https://imgix.femina.dk/media/sondag/2012/08/31/sund-grill/grillmad-stor.jpg
Krop & velvære

Hvor sundt er grill egentlig?

3. august 2012
af Ilona Suonperä Jacobsen
foto: Panthermedia
Sommer er lig med en masse grill, men hvor sundt er det egentlig. Få svaret lige her

Kalenderen viser sommer og selv om vejret måske ikke er så sommerligt som man kunne ønske sig, så er det ikke vejret der skal forhindre at vi tænder op i grillen.

Men hvor sundt er det egentlig at grille? Det har vi spurgt SØNDAGs faste diætist Anne W. Ravn, der er diætist ved Århus Universitetshospital, om.

Er grillmad sundt?

Det er superhyggeligt og givetvis sundt for sjælen at spise under åben himmel. For kroppen kan grillmad være lidt mere omkostningsfyldt. Mange er tilbøjelige til at grille større mængder kød, end de ville tilberede inden døre. Ofte er kødet også for fedt. Og for meget og for fedt kød er ikke sundt. Når man griller, kan der desuden dannes nogle sundhedsskadelige stoffer.

LÆS MERE: Vil du være sikker på succes, når du griller, så få ti gode grilltips lige her

Hvilke stoffer?

Hvis der drypper fedt fra kød, kyllingeskind eller fed fisk ned på kullene, udvikles der røg, der sætter sig i maden. Røgen indeholder tjærestoffer, der er kræftfremkaldende, og det samme er de stegemutagener, der dannes, hvis man griller kød hårdt, så det branker eller forkuller. Så skrab altid det sorte af maden.

Hvordan mindsker man risikoen for, at der dannes usunde stoffer?

Ved at følge nogle enkle råd: Grill ved lavere temperaturer og ikke over flammer, så kødet bliver branket, vend maden flere gange under grillningen, undgå dryppende fedt (pak evt. maden ind i alufolie), mariner maden i forvejen, eller forkog den i mikroovn, så den ikke skal på grill så længe. Brug færre, men større kødstykker, sørg for, at der er god lufttilførsel til grillen og god afstand mellem mad og varmekilde.

Hvordan gør man grillmad sundere?

Skift det fede kød ud med magert. En grillpølse indeholder f.eks. tre gange så meget fedt som en stor mørbrad. Brug marinader uden olie. Frås med grøntsager og pak dem ind i folie i stedet for at pensle dem med olie og lægge dem direkte på grillen. Det sparer kalorier og bevarer vitaminer. Når man griller fisk, udvikles der ikke på samme måde kræftfremkaldende røg og stegemutagener, som når der er kød på grillen. Sørg for, at der er flest grøntsager på tallerkenen og lidt kartofler eller groft brød som tilbehør.

LÆS MERE: Vil du vide mere om den fede grillpølse, så læs med lige her

Skal vi være bekymrede for at grille?

Nej, hvis man spiser varieret til hverdag, kan man sagtens nyde grillmad indimellem. Husk at grillen ikke behøver at være dækket af pølser og hvidløgsbrød. Sommermad kan godt være sund og velsmagende - selv om den kommer fra grillen.

Gratis sunde tips på facebook?

Vil du gerne have gratis sunde tips direkte på facebook? Så vær med i sundhedsgruppen, som er resultatet af et samarbejde mellem SØNDAG, Femina, ELLE, Q og Mad & Bolig. Giv gruppen "Sunde tips - hver dag" et "like" lige her.

Læs også