange ture.

– Det er vigtigt at holde sig i gang uanset alder, og det er vigtigt for mig at være lækker. Jeg har sunde dage, og så har jeg dage, hvor jeg spiser det, jeg vil.

Familie og venner synes, at det er alletiders, at Annebeth er fotomodel. De kan se, at det gør hende glad.

– Jeg er glad hver dag, ikke mindst fordi jeg møder så mange spændende mennesker. Hvorfor stoppe med noget, du er god til, bare på grund af alder?! Jeg bliver ved, indtil jeg ikke kan mere. Det er livskvalitet, siger Annebeth.

Læs også