Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Foto: Emil Hennings

Mental sundhed

27-årige Christina Ris: "Jeg troede kun, at alkoholisme var noget, der ramte gamle mænd"

9. februar 2022
af Sofie Olivia Mørch
Foto: Emil Hennings
30-40 genstande kunne der nemt ryge ned en aften i byen. Det var først, da hendes krop for alvor var ved at give op, at Christina Ris indså sit problem. I videoen giver hun indblik i at være ung kvinde og ædru alkoholiker.

I videoen ovenfor kan du høre hele hendes fortælling.

Christina Ris opfattede før i tiden sig selv som en helt normal 27-årig, der godt kunne lide at gå byen og svinge hofterne.

I dag ved hun, at man godt kan være ung kvinde og samtidig være alkoholiker. I videoen advarer hun mod den alkoholkultur, som hun mener var med til at camouflere hendes alkoholproblem.

– Dengang jeg drak, så jeg mig selv som ekstrovert og meget socialt anlagt.

– Når jeg havde drukket min første genstand, så kunne jeg ikke stoppe igen, og så ville jeg have mere og mere, siger hun i et interview i ALLY.

Og når veninderne forlod natklubben, fortsatte Christina Ris med at hælde procenterne i sig.

Kroppen gav op

Næste morgen faldt dommen: en umådelig dødsangst, og i bilen på vej hjem til sin mor var kroppen for alvor ved at give op.

– Pludselig går min krop i kramper. Min hørelse forsvinder. Det sortner for mine øjne.

– Der troede jeg ægte, at min krop havde givet op, og jeg var ved at dø.

Der gik lang tid, før Christina Ris kodede alkoholforbruget sammen med sine angstanfald. Det var først, da hun begyndte at se dokumentarer om unge misbrugere.

– Dengang følte jeg, at mit forhold til alkohol var normalt indenfor den ramme, der hed, at jeg jo var ung.

– Både jeg selv og folk omkring mig havde svært ved at få øje på mit alkoholmisbrug, fordi vi havde et billede af, at alkoholisme var noget, der kun ramte ældre mænd og i hvert fald ikke unge kvinder.

I dag ved hun bedre. Efter behandling på sit kommunale misbrugscenter, har hun nu været ædru i 2 år, 1 måned og 9 dage. Men vejen dertil har ikke været en dans på roser.

I videoen kan du høre hele hendes fortælling. Om opbrud med gamle venskaber. Om at genfinde sig selv uden at have alkohol som krykke.

Om fomo-følelsen ved ikke at kunne feste med veninderne i weekenden og om at ville statuere et forbillede for unge mennesker, der føler sig alene med deres misbrug.

Husk, at du kan se mange flere short-docs på ALLY.

Læs også