https://imgix.femina.dk/2022-03-08/20201113-225851-6-1920x1091we.jpg

Foto: Cap/Capital Pictures/Ritzau Scanpix

Alkohol

Alkoholgrænser er nu de samme for mænd og kvinder – hvorfor det?

9. marts 2022
af Sofie Olivia Mørch
Foto: Cap/Capital Pictures/Ritzau Scanpix
Sundhedsstyrelsen kommer med nye anbefalinger for, hvor meget alkohol vi bør lade passere svælget om ugen. Indtil nu har udmeldingerne gjort forskel på, om man er mand eller kvinde. Nu skelnes der ikke længere mellem kønnene.

Drik højst 10 genstande om ugen. Drik højst 4 genstande på samme dag.

10-4 er det nye pejlemærke for danskernes alkoholindtag, som Sundhedsstyrelsen netop har offentliggjort sammen med en række andre anbefalinger.

Sidste gang genstandsgrænserne blev opdateret var tilbage i 2010.

De 10 genstande skal altså fordeles over alle ugens dage, og det anbefales, at du ikke drikker mere end fire genstande samme dag.

Så er du ifølge Sundhedsstyrelsen med til at minimere din helbredsrisiko.

Det sker på baggrund af ny viden på området, som har fået styrelsen til at skærpe anbefalingerne.

Og så som noget helt nyt, skelnes der ikke længere mellem kønnene.

Ikke forskel på mænd og kvinder

Hvorfor er det ikke længere relevant at skelne mellem kønnene?

"Generelt er kvinder mere sårbare end mænd i forhold til alkohols skadelige virkninger. Men ved et forbrug på højst 10 genstande om ugen, og højst 4 genstande på samme dag, er risikoen for at dø af alkoholrelaterede sygdomme tilnærmelsesvis ens for begge køn," skriver Sundhedsstyrelsen i et notat.

Overskrider man 10 genstande, stiger risikoen for helbredssygdomme hurtigere for kvinder end for mænd, oplyser styrelsen.

Med de nye udmeldinger frarådes alle unge under 18 år at drikke alkohol. Når det kommer til de nye grænser for personer på 18 år eller derover, gælder det nye pejlemærke: 10-4.

Sundhedsstyrelsens nye genstandsgrænser

Hvis du er under 18 år

Lad vær med at drikke alkohol.

Hvis du er 18 år eller over

Drik højst 10 genstande om ugen.

Drik højst 4 genstande på samme dag.

Hvis du ammer

Vær forsigtig med at drikke alkohol.

Hvis du er gravid eller prøver at blive det

Lad vær med at drikke alkohol.

Kilde: Sundhedsstyrelsen

Før de nye udmeldinger anbefalede Sundhedsstyrelsen syv genstande om ugen for kvinder og 14 genstande om ugen for mænd.

Alkoholgrænserne for kvinder, der er gravide, forsøger at blive det eller ammer, forbliver de samme som førhen.

Læs også